Det har taget et par uger her langsomt at vænne sig til, han nu endelig har forladt den traditionelle irske folk-tradition, The Seeger Sessions-pladen og dens efterfølgende tour præsenterede ham i. Ikke at der var noget galt med hverken materiale, levering eller entusiasme der, tværtimod. Og alligevel var der noget besynderligt iklædt over den hootenanny, især når mest eksalteret.
Men det er historie. ‘Radio Nowhere’, forløber-singlen fra albummet Magic, er heftig, uptempo, sort-hvid rocknroll, som Bruce Springsteen og nu igen genindkaldte The E Street Band ikke har indspillet den længe. På come-back-9/11-albummet The Rising prøvede man, på de første E Street-indspilninger i små 20 år, ellers ligeledes at finde fodfæste i nutidig rock, men desværre forgæves. Digital indspilningsteknik og Pearl Jam-producer Brendan O’Brien syntes dengang i fællesskab at transformere en broget flok sange til noget, der desværre mest rammende beskrives som sonisk grød.
Samme producer denne gang, så bekymring for, at Magic ikke vil kunne leve op til egen titel, har levet godt. Indtil videre uden grund. ‘Radio Nowhere’ giver på de stærkt guitardominerede 3:11 mere musikalsk mening, end hele The Rising formåede på sin lange time. Inde på YouTube, hvor videoen allerede ligger, skriver en fan, at dette må være bedste Springsteen-sang siden 1980. Store ord, men ses bort fra alt.country-mesterværket Nebraska, er det svært at komme på nyere med ham, der tør måle sig med ‘Radio Nowhere’, ialfald hvad overbevisning og nødvendighed angår.
Radio Nowhere’ er Springsteen faret vild i den amerikanske nat, alene i bil med radio tændt og intet menneskeligt på bølgelængde. En voksen mands søgen efter sin ungdoms tabte ‘mystery train’. Et enkelt billede, der piskes op til storm gennem det mantra-sungne “I just want to feel some rhythm.” Af en ret simpel popsang at være, kender denne ikke til mindreværd. ” I was tryin’ to find my way home / All I heard was a drone / Bouncing off a satellite / Crushin’ the last lone American night.” Yeah.
2. oktober udsendes Magic, der skal være skarp for ikke at skuffe ovenpå ‘Radio Nowhere’. Og så påbegyndes den tour med Bruce Springsteen & The E Street Band, som den 8. december giver Forum i Købemhavn, hvad uden ironi kan betegnes som en intim-koncert. Det bør kunne blive en speciel aften for de 6.000 der kommer med, da Springsteen ikke siden The River-touren i 1980 har haft så ‘lille’ et publikum foran sig på en regulær turné.
Se & hør ‘Radio Nowhere’ her
30 sekunders audio af samtlige Magic-tracks her
Patti Scialfa albumdebuterer? Det er hendes tredie album!
Og tak for linket Jens!
30 sek. er ikke meget men alligevel godt!
Følg desuden dette link http://ginagiambone.com/page11.html og end ved en sang der burde være Jens U. & Slagternes kendingsmelodi. “Because The Night”…
Jeg var slet ikke så ked af det, da Springsteen sammen med verdens bedste “backing-band” udsendte The Rising. Nuvel det er ikke det Springsteen-album, der ender oftest i cd-skuffen.
The Rising udstrålede i mine øre at “The boys were back in town”. På trods af at det var et 9/11 album, så var der lang til klagesangen og sange som “Lonesome Day”, “Into The Fire”, “Nothing Man” og “You’re Missing” står stadig som nogle af de stærkeste Springsteensange i nyere tid (siden 82)
På Seeger-sessions var magien væk. Den desperate søgen efter noget mere eller mindre ukendt, som Springsteens sangskrivning ofte har ledt tanker hen mod var væk. I stedet var der en samling sange, uden hjerteblod og indfølelse. Det var kun Springsteens ukuelige vilje til altid at præstere og trænge igennem, der reddede albummet med røven i vandskorpen. Jeg troede ikke, at det skulle ske, men albummet var så ringe, at jeg nedprioriterede Springsteens helvede i Parken til fordel for arbejde.
Nu er han med “Radio Nowhere” i ordets bogstavligste forstand tilbage, hvor det er sjovt at være og værd at være Springsteen-fan igen. Dog med en lille umiddelbar anke.. I mine øre lyder det til, at der er skruet lige lovligt meget på knapperne, og Springsteens stemme er blevet lidt for fløjsblød. Men det er måske bare mig???
P.S Efterlysningen efter Forum-tickets gælder i den grad stadig…
belmondo, du har ret; netop de to sange til/om Steven Van Zandt fra BITUSA er fantastiske!
Udover alle sangene fra Nebraska kunne “No surrender”, “Bobby Jean” og et par stykker til fra tiden efter The River vel nok begå sig
– men er også begejstret for den nye single og udsigten til Magic. Tillykke til dem, der fik billetter til Forum…
I øvrigt spøjst at både Patti Scialfa og Pegi Young albumdebuterer disse dage – nogen der har hørt dem nærmere?
Waitin’ On A Sunny Day er ikke en af hans bedste, omend den der et af de få højdepunkte på The Rising, og så vil sangen altid have et sentimentalt personligt punkt for mig da jeg lige var kommet ud fra skolen færdiguddannet og den sang var det første der ramte mig fra en højtaler, lige da jeg gik ud fra bygningen og blev mødt af familie med champagne.
En stærk sang fra Bruce..Jeg selv er ikke den store Springsteen kender, han var før i tiden altid for gammel og amerikansk til mit snævre britiske kendskab, men så hørte jeg – og så videoen til “Waitin`on A Sunny Day” og blev overrasket over hvor melodiøs den lød. Poppet måske, men ikke desto mindre iørefaldende og på videoen, var der en sammenklippet åbenlys spilleglæde…
http://youtube.com/watch?v=NXuuIu8zDOs