Er der nogensinde nye albums i spil mellem jul og nytår?! Sjældent vel, men der er heldigvis undtagelser. 28. december 1977 udkommer en yderst egenrådig og markant New York City-electro/punk-plade, da duoen Suicide – stærkt og forpligtende bandnavn! – efter syv års eksistens på bunden af Manhattan’s undergrundsscene endelig udsender sit selvbetitlede debutalbum, en slags åndelig pendant til Martin Scorcese’s Taxi Driver, der året før så effektivt i biografernes mørke har fremvist den amerikanske skyggesides hjemsøgte og forstyrrede sjæl. Ligeledes Suicide-albummet, hvis uforløste besathed i primal elektronisk puls falder perfekt ind i punkens samtidige uro. En moderne klassiker er født, hvis sitrende ensomhedsvision fra USA’s tabte bagside Bruce Springsteen på sin Nebraska (1982) senere skal bringe ud til et langt større publikum.

Her albummets ret så uafrystelige hovednummer, gru-fortællingen om ‘Frankie Teardrop’. En interessant og kraftfuld sangudlægning fra YouTube-kommentarerne bruger vi her som indgang:

Frankie Teardrop’s disturbing mercy killings have no effect on the stoic, emotionless charge of human exsistence. The screams are bright flashes of white light in a bleakly gray landscape. They poke holes through the fabric of the brain, reach the soul, and rattle you. I think they show stark realizations on the pointlessness of everything: a failed life, a ruined family, three dead people. None of these things matter. It fades away quickly. This is the quintessential song about nihilism.