
De omvæltningsfortumlende 60’ere er forbi, hippiedrømmen har endegyldigt mistet sin uskyld med knivdrabet lige foran The Rolling Stones på Altamont, Vietnam-krigens moralske tømmermænd hænger tungt over hele den vestlige verden, The Beatles er i opløsning, det længe så hypede Swinging London ligger nærmest rundtosset tilbage, og England skal meget snart ikke længere være verdensmestre i fodbold. Det er i de ydre rammer af genvågnet koldsober virkelighed, at The Kinks 12. juni 1970 udsender den Ray Davies-skrevne single ‘Lola’, et flagrende transseksuelt catch af en sang, der på sin usminket skramlende facon dufter som begyndelsen på en ny tidsalder; 1970’erne, here we go…