NYC-punkens ypperpræstinde Patti Smith fylder 78 år i dag. Hendes ungdomsår tilhører flowerpower-æraen i 60’erne, men hun er der alligevel gennem sit udtryk og sine ord for den yngre generation omkring de centrale klubber CBGB’s og Max’s Kansas City i 70’erne, da brydningstiden indfinder sig i 1976 og noget nyt opstår. Samtidig lykkes det hende noget utippet at blive regulær rockstjerne med sit band. Ikke noget der umiddelbart ligger i kortene på den kompromisløse debutplade Horses (1975), men da Bruce Springsteen tre år efter forærer hende sit potentielle hit ‘Because The Night’ ligger den brede vej banet. Her er hun dog med en af sine adskillige egne store sange, denne fra albummet Wave (1979), hendes i første omgang sidste inden hun for en længere årrække trækker sig tilbage til et liv i Detroit som familiemor med sin mand Fred ‘Sonic’ Smith, men det er en anden historie. Tillykke til Patti Smith fra New Jersey…