Denne blogs forfattere var grundigt trætte af VC-regeringen og alt det, den gjorde sammen med Dansk Folkeparti. Det kan denne blogs læsere næppe have undgået at opdage. Denne blogs forfattere så frem til at det ville slutte. Også dette opdagede bloggens læsere. Der kom en ny regering, og denne blogs forfattere var momentant lettede, og også det skinnede igennem. I skrivende stund er i hvert fald jeg mismodig.
Lige nu står den danske regering i mudder til langt over knæene, og de hyppige meningsmålinger er med til at presse den yderligere ned. Medierne har for længst dømt regeringen ude. Lettelsen er væk.
Regeringen er ræd for at de vælgere, der flyttede sig fra Venstre, vil svigte regeringen. Det har de så godt nok gjort for længst, for svingvælgerne vil altid være ustabile. Regeringen er bange for Konservative og (især) Venstre; den gamle regering var aldrig bange for den gamle opposition eller andre, der kritiserede den. Regeringen holder mere og mere krampagtigt fast i tvivlsomme beslutninger af angst for at komme til at fremstå som tvivlende på sig selv. Det er trist at se gamle, erfarne partier ødelægge sig selv med stokkemetoder og selvbedrag. Al tale om politik er forvandlet til tanker om strategi. Det eneste gode er, at Dansk Folkeparti stadig kun ses marginalt i mediebilledet. Ikke engang Enhedslistens helt fortjente fremgang er nogen egentlig opmuntring.
Til regeringen (der næppe læser denne blog): Træd dog i karaktér og bliv igen til de partier, der i oppositionsårene udtalte sig skarpt og i et vist omfang turde holde fast på principper. Venstre har ikke noget nogen politisk substans at have deres enorme popularitet i. Lad være med at efterligne dem.
Og lad os så tale om fodbold og gamle plader igen.
Jeg erkender, at regeringen på mange måder har dummet sig den ene gang efter den anden. Og jeg er bestemt også skuffet på mange punkter, særligt da betalingsringen blev droppet.
Men det må ikke glemmes, at partierne før valget lovede, at der ikke skulle føres blokpolitik med Enhedslisten, på samme måde som V og K førte med Dansk Folkeparti på alle afgørende områder. Og de radikale er altså med i regeringen, så det bliver der aldrig tale om. Så S og SF holder sådan set deres løfte på dette punkt.
Nogen gange kigges der til V og K, nogen gange til Enhedslisten, nogen gange til Dansk Folkeparti og Enhedlisten (!!!) – som på trafikområdet. Sådan må det være.
Og jeg har det med Enhedslisten lige som med Venstre. De får masser af populistiske stemmer. Nogen lader sig lokke af smukke unge Johanne og de andre unge piger sammen med en samling gamle 68′ ere og betonkommunister.
Mange folk aner ikke, at dette sammenrend på den yderste venstrefløj indeholder en masse revolutionsromatisk vrøvl, som ikke kan bruges til noget som helst i verden anno 2012.
Med omvendt fortegn er Enhedslisten som Dansk Folkeparti. De har begge en utopi om verden engang, som skal bæres ind i fremtiden, mens vi andre lever i nutiden.
Så selv om S og SF kludrer i det – så er Ø ikke et alternativ for mig.
Problemet med SF er dels, at partiet er født af populisme (protesterne mod den sovjetiske invasion af Ungarn), dels af dets kombination af et erklæret mål om at holde Socialdemokratiet “på rette vej” og traditioner på partidisciplin, som er arvet fra DKP. Det var disse aspekter, som udbryderne gjorde op med i sin tid, da Venstresocialisterne, som i dag er blevet til Enhedslisten, gjorde op med.
Socialdemokratiet er til gengæld tynget af sit ønske om at føre en “ansvarlig politik” og forsøger at slå på det som deres styrke. Den ansvarlige politik ender så ofte med at være en borgerlig politik.
Det samme kan man sige om Det Radikale Venstre, men de er langt mere drevne strateger end SF og har aldrig hævdet at være socialister.
Vi kan også tale om gammel bold og nye plader.
Det største problem med S/SF er vel, at der gennemgående optrædes/tales/handles SÅ utroværdigt. Hvis de to partier fulgte hjerternes overbevisning – og ikke hele tiden var så panisk populistiske efter at placere sig i den rigtige vejbane – ville respekten for og tilliden til dem være langt større. Måske de så endda kunne føre den politik, de havde drømt om før valget. En fuser af de helt store har de ialfald været til nu. Som Echo & The Bunnymen sang det engang: ‘Your golden smile would shame a politician’. Den sætning giver desværre stor mening. Magt slår idealisme ihjel. S/SF har forspildt deres chance. Noa Redington og hans ansigtsløse hær af seriøsitetsødelæggende spintroldmænd skulle dyppes i tjære og rulles i fjer.