Ovenpå det forgående års All Mod Cons er The Jam er blevet et stort navn i England, hvor de nu konkurrerer med The Clash om at være king-pin blandt de nye lokale bands. Og 16. november 1979 lever mod-trioen fra Woking op til forventningernes pres og udsender sit måske allerstærkeste album, en besk samling socialrealistiske skildringer af et Storbritannien med alvorlige tømmermænd ovenpå dets fald fra tidligere storhed. ‘Private Hell’ er en af værkets mange hårdt knyttede sange om frustreret resignation, her fremført året efter på amerikansk TV. Når man hører Paul Weller’s soul-skyldige musik nu kan man nemt glemme, hvor vred og sammenbidt en popstjerne han var i og med The Jam…
Det er et utrolig lækkert album… Arven fra Kinks er stor på dette. Vreden er den unge mands reaktion på et konservativt England og sandsynligvis første skridt på vejen mod Red Wedge som Weller og Billy Bragg stod bag. Teksterne bærer tydligt præg af hans working class baggrund.. Mener at der findes en biografi der bærer titlen woking class hero!!
Måske var Paul Weller en popstjerne in The Jam, men musikken var rock!