Alle indlæg af Pastoren

Roskilde: Hank 3

20120706-190837.jpg

Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.

Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.

Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.

Roskilde: Gossip

20120706-183104.jpg

Så blev det gummistøvletid.

Først kl. 17.10 var jeg på festivalen o gik således glip af de første numre med Gossip. De fleste ved, at Gossip balancerer et sted mellem rock og disco og at deres sangerinde Beth Ditto er en trivelig dame. Live lægger man mærke til deres lidt kiksede visuelle udtryk. Beth Ditto er måske mere snakkesalig, end det behøves men det mere end kompenseres der for af hendes vokal.

Det nye album, A Joyful Noise toner rent popflag, men liveudgaven af bandet står klart ved sin rockbaggrund. Dette er potentiel festmusik, men en regntung lørdag eftermiddag med det sædvanlige snakkesalige publikum var det desværre en svær opgave at løfte. Nå, da hittene “Standing In The Way Of Control” og “Heavy Cross” dukkede op til sidst, kunne publikum uden for pitten omsider også koncentrere sig, og Beth kvitterede med at kravle ned og give forreste række en krammer. It ain’t over till the fat lady sings.

Roskilde: Janelle Monáe og de andre

20120706-014858.jpg

20120706-014820.jpg

20120706-014740.jpg

Aftenen sluttede med en konflikt for mit vedkommende: Skulle jeg høre Modeselektor, Perfume Genius eller Janelle Monáe? Jeg valgte – alle tre.

De tre musiknavne udtrykker hver deres bud på en kropslighed i musikken.

Modeselektor – to tredjedele af tyske Moderat (som jeg har skrevet om på bloggen for snart længe siden) – begyndte et forudprogrammeret og typisk snedigt og effektivt sæt på Apollo-scenen, bedre kendt som Det Oppustelige Græskar. Alle dansede med.

Jeg måtte dog gå efter forholdsvis kort tid for at nå ned til Perfume Genius, der er klart i familie med chillwave-navne som især Youth Lagoon, uden dog at være særligt elektroniske. Følsomme og gribende pianoballader fra en bleg ung amerikaner. Og en rigtig vellykket coverversion af Neil Youngs “Helpless”. Men stemningen… Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Også denne gang måtte jeg gå før tiden for at nå frem til Janelle Monáe i det stuvende fyldte Arena. Jeg havnede i kødranden uden om teltet og kunne fornemme, at en særdeles god koncert var under opsejling. Men det kneb mest høre musikken. Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Til sidst førte “naturlig afgang” mig længere ind i teltet, og jeg kunne nu både se og høre musikeren ordentligt. Hvor The Shins og Perfurme Genius spiller deres sange, så publikum er tilfredse, kan Janelle Monáe og band gøre publikum ellevilde.

Monáe laver soulmusik med tydelig inspiration fra James Brown og Jackson Five (vi fik en forrygende version af “I Want You Back”), men der er også Cameo, new save og rocknroll med i ligningen. Og der danses! Og males – Janelle malede et billede på et opspændt lærred undervejs. Og der er guitarsoloer fra en inspireret guitarist. Og der er en masse call-response med publikum, som Janelle snart har i sin hule hånd. Et langt ekstranummer bliver det til, og til allersidst kommer alle på scenen blot for at præsentere sig én efter én. En ung fyr i publikum, der har fødselsdag, hives op på scenen og får Janelles maleri som gave.

Det er 100% showmanship, og vi elsker det (The Cure har som modsætning slet intet showmanship) – og vi elsker Janelle og hendes band. Det er tydeligt, at de holder af at spille Roskilde for andet år i træk.

Roskilde: The Cure

20120705-213024.jpg

Yesterday I got so old that I thought that I could die.

Man kan ikke løbe fra sin ungdom, men af og til har man lidt lyst til det. The Cures sange fejler ikke noget, Disintegration er et fremragende album (bare spørg drengene fra South Park) og Robert Smith & Co. har spillet det hele vældig mange gange før, og de er bestemt kompetente på en (orange) scene. Desværre er The Cure ikke et af de musiknavne, der ældes med ynde, og det er som om hele selvoptagethedens fest ikke fænger så meget i dag.

Roskilde: Clock Opera

20120705-194308.jpg

Britiske Clock Opera kender jeg ikke meget til. Johnny Marr har talt pænt om denne kvartet i spraglede skjorter. Og hvad er det så for noget? En lidt kantet, men samtidig dansabel keyboard/percussion-drevet sound med new wave-rødder. Nogle af sangene er pænt iørefaldende – og hvad var det, de mindede mig om? Til sidst gik det op for mig: det var såmænd Heaven 17 og OMD. Så det er ikke helt skidt, slet ikke. Bør udforskes nærmere.

Roskilde : The Shins

20120705-192524.jpg

Årets første koncert på Roskilde for mit vedkommende var med The Shins. Jeg er glad for deres nye album, Port of Morrow. Der var dog ikke så mange sange fra det album ved aftenens koncert. Det gjorde ikke så meget, for James Mercer har skrevet ganske mange andre gode ting. The Shins har en lidt “antipodisk” lyd, synes jeg – der er klare mindelser om Split Enz og om Neil Finn i det lidt eksperimenterende hjørne. Bedst blev de, da de efterhånden slog sig løs, fik publikum med og vovede sig ud i instrumenterne forløb. Min dom: Ganske godt.

Tillykke til Spanien!

20120701-223208.jpg

Det var selvfølgelig helt og aldeles fortjent (hvad andet kan man tillade sig at sige efter en 4-0 sejr?). Det er længe siden, jeg har set en slutrunde med så mange interessante og underholdende kampe som i år. Og jeg kan ikke mindes tidligere at have set en kamp, hvor et hold løb tør for udskiftninger – eller at det lykkedes at vinde en finale i en stor turnering med fire mål. På mange måder et helt særligt EM. Det er igen blevet sjovt at se landsholdsfodbold.

En mudret vej

Denne blogs forfattere var grundigt trætte af VC-regeringen og alt det, den gjorde sammen med Dansk Folkeparti. Det kan denne blogs læsere næppe have undgået at opdage. Denne blogs forfattere så frem til at det ville slutte. Også dette opdagede bloggens læsere. Der kom en ny regering, og denne blogs forfattere var momentant lettede, og også det skinnede igennem. I skrivende stund er i hvert fald jeg mismodig.

Lige nu står den danske regering i mudder til langt over knæene, og de hyppige meningsmålinger er med til at presse den yderligere ned. Medierne har for længst dømt regeringen ude. Lettelsen er væk.

Regeringen er ræd for at de vælgere, der flyttede sig fra Venstre, vil svigte regeringen. Det har de så godt nok gjort for længst, for svingvælgerne vil altid være ustabile. Regeringen er bange for Konservative og (især) Venstre; den gamle regering var aldrig bange for den gamle opposition eller andre, der kritiserede den. Regeringen holder mere og mere krampagtigt fast i tvivlsomme beslutninger af angst for at komme til at fremstå som tvivlende på sig selv. Det er trist at se gamle, erfarne partier ødelægge sig selv med stokkemetoder og selvbedrag. Al tale om politik er forvandlet til tanker om strategi. Det eneste gode er, at Dansk Folkeparti stadig kun ses marginalt i mediebilledet. Ikke engang Enhedslistens helt fortjente fremgang er nogen egentlig opmuntring.

Til regeringen (der næppe læser denne blog): Træd dog i karaktér og bliv igen til de partier, der i oppositionsårene udtalte sig skarpt og i et vist omfang turde holde fast på principper. Venstre har ikke noget nogen politisk substans at have deres enorme popularitet i. Lad være med at efterligne dem.

Og lad os så tale om fodbold og gamle plader igen.

Mudder og tonsvis af affald

Jens blev engang kaldt for 90’ernes Rifbjerg. Det lo han meget af.

Selv mødte jeg for snart mange år siden den oprindelige Klaus Rifbjerg (det var endda i Edinburgh), og han var en venlig og meget vidende mand. Han er en af det 20. århundredes største danske forfattere, og produktiv er han også. Men somme tider er der tomgang i foretagendet.

Det gik op for mig, da jeg læste Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Rifbjergs nye essaysamling Januar +. Notater 1.1.2012 til 20.2.2012. 

Et sted skriver Skyum-Nielsen:

De 17 bidder herfra anlægger til at begynde med en lysere og lettere tone, som om forfatteren har taget fri fra sin rolle som Rasmus Knarvorn, men aldrig så snart har han hørt Beethoven og set et tv-program om bebop, før han partout skal ytre sin uforgribelige mening om Roskilde-festivalen, hvor han velsagtens aldrig har været.

Skråsikkert slår han alligevel fast, at op imod 100.000 mennesker »forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.«

Det minder temmelig meget om noget, Ole Hyltoft udtalte i 2007 (og som jeg skrev om her på bloggen). Noget siger mig, at jeg har flere metalalbums end Klaus Rifbjerg.

Hvis det så bare var dét… også jeg har været træt af de danske musikfestivaltraditioner af og til (men i år skal jeg stå der selv, midt i regnen). Jeg frygter, at Klaus Rifbjerg på sine gamle dage er blevet en ureflekteret kværulant.

Dens slags selektion bremser ikke Klaus Rifbjerg, hvis elegant turnerede ord simpelt hen sidder for løst. Hvorfor skal han insinuere, at fanger i politiets vogne automatisk får bank? Hvad er det for en fortid, han taler om, når han bralrende siger, at »børn og voksne døde som fluer«? Hvordan kan han generaliserende fastslå, at »lykkelige er vi fanden gale mig ikke«? Hvad bilder han sig ind, han, som af NATOs generalsekretær forlanger, at denne skal »frigøre sig selv og blive et anstændigt menneske«? Hvad er det dog, der stikker ham, da han, kortvarigt stillet over for Kastrup Lufthavs sikkerhedskontrol, ytrer, at »alle de kors der slås til sikkerhedens bevarelse, er mere dræbende end selve terroren«?

Den slags kan man måske tænke et kort øjeblik i en sikkerhedskø, men det skal ikke skrives og slet ikke stå i en bog.

Den slags er trist at se. Jeg håber ikke at 90’ernes Rifbjerg og hans medblogger er havnet i en tilsvarende rutine og er endt med at blive syrlige ældre herrer.

En dårlig forretning?

Den britiske dokumentarist Louis Theroux (som vi herhjemme nok bedst kender fra programmer sent om aftenen på DR2) har en artikel i The Guardian, som nu bringes på Information. Den handler på overfladen om porno, men dens budskab er langt mere generelt.

Pornobranchen har været en væsentlig aktør i den teknologiske udvikling. Det var udbuddet af pornofilm, der endte med at favorisere VHS-formatet for videobånd over det teknisk overlegne Betamax. Det var pornobranchen, der gjorde online-betaling og streaming udbredt. PC World har en liste med disse og en række yderligere tilfælde, hvor pornoforbruget har påvirket den teknologiske udvikling (nogle af dem som spam er særdeles tvivlsomme fornøjelser). Men nu ser det ud som om pornobranchen har været så meget foregangsmand, at den også som den første branche inden for underholdningsindustrien er ved at bukke under for den udbredte adgang til materiale, som fildeling gør mulig.

Louis Theroux skriver dette som sin konklusion:

Gør den stigmatisering, der er forbundet med porno, det okay at stjæle porno? Bag det spørgsmål lurer et langt større dilemma, som alle medier i stigende grad må konfrontere: Hvordan skal det lade sig gøre at opretholde en branche, der sikrer en visse minimumsstandarder for sine produkter – det være sig journalistik, musik, mainstream- eller pornofilm – når flere og flere forbrugere vænner sig til at downloade indhold ganske gratis? I pornoens verden foreligger der nu allerede et svar: Det kan ikke lade sig gøre.

Dette må også give musikbranchen noget yderligere at tænke over. Mange (også mange af dem, der bruger denne blog) har downloadet musik uden at betale. På denne blog har vi streamet YouTube-videoer, hvor ophavsretslige forhold er uklare. At en praksis er udbredt, gør den selvfølgelig ikke legitim i sig selv. Et mere jordnært argument for at gøre noget, er at musikbranchen ellers vil ende med at gå til grunde.

I lang tid har man talt om en anden forretningsmodel, der tilgodeser musikerne i en verden hvor udbredelse af digitalt indhold er blevet normen, men reelt er der ikke sket ret meget. En streaming-tjeneste som Spotify er blevet udråbt til et godt initiativ, men musikerne tjener forsvindende lidt på Spotify. En anden mulighed er en udvidelse af biblioteksmodellen med dens honorar for udlån – dette er BibZoom et eksempel på.

The future we want?

Den vigtigste danske historie om Rio+20 handler om Danmarks populæreste politiker, hans udeblivelse fra dette topmøde (der i parentes bemærket handler om bæredygtig udvikling og klimaforandringer) og mulighederne for en skattereform i Danmark. Ikke mange herhjemme taler om den udtalelse om verdens tilstand og mulige udvikling, der står til at blive vedtaget. Selv medlemmer af den meget populære politikers parti synes, at udtalelsen er svag – 23.940 tomme ord kaldet The future we want. Læs dem her.

På skibet

I går fik jeg Patti Smiths nye album Banga med posten, i bogudgaven, hvor cd’en er indlagt. I bogen fortæller Patti Smith om omstændighederne om albummets tilblivelse og om de mange tilsyneladende tilfældige hændelser, der skabte sangene. Her starter hun med at fortælle om et ti dage langt krydstogt i Middelhavet, hun og hendes band deltog i på invitation af Jean-Luc Godard.

Krydstogtet var med et skib ved navn Costa Concordia, der nu mest er berygtet for at være forlist på grund af kaptajnens uansvarlighed d. 13. januar i år ud for øen Giglio. 43 mennesker omkom Underligt nok er dette slet ikke nævnt i Patti Smiths noter; jeg vil gætte på at det hele skete efter deadline.

Ovenfor er et lille klip optaget på Costa Concordia.

Tillykke til manden fra Liverpool!

I dag fylder Paul McCartney 70. Han har lidt den triste skæbne at fremstå som uhip blandt en del af dem, der gerne vil være hip. Det er bestemt ikke altid nemt at skulle leve op til forventningerne fra et af rockhistoriens suverænt bedste og mest indflydelsesrige bands, men endnu sværere at være det ene af de to Beatles-medlemmer, der rent faktisk opnår at blive gammel. Nogle synes, at sangene kom for let til Paul McCartney og at hans musik var for ubekymret og “let”.

Men det er jo dybt uretfærdigt, at Paul McCartney skal slæbe rundt på det ry hos nogle. Ikke alt, hvad han har lavet, er godt, og noget er decideret halvdårligt – men det samme kan siges om Bob, Bruce, Neil og David. Manden er uden diskussion en af det 20. århundredes største sangskrivere, alene og sammen med John Lennon. Det var vel Lennon, der inspirerede  McCartney mere end nogen anden – og omvendt! Mange af de soniske eksperimenter på f.eks. The Beatles (aka det hvide album) skyldes McCartney. Og kunne George Harrison have udviklet sig så meget som sangskriver og musiker uden at have kendt og arbejdet sammen med de to herrer? Nej, jeg tror det ikke.

Ovenfor er en af de efter min mening bedste Beatles-sange, McCartney var hovedbagmand bag – “Fool On The Hill” fra Magical Mystery Tour. Hvis ikke denne sang er et udtryk for en stilfærdig tvivl på sig selv og på egen rolle, ved jeg ikke, hvad den er. Det er ikke en “let” sang.

Jeg har aldrig været flink til at udforske McCartneys solo-værk, men efter at jeg opdagede den sangskat, der findes hos Harrison, er det på høje tid for mig at gå seriøst i gang med at lytte til Paul McCartneys soloudgivelser.

Læs Klaus Lynggaards hyldest til Paul McCartney i Information og se hans liste over hans 10 bedste soloudgivelser.