Alle indlæg af Pastoren

Indretningen tidligere kendt som Udlændingeservice

Ralf Christensen er en dygtig musikjournalist, der har slået sine folder i Politiken og i Information. Men i dagens kronik i Politiken skriver han om sine problemer med at få lov til være i Danmark sammen med sin tyrkiske kone, som han mødte i Tyskland. Han skriver bl.a.

Ventetiden i et juridisk, eksistentielt og civilt limbo er udmarvende. Jeg har set min hustru lide. Blive rundtosset af uvished. Ør af opsparet, uforløst energi. Ædt af den sociale marginalisering, som følger af ikke at være en del af et samfund og ikke kunne opbygge normale menneskelige relationer gennem arbejde og alle de andre rutiner, som vi andre render lykkeligt uvidende rundt i. Og dirrende af en frustration, som ikke kan rettes nogen steder hen, fordi bureaukratiet på én gang er en uigennemtrængelig mur og en diffus sky af regler og logikker, der ophæver enhver form for personligt ansvar.

Det er et system med serielle ydmygelser, en grundlæggende brug af forhaling og fremmedgørelse som udmatningsstrategi – og som kronen på værket: den mesterlige mørbankning (uden synlige blå mærker) i Udlændingestyrelsens kontor.

Udlændingeservice er blevet omdøbt til Udlændingestyrelsen, så i det mindste er de danske myndigheder nu ærlige – det handler om at styre mere end om at være en servicefunktion. Det er vekselvirkningen mellem mistænkeliggørelse og bureaukrati, der er så bekymrende. Hvad der kom først i dette tilfælde, ved jeg ikke, men jeg har en formodning om at den mistænkeliggørelsens politik, der inden for det årti er slået igennem i Danmark, også tydeligt har påvirket de altid loyale administratorers måde at tænke på udenlandske statsborgere på, når de skal forvalte den udlændingelov, der i VKO-regeringens årti blev ændret i gennemsnit hver ottende måned.

Det er vores flag

I Information er der i dag en artikel om brugen af et lands flag, foranlediget af en beslutning fra museumsdirektør for Trondheim Kunstmuseum, Pontus Kyander. Kyander skriver på Facebook, at så længe han er direktør, vil der aldrig blive hejst et norsk flag på kunstmuseet.

Flaget er ikke et nationalsymbol for alle mennesker. Vi vil finde andre fælles symboler og billeder, som kan forene, og som ikke går på en bestemt religion, etnicitet eller nationalitet.

udtaler han ifølge Information,

Jeg forstår ham godt, set i kølvandet på terrorhandlingerne i Norge sidste år. Og så alligevel.

Det er trist, når et flag som det norske flag eller Dannebrog ender med at fremstå som et nationalistisk symbol. Som barn og ung var jeg altid lidt glad for at se Dannebrog, hvis jeg var i udlandet. Der var små dannebrogsflag på fødselsdagsbordet. I dag kommer jeg lidt for ofte til at tænke på Dansk Folkeparti og andre udslag af den omsiggribende nationalisme.

Jens gør det rigtige, når han bruger Dannebrog som bagtæppe til koncerter. Dannebrog skal være et flag, der tilhører alle, der bor her eller føler sig knyttet til Danmark, uanset baggrund eller anskuelser. Lad os stjæle flaget tilbage ved at bruge det – alle sammen.

Ullevi 27.7.2012

20120728-011048.jpg

Her sad jeg så, 27 år efter at jeg første gang havde oplevet Bruce Springsteen & The E Street Band på Göteborgs store gamle nye stadion. Ligesom dengang i 1985 var jeg henvist til en siddeplads oppe på højre langside, dog forholdsvis tæt på scenen.

Rigtig meget andet har ændret sig siden dengang. Jeg er ikke den samme som dengang, mere end dobbelt så gammel og adskillige år ældre end Bruce Springsteen selv var dén aften. Erfaringerne tynger, kroppen og forstanden er den samme og samtidig helt forandret. Samfundet snurrer rundt i endnu en af de tilbagevendende kriser.

Teknologien ændrer meget, og den fadølsbundne stadionrockkultur kan knap følge med. Det bliver mere og mere meningsløst at forlange et forbud mod kameraer og optageudstyr med vore dages mobiltelefoner.

Musikken derude har ændret sig til ukendelig; stjerner er kommet og er gået bort. Clarence Clemons er ikke mere, Danny Federici heller ikke. I 1985 var mange europæere stadig først i gang med at opdage Bruce Springsteen; i dag er han en institution og en af rockens store, gamle statsmænd.

Måske er det i virkeligheden her i Europa, vi elsker ham højest. Springsteen er repræsentant for det USA, vi håber på, et progressivt og tolerant land med højt til himlen og med hjertet på rette sted. Han rummer protestsangen fra Dylan og Guthrie, den festlige rocknroll og soul fra Berry og Berry Gordy og Beatlemania, længslen og vemodet fra Orbison, det oprørske håb fra The Clash og Patti Smith. Denne ikke ret høje mand på 63 skulle bære vore sjæle på sine skuldre på sådan en aften som i går aftes.

Det startede godt, men alle skulle løftes først. En time er ingen verdens ting i dette koncertunivers og efterhånden som sommeraftenen sænkede sig, kom magien snigende. Jeg havde troet, at “My City of Ruins” skulle blive den altomfavnende showstopper – men det er den. Der var en elektrificeret udgave af “Youngstown”, og pludselig opdagede jeg hvordan “Johnny 99” faktisk kan være lige så meget Chuck Berry som Woody Guthrie. Og så kom en stemningsfyldt udgave af den i koncertsammenhæng så sjældne “Drive All Night” – så smukt! Og så “Tenth Avenue Freezeout” med en hyldest til The Big Man. Hans søn træder allerede varsomt, men sikkert i farmands store fodspor.

Tre timer og femogtredive minutters koncert kan ikke være ene højdepunkter – jeg vil f.eks. nok altid synes at “Waiting On A Sunny Day” er en bagatel, og en sætliste med endnu nogle af de ældre ballader ville have passet til min egen sindsstemning – men der var masser af gode stunder. Gad vide hvad der bliver spillet i morgen?

Bortset fra det…

Jeg har netop skaffet mig en billet til Springsteens første aften på Ullevi d. 27. juli. Jeg glæder mig; det er 27 år siden, jeg sidst var den vej forbi i samme anledning. Det var overraskende sværere at skaffe overnatning i Göteborg – det er faktisk endnu ikke lykkedes. Andre, der skal derover og som har et tip? Færgen til Frederikshavn afgår 23.55, så det kan knibe med at nå den, og lysten til at sove i Stenaterminalen eller lignende er minimal.

Jakob Hellman er tilbage

Der er Olle Ljungström og der er Håkan Hellström. Men engang var der også Jakob Hellman, og hans eneste album …och stora havet fra 1989 er blevet en legende. Det er ofte blevet udråbt til at være et af de bedste svenske popalbums nogensinde, og andre, senere navne har nævnt ham som inspirationskilde. Her tænker jeg især på Kent. Men også i Håkan Hellströms musik aner jeg en linje tilbage fra …och stora havet; jeg frygtede engang, at Hellström ligesom Hellman ville dukke op ud af ingen ting og pludselig forsvinde igen (sådan gik det heldigvis ikke).

I mange år troede alle, at man aldrig skulle høre mere fra Jakob Hellman. Af og til hørte man lidt fra ham, hvor han spillede nogle numre her og der – og ellers studerede han kemi, arbejdede på plejehjem osv. Men i år er han tilbage og turnerer her til sommer i Sverige med bandet Nerverna. Han har endda skrevet nye sange. Ovenfor et noget upoleret klip, der viser den nye, 23 år ældre Jakob Hellman.

Vi har pløjet den selv

En af de mere problematiske sange i John Mogensens sangskat er “Danmarks jord”. Den blev skrevet op til Danmarks indtræden i EF (som EU hed dengang), ikke rettet mod etniske mindretal, men i dag kommer man uvilkårligt til at høre Pia Kjærsgaard i baggrunden. Her er Albertslund Terrorkorps’ remix.

Roskilde: The Low Anthem

20120707-174702.jpg

Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.

Roskilde: Punch Brothers

20120707-004550.jpg

Endnu et lidt anderledes bud på countrymusik – og så dog langt mere traditionelt end Hank Williams d. 3. Punch Brothers spiller bluegrass og er virtuoser på deres respektive instrumenter. Forbindelsen til folkemusikken fra Irland og Skotland er i denne genre meget tydelig. (Nogle ville her fejlagtigt begynde at fable om De Gyldne Løver.)

Det usædvanlige ved Punch Brothers er dels, at de er fra New York (dvs. de er ikke ligefrem hillbillies, dels
at de i de numre, de selv har skrevet, i deres tonesprog også trækker på nyere former for sangskrivning og tonesprog, især rock, men også jazz. Dette sidste viste sig ved nogle ambitiøse sololøb undervejs – hvoraf et brat slog over i en uptempo-udgave af Gillian Welch’s “Back In Time” (fra Soul Journey, af Stereo Studios ansatte betegnet som en souludgivelse.) Punch Brothers kunne ikke slippe af sted med det, de gør, og få telttaget til at løfte sig af begejstring, hvis ikke de samtidig var helt hjemme i den bluegrass-tradition, de ofte overskrider. Og hjemme i bluegrass, dét er de.

Et spændende bekendtskab.

Roskilde: Elektro Guzzi

20120706-212657.jpg

Utroligt, men sandt: Elektro Guzzi fra Østrig spiller særdeles dansabel, hypnotisk trance med beats og dyb, dyb bas uden nogen elektroniske instrumenter. Besætning: guitar, bas og trommer. Måske har vi her en udvej for rockbands, der sidder fast i et kedeligt udtryk. Hvem ringer til Big Fat Snake?

Roskilde: The Vaccines

20120706-203043.jpg

Nå dem? Det er da dem med “Post-breakup Sex”. Så er stilen ligesom lagt. Ungt band med et temmelig ubekymret univers og iørefaldende melodier til. The Vaccines er et sted på britisk pop-rocks store brede, kompetente midtbane. Ikke så meget involveret i angrebet, men heller ikke udpræget i defensiven. Men som sangeren siger mellem to numre: “This is fun”.

Roskilde: The Cult

20120706-195400.jpg

Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.

Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere