Ja, det blev The Undertones først kaldt, da de slog igennem BBC-lydmuren med hurtige, punkede, perfekte popsingler a la ‘Teenage Kicks, ‘Get Over You’, ‘You Got My Number’, ‘When Saturday Comes’, ‘Jimmy, Jimmy’ og ‘Here Comes The Summer’. Men der var meget mere i dem end det. Med den uforlignelige vibratostemme Feargal Sharkey i front udviklede The Undertones deres musik hastigt som langt, og svanesangen The Sin of Pride (1983) er et decideret mesterligt album indenfor den umulige genre hvid nordirsk soul. Her er purunge The Undertones dog fra lidt tidligere, i en optagelse fra tyske Rockpalast 17. oktober 1980. Teenage kicks indeed…
01. You Got My Number
02. Hypnotized
03. His Goodlooking Girlfriend
04. Tearproof
05. As Long As I Can See That Girl
06. Girls That Don’t Talk
07. It’s Going To Happen
08. Jimmy Jimmy
09. I Don’t Know
10. More Songs About Chocolate And Girls
11. Forever Paradise
12. Beautiful Friend
13. Julie Ocean
14. You’re Welcome
15. When Saturday Comes
16. Jump Boys
17. Teenage Kicks
18. Get Over You
19. Sigh And Explode
20. My Perfect Cousin
21. Get It On
Nej, men han er til gengæld også den eneste soulsanger ever indenfor hård rock.
Helt afgjort, men det er vel her også et spørgsmål om demografiske fakta? Den grønne irske ø har aldrig været kendt for at have en sort befolkningsgruppe af bare nævneværdig størrelse, hvad der givetvis spiller en rolle ift. fraværet af soul-kids, der har rejst sig fra Belfasts, Londonderrys og Dublins gader og stræder. Jeg kan ikke komme i tanke om andre sorte irske musikere end Phil Lynott…
Det kommer an på. En farvet burde vel logisk set have nemmere at lykkes ud i soulens svære og indfølte kunstart, end fem fejlernærede, kridhvide fyre fra Londonderry…? 😉
Men vel næppe så umulig som sort nordirsk soul? 😉