Dagens 23-års…

Måske den er lidt for lang, en sygdom mange plader i årene, hvor CD-mediet pludselig gav lokkende frihed til tidsmæssigt at brede sig ud, lider under. Alligevel står R.E.M.-albummet New Adventures in Hi-Fi her som et af bandets absolutte hovedværker, med sin spraglet lyriske og råudhuggede musik, der i den grad nyder godt af den friske luft, Stipe & co havde fået i lungerne gennem arbejdet med forgænger-lussingen Monster (1994). I dag er det 23 år siden udgivelsen af bandets sidste plade med trommeslager Bill Berry’s (som det siden skulle vise sig) vildt vigtige kreative tilstedeværelse. Den kunstneriske bjergtinde var nået, herfra skulle det mest gå ned ad bakke.

7 tanker om “Dagens 23-års…”

  1. Leave findes også i en meget afdæmpet version, som måske ikke er helt så fantastisk som originalen, men bestemt også er lytteværdig…

  2. Jeg er enig med Jens. Leaving New York er et fyrtårn i en tåge af stilstand og tabt kreativitet. Mht Accelerate, så er Living Well, Supernatural, Until The Day Is Done og Hollow Man store numre i min bog. Og ja første side på Collapse er forrygende!

  3. ‘Leaving New York’ er jo, helt ud af ingenting på ordinære Around the Sun, en mirakeldrøm af en sang.

    Elsker også udstrakte ‘Leave’ på NAiHF – enig, Anders.

  4. Mere eller mindre enig med de andre indlæg, bortset fra at jeg aldrig helt har fundet ind i New Adventures. Og fra da af var der desværre kun få af de magiske øjeblikke på niveau med IRS-årene: At My Most Beautiful, Imitation Of Life, Leaving New York. Og Accelerate kan jeg slet ikke finde noget på.

  5. For mig står Leave som det helt store nummer på den plade. Synes heller ikke løbet var kørt efter udgivelsen her, men det blev noget mere ujævnt..

  6. Du har ret; det er for hårdt at sige, løbet var helt kørt.

    Accelerate lød befriende revitaliseret lige ovenpå ‘de tre’, men i dag er dens gode sange IMHO svære at få øje på. Collapse into Now af en helt anden fornem kaliber, specielt dens side 1 af forbløffende høj klasse.

  7. New Adventures har rigtig mange fine øjeblikke, men jeg er måske også tilbøjelig til at synes at den er for lang. Mht den kunstneriske bjergtinde synes jeg at de kom langt op igen med Accelerate. Den og Collapse Into Now står i min bog som fine værker og en værdig måde at sende sig selv ud i havet af opløste bands på. Så dem der siger at R.E.M. aldrig kom sig over tabet af Bill Berry tager, efter min mening, fejl. I øvrigt så synes jeg de tre album efter New Adventures også har indtil flere fine øjeblikke, men er langtfra helstøbte og fuldendte.

Skriv et svar