Discjockey John Peel spillede denne mystiske, lovende postpunk-sang nogle gange på sit radioshow i 1981, og jeg købte den på 7’er samme sommer i London. Udgivet på Liverpool’s lille uafhængige Inevitable Records – også hjem for Pete Wylie’s Wah! Heat og China Crisis – var ‘Number Eleven’ lokale Dead Or Alive’s kun anden single. Anført af Liverpool-karakteren Pete Burns, der imagemæssigt spillede sig ud 100% på det androgyne, skulle bandet tre år efter bestige hitlisterne i England og huskes specielt for singlehittet ‘You Spin Me Round (Like A Record)’. Men det er den upåagtede indie-single fra marts 1981, med sin så specielle konstruktion af new wave-afkodet Doors-keyboard, galoperende trommeridt og en højmelodramatisk nocturnalisme, vi bruger her til at mindes Pete Burns, der døde søndag af hjertestop, kun 57 år gammel…