Hey kids, rocknroll! Tilbage i Hovedstaden efter lang tid (!) ude i de fjerne provinser, som desværre lokalt viste sig ganske uden netforbindelse. Derfor ingen Årets Bedste Albums-feature i år, selvom Pastoren har presset, men logistik forhindrede altså, og iøvrigt var jeg også selv tvivlrådig, da det her har vist sig rigtig svært at se lyset i meget af den ny musik i år, og ældre musik derfor har domineret playlister. Jo, Love Shop-albummet, det er jo heftigt, haha, The Jam’s Paul Weller lavede en vellykket, fri britplade, The Felice Brothers et americana-album med stærkt meget at dykke ned i, Thåström kom anderledes tilbage, og Iceage løftede også virkelig på deres nye album, men ellers lød rockmusikken – hørt herfra – tit sært postulerende, for artigt indie-musicerende, og desværre ofte decideret skindød. Form uden vitalt indhold, musik som teknisk disciplin. Eller også bare hitliste- og radio-målrettet pleaser-stuff. I LS oplevede vi i den forbindelse således også forunderligt på radioen, at tabe DR helt på det nye album. P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album. Tankevækkende at de frie markedskræfter har et så topstramt udvælgende system, at alt der bliver spillet er så velovervejet, gennemtænkt ens, kun det, den enkelte station til enhver tid tror kan generere allerflest lyttere og profilere stationens valgte lyd og målgruppe, bliver playlistet gentagende. Væk er radio med oplysende specialprogrammer fra mere snævre genrer og frie, musikforelskede DJ’s, der spillede ting, de selv fandt derude, og kunne berige nysgerrige/lydhøre lyttere med. Var Bulgariens eller DDR’s kommunistiske radio i 80’erne ligeså ensrettet og stramt styret som den formaterede statsradio nu? Ja, det var den formodentlig. Der er vel næppe den store forskel. Skriver ikke dette i bitterhed (P3/P4/P6 har i mange år været stærke ambassadører for LS), udelukkende for at oplyse om, hvor mærkværdigt spillet fungerer nu om dage. Nuvel, her en fantastisk sang der aldrig havde stået en chance i dag; Suicide udsendte 28 december 1977 sit debutalbum, hvis sært drømmende single går således…
5 tanker om “Dispatch”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
radio er ligegyldigt. Snotdumme personer, der sidder og lukker intetsigende ævl ud. Love Shop er intelligent musik for mennesker med substans og det viser kun, at der heldigvis stadig er folk med hovedet (og musiksmagen) i orden på disse kanter:-)
Kan vi måske få pastorens top 10?
”P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album.”
Kors, hvor er det dumt!
Det er godt, du siger det. Man skammer sig på DRs vegne, så er det sagt. At hele banden er så firkantede indeni. Det er fandme uhyggeligt, du.
Hvem i alverden lytter længere til DRs musikprogrammer – eller for den sags skyld andre danske stationer? Jeg er forlængst holdt op… har en række fine internet-stationer jeg lytter ofte til.
Det kommer selvklart ikke Love Shop til gode. Så derfor kommer pladerne hjem i reolen og frem på pladespilleren i stedet for.
Godt nytår til alle….
Tankevækkende at et offentligt ejet medie (altså ejet af os alle sammen) er underlagt markedskræfternes logik i sådan en grad. DR har så mange platforme, hvor der burde være plads til Love Shop – og i den grad har der været det tidligere. Det var især P3 og P4 i P1, som satte mig på sporet af Love Shop i de tidlige 1990’ere.
Jeg kan jo nærmest savne barndommens P3, hvor der ikke var nogen rød tråd, men alt fra visesang fra 1930’erne over danskpop og verdensmusik til trash metal. Der manglede helt klart overordnet planlægning og målgruppe-tænkning, til gengæld fik man en bred præsentation og indføring i musik på kun en kanal.