Morrissey har – med assistance fra Nancy Sinatra – lavet en spoken word-video til ‘World Peace Is None Of Your Business’-singlen, der udsendes digitalt i dag. Et anderledes forfriskende promoklip er det, men hvis hans pladeselskab tror man kan snakke sig ind på den engelske/amerikanske/danske single-top-10 med så politiske og alvorlige ord som disse, tager de grundigt fejl. Musikscenen som sådan i dag er ikke til hverken holdninger eller nogensomhelst form for radio-feel-good-ødelæggende samfundsaktualitet. Hvilket gør Morrissey’s nye sang – og den her lille film – prisværdig i sig selv, uanset hvad man så må mene om indholdet af hans ord…
Den rigt producerede ‘World Peace Is None Of Your Business’-sang er da iøvrigt klart bedste nye Morrissey-musik siden forrige comeback-album You Are the Quarry blev udsendt for præcis ti år siden. Der er endnu ikke en officiel udgivelsesdato på hele det nye album, men 11. juli rygtes som øjensynlig mulighed. Alt imens er Morrissey nu på tour ude i USA’s udkanter og afkroge. I aften spiller han således i denne støvede cowboyflække…
