Engelske Editors ser netop nu frem mod næste måneds albumudgivelse med endnu en singleforløber for EBM. Albumtitlen er forkortelse for Electronic Body Music, altså den industrielle elektro-genre, der slog fremtidens hjerteslag på europæiske undergrundsklubber i 1980’erne. Og den reference høres i de piskende rytmiske synths på ‘Kiss’, der dog ikke lyder voldsomt meget af gamle EBM-pionerer som Front 242, Cabaret Voltaire eller Deutsch-Amerikanische Freundschaft. Til gengæld tager det lange nummer os fra 4:54 og tre minutter frem med på en rejse gennem et Depeche Mode-farvet tonelandskab, hvis lige vel ikke er oplevet siden Alan Wilder forlod Gore, Gahan og Fletch i 1995. Og det er ment som en ros.
Det er lidt tankevækkende. Mens Suede – som skrevet her på bloggen den anden dag – lyder til at skuffe igen. Så lader det til, at Editors efter et par skuffende udgivelser har genfundet formen. De lyder i hvert fald bedre (og mere anderledes) end længe hørt.
Ja, alt er i spil. Åbenbart også Editors’ egen identitet.
Og Tom Smith lyder pludselig for en stund som Morten Harket!