Her sad jeg så, 27 år efter at jeg første gang havde oplevet Bruce Springsteen & The E Street Band på Göteborgs store gamle nye stadion. Ligesom dengang i 1985 var jeg henvist til en siddeplads oppe på højre langside, dog forholdsvis tæt på scenen.

Rigtig meget andet har ændret sig siden dengang. Jeg er ikke den samme som dengang, mere end dobbelt så gammel og adskillige år ældre end Bruce Springsteen selv var dén aften. Erfaringerne tynger, kroppen og forstanden er den samme og samtidig helt forandret. Samfundet snurrer rundt i endnu en af de tilbagevendende kriser.

Teknologien ændrer meget, og den fadølsbundne stadionrockkultur kan knap følge med. Det bliver mere og mere meningsløst at forlange et forbud mod kameraer og optageudstyr med vore dages mobiltelefoner.

Musikken derude har ændret sig til ukendelig; stjerner er kommet og er gået bort. Clarence Clemons er ikke mere, Danny Federici heller ikke. I 1985 var mange europæere stadig først i gang med at opdage Bruce Springsteen; i dag er han en institution og en af rockens store, gamle statsmænd.

Måske er det i virkeligheden her i Europa, vi elsker ham højest. Springsteen er repræsentant for det USA, vi håber på, et progressivt og tolerant land med højt til himlen og med hjertet på rette sted. Han rummer protestsangen fra Dylan og Guthrie, den festlige rocknroll og soul fra Berry og Berry Gordy og Beatlemania, længslen og vemodet fra Orbison, det oprørske håb fra The Clash og Patti Smith. Denne ikke ret høje mand på 63 skulle bære vore sjæle på sine skuldre på sådan en aften som i går aftes.

Det startede godt, men alle skulle løftes først. En time er ingen verdens ting i dette koncertunivers og efterhånden som sommeraftenen sænkede sig, kom magien snigende. Jeg havde troet, at “My City of Ruins” skulle blive den altomfavnende showstopper – men det er den. Der var en elektrificeret udgave af “Youngstown”, og pludselig opdagede jeg hvordan “Johnny 99” faktisk kan være lige så meget Chuck Berry som Woody Guthrie. Og så kom en stemningsfyldt udgave af den i koncertsammenhæng så sjældne “Drive All Night” – så smukt! Og så “Tenth Avenue Freezeout” med en hyldest til The Big Man. Hans søn træder allerede varsomt, men sikkert i farmands store fodspor.

Tre timer og femogtredive minutters koncert kan ikke være ene højdepunkter – jeg vil f.eks. nok altid synes at “Waiting On A Sunny Day” er en bagatel, og en sætliste med endnu nogle af de ældre ballader ville have passet til min egen sindsstemning – men der var masser af gode stunder. Gad vide hvad der bliver spillet i morgen?