Alle indlæg af Pastoren

Elektronisk, Jazz, Rocknroll

Tillykke, CV!

3 kommentarer

I dag bliver C.V. Jørgensen 62, og som altid skal der lyde lykønksninger fra denne blog. Hver gang hans navn bliver nævnt her, dukker det uundgåeligt op, spørgsmålet: Kommer der mon nyt fra ham en dag?

Måske er C.V. Jørgensens værk i virkeligheden afsluttet. Jeg vil savne at høre nyt fra ham, men det kan faktisk være, at han har sagt, hvad han ville sige. Det skal være tilladt at trække sig tilbage, og det er ham vel undt. Mange andre insisterer på at blive ved med at føje stedse mere ubetydelige kapitler til deres livsværk. Dét har Carsten Valentin Jørgensen ikke gjort.

Derimod har han bevæget sig fra en sangskrivning, der engang var ordrig og vel nærmest desperat i sin længsel efter at skabe mening, til et fortættet og afklaret udtryk, der understreger sandheden i flosklen om at less is more. Allerede på Tidens tern var der mindelser på “Amor og den sidste pil”, en af de smukkeste danske rocktekster overhovedet.

I dag er det “Interview” fra Sjælland, der hænger i mit indre øre. Læst på afstand bliver den en profetisk kommentar til de pointsystemer og den mistro, der siden drog hærgende gennem Danmark.

Hvor går dine grænser hvem er dit grænsepoliti?
hvor kom du til verden og hvad var dit alibi?
hvem var tilstede og hvorfor er dit lykketal 9?
tror du du kan narre fjenden via fri fantasi?

Kan du selv forsvare altid at gå ramt forbi?
er der en morale i denne skæbnens ironi?
ligger der et budskab gemt i al dit ordkløveri?
findes der et svar på spørgsmål uden mening i?

Rocknroll

The Shins

Skriv en kommentar

Jeg er blevet endog meget glad for Port of Morrow, der er det nye album med amerikanske The Shins. Af den oprindelige besætning er nu kun sanger og sangskriver James Mercer tilbage. For 3 år siden var James Mercer sammen med Brian Burton (alias Dangermouse) om duo-projektet The Broken Bells, og det var egentlig først herigennem, jeg for alvor opdagede The Shins.

På Port of Morrow rammer The Shins et endnu mere klart pop-udtryk end på forgængeren Wincing The Night Away, og de iørefaldende sange rummer klare mindelser om The New Pornographers og endnu mere om Crowded House. Begge sammenligninger er en ros, når de kommer fra mig. Mit første indtryk af sangene på Port of Morrow var, at James Mercers tekster mere var sangbare end rummede noget særligt indhold – sådan som jeg også troede, det var tilfældet med The New Pornographers, inden jeg interviewede Carl Newman.

Men sådan det forholder det sig overhovedet ikke. Tag f.eks. “No Way Down” ovenfor. Sangen med den flotte Neil Finn-agtige bro (“…make me a drink strong enough…”) er trods den ligetil popstemning intet mindre end en direkte kommentar til Det Globale Nords udbytning af Det Globale Syd. “No Way Down” og balladen “For A Fool” var for mig indgangen til at lytte til og værdsætte Port Of Morrow.

Jeg glæder mig til at opleve The Shins på Roskilde-festivalen til juli.

Rocknroll

Adam Yauch (1964-2012)

Skriv en kommentar

Vi skriver ikke så meget om hiphop her, men The Beastie Boys var sammen med Run DMC og Public Enemy de bands fra den gamle skole, der lærte mig til at værdsætte genren. Og så satte de en standard for hvordan euro-amerikanske rappere burde satse; hvem skulle have troet at der efter drengerøvs-starten med License to Ill ville komme facetterede udgivelser som Paul’s Boutique , Check Your Head og Ill Communications ?

I dag kunne jeg læse at Adam Yauch døde efter 3 års kamp mod kræft. I sandhed en trist dag. Ikke mange ved, at Yauch faktisk også var bagmand bag mange af bandets musikvideoer. Flere ved forhåbentlig, at han var en ledende støtte til Tibets frihedskamp og organiserede en række koncerter i den sammenhæng. Det giver ekstra stof til eftertanke, at Adam Yauch var jævnaldrende med denne blogs forfattere.

Æret være hans minde.

Country&Western, Elektronisk, Jazz, Musik, Retro, Rocknroll

På besøg hos John Peel

Skriv en kommentar

20120502-211717.jpg

26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.

Elektronisk, En aften i byen

Musik Non Stop

2 kommentarer

For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke så meget.

At drikke for at glemme

I dagens anledning

1 kommentar

Her er min 1. maj-tale. Den blev skrevet i 1848, men den kunne også være skrevet i dag.

Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.

Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn.

Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger.

Blog

Poliça

Skriv en kommentar

Jeg har først nu opdaget den amerikanske gruppe Poliça. De er fra Minneapolis ligesom The Replacements, The Jayhawks, Husker Du og Prince, men de minder ikke om nogen af dem. Stilmæssigt ved jeg ikke rigtig, hvor vi er henne. Kan man forestille sig en slags delvist elektronisk baseret musik med elementer af både folk, dub og R&B? Pyt med dét – det lyder både originalt og spændende. Jeg troede ikke, jeg ville synes så godt om et musikalsk udtryk, hvor autotunede vokaler præger lydbilledet – men her virker det, måske fordi deres sangerinde rent faktisk er så dygtig en vokalist. Ovenfor er en liveudgave af et af numrene fra deres album Give You The Ghost, der kom tidligere i år.

Elektronisk

Et stort øjeblik

Skriv en kommentar

Orbital er efter lang tids tavshed tilbage med albummet Wonky – og det er faktisk ret godt. Åbningsnummeret “One Big Moment” er gribende, melodisk og velegnet til bevægelse – som så meget andet fra Orbitals hånd. Ovenfor er et timelangt sæt fra BBC, der også starter med “One Big Moment”, og der er også tid til lidt snak med musikerne. Orbital bruger det meste af tiden på den gammeldags analoge fornøjelse at skrue på knapper og virre med kroppen. Brødrene Hartnoll er derudover ikke så spændende at se på, men det her er så afgjort musik at lytte til – og det lille indslag med Belinda Carlisle og Bon Jovi (nej nej, de er der ikke selv) tilgiver jeg dem gerne.

Blog, Retro

Gråvejr

2 kommentarer



Jeg vågnede i morges i min seng på hotelværelset i Porto med en linje fra denne sang i hovedet: Rain falls like Elvis’ tears – eller er det mon Rain falls like elves’ tears? Begge billeder er gribende, og sangen er mit yndlingsnummer på Saint Etiennes So Tough fra 1993. Det er portugisisk grå himmel; i morgen skal jeg hjem.

At drikke for at glemme, Country&Western, Rocknroll

Alt og ingenting udenad

3 kommentarer
Thøger Olesen

 

Husker du os nøgne i dynen
du og jeg?
jeg længtes efter dit
åndedrag
dine læber i mit øre
vi har alt og ingenting
udenad
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

– Andrea Valbak

I Information i dag skriver Nola Grace Gaardmand om danske poptekster, der ofte beskyldes for at være mere banale end før. Her udtaler en “Jens Unmark, der blandt andet er manden bag Love Shop”:

Det er meget let at kritisere nutidens popkunstnere for at være banale. Men man kan bare se, hvor populært det er – det rammer tydeligvis noget hos folk, og det er jo lige præcis det, popmusik kan. Tale til følelserne hos sit publikum, og det gør nutidens popmusik i den grad.

Det kan jeg ikke være uenig i. Det er dette citat fra den egentlig velmente artikel, der undrer mig:

Spørger man én af de unge popsangskrivere, der selv bevidst leger med sprogets banaliteter, er der rigtig nok sket et skred med hensyn til popteksternes kvalitet, siden kunstnere som Tue West gjorde det populært igen at skrive pop på dansk.

Jeg vil ikke sætte navne på hvem der gjorde det acceptabelt at skrive pop (i ordets bredeste forstand) på dansk igen, men Tue West er ikke en af dem, der først falder mig ind.

Det kunne aldrig falde mig ind at kritisere nogen for at synge på dansk. Næsten alle, der synger på engelsk uden at have sproget som modersmål, ender med at falde igennem på tekstsiden. Det er en større procentdel af dem, der synger på dansk og har dansk som modersmål, som ikke ender med at falde igennem på tekstsiden.

Men nogle gange ville jeg ønske, at der var plads til tekstforfattere. Det er ikke altid, at gode vokalister også skriver gode tekster. Nogle gange kunne det hjælpe (som også Nørlund, der jo sagtens selv kan skrive en god tekst på dansk, har bemærket det engang). Måske har vi brug for en moderne Thøger Olesen, den legendariske nordjyske tekstforfatter, der på én og samme tid favnede revy, Dansktop (er Rasmus Seebach, Medina i virkeligheden ikke vore dages pendant til Dansktoppen?), Poul Dissing og regulære protestsange. Thøger Olesen skrev “Hvide rose fra Athen”, men han skrev også “25 minutter endnu”!

Country&Western, Elektronisk, Jazz, Rocknroll

Pladejagten

9 kommentarer

Engang kunne jeg få alle weekender til at gå med at opsøge pladebutikker og lede efter noget spændende. De gode overraskelser var det hele værd – en svært opdrivelig udgivelse midt mellem alt rodet, et usædvanligt godt tilbud eller måske endda en aktuel udgivelse i promo-udgave. På den måde har oplevelsen været den samme som den oplevelse, man stræber efter som lytter: at finde diamanten i et bjerg af grus, den éne gode albumudgivelse, der gør, at man glemmer alt det ligegyldige bras.

Når jeg har været i udlandet, har jeg prøvet at finde de interessante pladebutikker. Også her på bloggen har jeg skrevet om de butikker, jeg er stødt på rundt omkring – og nogle af dem er i særklasse interessante. Jeg er ikke ene om at have favoritter (hvorfor kaldte Depeche Mode mon deres seneste album for Sounds of The Universe ?). Blandt de butikker, der har gjort indtryk på mig med deres kombination af dedikation og udvalg, er Amoeba Music i San Francisco og Los Angeles, Avalanche Records i Edinburgh (tilsyneladende nu flyttet fra West Nicolson Street til Grassmarket – jeg må derover igen en dag!), Skivhugget i Göteborg og Soundscapes i Toronto. Berlin kender jeg ikke så godt, men Jens har garanteret en liste fra det tyske, som han gerne vil dele med jer. Aalborg har ikke rigtig nogle gode steder til pladejagt bortset måske fra den evigt suspekte Læsehesten, hvor musik og tegneserier behandles med samme ekspertise og indlevelse (eller mangel på samme) som gamle pornofilm og numre af Romanbladet. Stereo Studios demonstrative uvidenhed er ikke noget at skrive om. TP er lidt bedre – eller måske er det bare deres udvalg af film, der er det.

Desværre er pladejagten som ritual/adspredelse er ikke hvad den har været, nu hvor alskens musik kan findes på nettet. Men der er sikkert stadig eventyr derude. Forfatteren Chris Menist skriver således i The Guardian om sine oplevelser med at gå på pladejagt i det urohærgede Yemen. Her lykkes det ham bl.a. at finde en sjælden udgivelse med James Brown og (vel ikke så overraskende) en masse yemenitisk musik med bl.a. den særlige blik-percussion, som man vel kun ellers kender fra den afdøde israelske sangerinde Ofra Haza (hvis familie var fra Yemen).

Billeder, Country&Western, Elektronisk, Film vi har set, Jazz, Litteratur, Rocknroll

Grebet om kunsten

Skriv en kommentar

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.