Ralf Christensen er en dygtig musikjournalist, der har slået sine folder i Politiken og i Information. Men i dagens kronik i Politiken skriver han om sine problemer med at få lov til være i Danmark sammen med sin tyrkiske kone, som han mødte i Tyskland. Han skriver bl.a.
Ventetiden i et juridisk, eksistentielt og civilt limbo er udmarvende. Jeg har set min hustru lide. Blive rundtosset af uvished. Ør af opsparet, uforløst energi. Ædt af den sociale marginalisering, som følger af ikke at være en del af et samfund og ikke kunne opbygge normale menneskelige relationer gennem arbejde og alle de andre rutiner, som vi andre render lykkeligt uvidende rundt i. Og dirrende af en frustration, som ikke kan rettes nogen steder hen, fordi bureaukratiet på én gang er en uigennemtrængelig mur og en diffus sky af regler og logikker, der ophæver enhver form for personligt ansvar.
Det er et system med serielle ydmygelser, en grundlæggende brug af forhaling og fremmedgørelse som udmatningsstrategi – og som kronen på værket: den mesterlige mørbankning (uden synlige blå mærker) i Udlændingestyrelsens kontor.
Udlændingeservice er blevet omdøbt til Udlændingestyrelsen, så i det mindste er de danske myndigheder nu ærlige – det handler om at styre mere end om at være en servicefunktion. Det er vekselvirkningen mellem mistænkeliggørelse og bureaukrati, der er så bekymrende. Hvad der kom først i dette tilfælde, ved jeg ikke, men jeg har en formodning om at den mistænkeliggørelsens politik, der inden for det årti er slået igennem i Danmark, også tydeligt har påvirket de altid loyale administratorers måde at tænke på udenlandske statsborgere på, når de skal forvalte den udlændingelov, der i VKO-regeringens årti blev ændret i gennemsnit hver ottende måned.
