Jeg har netop nu – og først nu – opdaget denne anderledes udgave af et af de bedste numre fra The Replacements’ album Tim. Hvis jeg bare havde fået beskrevet denne cover-versions lyd, ville jeg vel have afvist den som blasfemi, men tænk – jeg synes faktisk, den er vellykket.
Alle indlæg af Pastoren
Pastoren spiller Isaac Hayes
En soul-klassiker fra en klassisk 70’er-krimi; der var andet end den med rette berømte wah-guitar på lydsiden.
Anti-amerikansk
Jeg opdagede i dag, at det helt upartiske nyhedsmedium Fox News skrev følgende, da Wrecking Ball blev udsendt:
During a press conference in Paris, The Boss explained that much of the inspiration for his new album, set for release on March 6th, is anger at what he sees as the crushing of the American Dream in the wake of the 2008 financial crisis.
…
When asked if he thought the United States should be changed into something closer to a Swedish-style welfare state, Springsteen responded enthusiastically.“Exactly! That’s my dream! It’s written between the lines. But you have to listen very closely,” he said, according to DN.
Uha. Glenn Beck fra samme Fox News kaldte da også allerede i 2010 Springsteen for “anti-amerikansk”.
Blikket mod syd (En kort afbrydelse)
Vi taler om fodbold. Vi ser fodbold i fjernsynet. Jeg holder af fodbold. Men et sted tæt på Europa, hvor tv-kameraerne ikke kan være, har de desværre andet at tænke på end fodbold.
Der er ingen nem løsning på tragedien i Syrien, hvor regimet slår sine egne borgere ihjel. Inden for de seneste to uger har der været 4 massakrer i landet. Men vi bør gøre noget, og måske kan vi gøre noget. Den statsejede russiske våbenproducent Rosoboronexport har Indien og USA som sine to største kunder. Hvis de to lande lægger pres på dem og truer med at stoppe alle ordrer, indtil Rusland holder op med forsyne det syriske regime med våben, kan det måske have en virkning. Det er allerede lykkedes USA at stoppe salget af små våben fra Rosoboronexport til Syrien, så der er håb om at det kan lade sig gøre at påvirke USA og Indien til at gøre mere. Her er en seriøs underskriftsindsamling med netop dette mål; jeg opfordrer alle til at skrive under.
Kuldegysninger
Årets store positive albumoverraskelse hedder I Predict A Graceful Expulsion og kommer fra debuterende Cold Specks, endnu et af disse énpersoners-“bands”, der er så mange af. Bag Cold Specks gemmer sig den canadiske sanger og sangskriver Al Spx (ja, det hedder hun åbenbart). Som musikvideoen ovenfor afslører gennem det gråbrune landskab og de gråbrune bygninger, bor hun nu i Storbritannien.
Al Spx har en udtryksfuld vokal, der formår at lyde både sårbar og stærk og sjælfuld, og hun undgår ad den vej helt den blodfattighed, som en del andre sangerinder i det mere eller mindre folk-inspirerede hjørne let havner i. I Predict A Graceful Expulsion består af en samling sange, der holder hele vejen igennem. Der er tydelige referencer tilbage til Leonard Cohen og Nick Cave, men også til en mere afro-amerikansk musiktradition (hvem sagde soul?). Den lidt kuldslåede stemning passer fint til den sommer, vi oplever lige nu – og lur mig, om ikke Cold Specks spiller på Roskilde-festivalen i år, hvortil jeg har billet igen for første gang i mere end 10 år. I Predict A Graceful Experience.
Himlen har vi her
The Walkmen er ikke verdens bedste band. I et så mangfoldigt univers som det, vi kender i 2012, giver en sådan betegnelse ingen mening. Men The Walkmen er et af de suverænt mest interessante bands, jeg har opdaget inden for de seneste 10 års tid. Jeg startede mit bekendtskab med Bows & Arrows, hvor gruppen endnu lød som en slags kælderudgave af U2. Men bekendtskabet begyndte for alvor med You & Me, hvor den skramlede udtryk så småt var blevet afløst af noget meget rigere og mere nuanceret. Dengang bemærkede jeg især, ud over den gode sangskrivning, at bassen lå så en tung bund i lydbilledet. På Lisbon var Walkmen-lyden blevet lysere. Begge albums lå højt på mine årslister.
Hvad så med Heaven? Mit første indtryk var, at albummet var kedeligt og formløst, en tryg synken tilbage i sofaen. Og rigtigt er det da, at sangene tydeligt viser tilbage til den tilværelse som familiefædre, som musikerne nu har indledt. “Song for Leigh” er en sang til en lille pige fra hendes far:
So, it began, another blessing hymn
Walk around the world, singing to my girl
Patience will keep you alive.Run to the run
Wall to the wallIf you follow me where I’m going
It might take some time but you never know
In my constant shoes and my bird still sings
These tricks are tricks I’ve learned from the king.
“Heartbreaker” og “Love is Luck” er ikke den unge casanovas sang, men den erfarne elskendes meditation.
Men nej, det er faktisk ikke kedeligt, det her. Jo flere gange jeg har fået hørt Heaven, jo tydeligere er det gået op for mig at vi har at gøre med et album, der er helt på højde med de to foregående. Sangene er vel endda mere ligetil. Det mere bastunge You & Me er det nye album ikke, og der er heller ikke en lille blæser på som på Lisbon. Dette er rock som guitarer, bas og trommer. Indflydelserne fra garagerock (subtilt filtreret ind), ringede amerikansk guitarlyd fra R.E.M. og alle de andre, (nå ja) U2 og Bob Dylan (nå ja ja) er der stadig i The Walkmens udtryk, men de lyder først og fremmest som – The Walkmen. Ligesom The National og Elbow og andre bands fra deres generation har The Walkmen på et grundlag af inspiration skabt og stedse raffineret deres eget tidløse udtryk, der består af en kombination af solid musikalitet og en tilsyneladende enkel sangskrivning.
The Walkmen viser, at man godt kan være tilbagelænet uden at blive magelig og at man kan vokse med erfaringen. Heaven er beviset.
Remember remember all we fight for
som der synges på titelnummeret. Hermed anbefalet fra mig. Når The Walkmen næste gang gæster Danmark, vil jeg være at finde der, om alt går vel.
The Walkmen spiller U2
Under indspilningerne til Heaven lavede The Walkmen et spontant, ekstremt slasket U2-medley. Her er det. Til alt held/uheld havde producer Phil Ek trykket på den røde optageknap.
For en sikkerheds skyld
De er da noget værre noget, alt det der sker. Lad mig for en god ordens skyld gøre opmærksom på at 4 af de 6 indlæg, der er skrevet om Ulige Numre her på bloggen skyldes mig – og at jeg var den første, der skrev om dem. Og jeg er ikke Jens, men Pastoren. Så det.
Permanent Solution
Vi tager lige tre minutter i retro-hjørnet med en sang fra forrige århundrede fra Host, et album, jeg hørte meget året efter at det udkom. Jens synes, Paradise Lost lød som Portland (kan nogen huske dem?). Selv synes jeg, dette var et af de klart bedre forsøg udi at være inspireret af Depeche Mode, som de lød i deres storhedstid. Denne sang burde have været et hit. Senere lavede Paradise Lost nogle kedelige albums hvor de lød som en slags engelsk Rammstein, bare uden ironi eller gode numre. Sådan kan det gå, hvis man er bange for sine konservative fans, der ikke brød sig om at se deres gotiske doom-metal-helte forvandlet.
Himlen er nær
To af denne blogs forfattere har set frem til dette øjeblik. Nu kan Heaven, det nye album med The Walkmen høres streamet på National Public Radio. Jeg har hørt albummet indtil flere gange i sin helhed nu, og det er faktisk slet ikke dårligt. Der er mao. noget at glæde sig til.
Take Care, Beach House
Nej, Beach House reklamerer ikke for folkevogne her. Der er reklamekomponister, der specialiserer sig i at lave jingle-agtige sange, der i forbløffende grad minder om velkendte sange. Hvad skal man synes?
Til minde om Joe
Det er som regel Jens, der skriver om The Clash her på bloggen. Tag Ikke fejl, jeg holder også meget af deres musik. The Clash var den største britiske rockgruppe fra deres generation.
I The Independent er der i dag et langt og interessant interview med Joe Strummers enke Lucinda.
Langt væk
Den franske fotograf Emile Hyperion Dubuisson var for ti år siden i Sibirien, hvor han købte et kamera og tog en masse billeder. Filmene røg i skuffen ved hjemkomsten og han fandt dem først frem igen til fremkaldelse i 2006. Se resultaterne og læs mere på Burn Magazine og på dagbladet Informations fotoblog, hvor billederne er gengivet med ridser, fedtfingre, overeksponering osv. En fascinerende reportage fra et koldt og fjernt sted, som jeg måske aldrig kommer til at se selv.
Lyden af stilhed
Nogle musikere føjer det ene mere fortyndede kapitel efter det andet til deres bagkatalog og holder sig til varianter af et musikalsk udtryk, de har udforsket alle kroge af. Nogle få andre trækker sig tilbage og lader andre observere deres livsværk som et afsluttet hele. Jakob Hellman udsendte det nu legendariske …Och stora havet i 1989, blev derigennem en slags forbillede for store svenske navne som Håkan Hellström og Kent – og lod derefter aldrig høre fra sig igen. Canadiske Mary Margaret O’Hara udsendte det meget roste Miss America i 1988, udsendte Apartment Hunting i 2001 og har ikke ladet høre fra sig siden.
Og så er der Talk Talk. De startede som synth-pop, og nogle kender dem fra deres største hit “It’s My Life” fra 1984. Jeg opdagede dem selv først i 1986, da deres “Life’s What You Make It” fra The Colour of Spring med det tilsyneladende banale pianoriff og den spektakulære video fra en nat i en skov blev et overraskende hit. Synthesizerne var allerede da næsten forsvundet fra lydbilledet, og i stedet var der piano, orgel og guitar. Den lyse, firsertypiske slap-agtige bas var blevet erstattet af en stor, rund og dyb bund. Der var kor og nogle steder lavmælte, næsten jazzede stemninger.
I efteråret 1988 kom Spirit of Eden, et album der om noget fortjener status som klassiker. I år bliver det genudsendt, og bl.a. Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske skriver om det i denne uge. På dette album er sangstrukturerne næsten væk, og lyden er helt igennem organisk og analog. Pauserne betyder nu lige så meget for musikken som selve lydbilledet, der trækker tråde tilbage til Miles Davis og Can, men samtidig er helt tidløst. Der er Mark Hollis’ helt særlige vokal. Der er et batteri af gæstemusikere – bl.a. den klassiske violinist Nigel Kennedy, der dengang prøvede at opdyrke et punk-agtigt visuelt image. Der er næppe hørlige passager og voldsomme crescendi. Der er korte, haiku-agtige tekster, hvor den spirituelle vinkel fra The Colour of Spring bliver endnu tydeligere. “I Don’t Believe In You” fra 1986 er i 1988 blevet til “I Believe In You”, uden at der af den grund er tale om religiøs musik.
Set i bakspejlet er hvert eneste skridt i Talk Talks musikalske udvikling en naturlig konsekvens. Vi har at gøre med de samme fire musikere fra og med 2. album, de samme sangskrivere – og endda den samme kunstner bag samtlige albumcovers.
Det er dog samtidig også svært at se, hvordan Talk Talk kunne komme videre fra Spirit of Eden. Efterfølgeren, Laughing Stock, der kom i 1991, var da heller ikke en landvinding på samme måde, snarere en forlængelse af udtrykket fra Spirit of Eden. Den største ændring var måske, at Laughing Stock udkom på Verve, der var Universals jazz-label. Dét i sig selv var også en form for erkendelse.
Bagefter var der stort set kun stilhed. Talk Talk havde søgt og fundet frem til et gennemført introvert musikalsk udtryk; der var ikke meget mere, der skulle siges nu.
Mark Hollis udsendte et soloalbum i 1998, der bare hed Mark Hollis. Musikalsk er vi ikke langt fra Spirit of Eden og Laughing Stock, gæstemusikerne er mange af de samme, men udtrykket er om muligt endnu mere sparsomt. Siden har man ikke hørt fra ham.
Tim Friese-Greene har produceret albums for andre, udsendt albums under navnet Heligoland og gav sidste år sin sidste koncert nogensinde – i Danmark. Ved den lejlighed kunne han fortælle, hvad vi egentlig godt ved, nemlig at Mark Hollis har trukket sig tilbage fra musikkarrieren, fordi han ikke føler, at han har mere på hjerte. Tim Friese-Greene selv lider af tinnitus.
Paul Webb (der forlod Talk Talk inden Laughing Stock) og Lee Harris dannede O’Rang, der også videreførte lyden fra Spirit of Eden og Laughing Stock, og senest hørte man fra Paul Webb i 2002, hvor han sammen med Beth Gibbons fra Portishead udsendte Out of Season.
Tillykke, Dave!
Der er også en anden fødselar, der betyder meget for os her på bloggen. Dave Gahan fylder 50 år i dag. Den vej skal vi alle, men at se ungdommens helte runde dette skarpe hjørne giver et lille ekstra gib. Mens Depeche Mode har udviklet sig fra naiv synthpop til et storladent og melankolsk rockudtryk, har Dave – gennem og på trods af sine personlige kriser – udviklet sig til til at blive en markant og udtryksfuld vokalist.