Både jeg selv og Pastorinden så og hørte The National på Train i går, og det var ingenlunde nogen skuffelse. The National var ikke dårlige, da jeg var til deres koncert nr. 2 i København tilbage i efteråret, og nu var det på ingen måde blevet værre – tværtimod.
Særligt bemærkede jeg hvor fint dynamikken i arrangementer blev udnyttet – især i numre som “Baby We’ll Be Fine” og “All The Wine”, der langsomt arbejdede sig op, men også i det allersidste nummer, “About Today”. Der er noget (i ordets bedste forstand) stadionagtigt over denne trappedynamik og intensitet.
(Det er for mig interessant, at amerikanske musikere som The National og The Walkmen kan være så tydeligt inspireret af dette udtryks ophavsmænd, nemlig de med rette noget uglesete U2, uden at de af den grund falder i selvhøjtidelighedens syrebad, men derimod laver noget musik, jeg holder endog temmelig meget af.)
Jeg vil heller ikke undlade at bemærke, at Padma Newsome på strygere og tangenter er gruppens fuldgyldige pendant til selveste Henrik Hall!
Blandt publikum var der (hvis man skal tro, hvad man læser) personer, der læser denne blog, men ingen af dem kunne jeg genkende. Til gengæld så jeg Johannes Andersen, der var draget sydpå i dagens anledning. Vi havde engang samme guitarlærer.
Billedet er taget lige hen over mit hoved. Måske var det Pastorens kameratelefon, der ungdommeligt blev ført frem ved siden af mit øre.
Det nye nummer og About Today overraskede mig. Førstnævnte blev spillet første gang aftenen inden, hvor About Today til gengæld slet ikke var på setlisten (imponerende når man tænker på, hvor overbevisende den blev leveret). Rart at se, at de endnu er til stede mod slutningen af en lang tour, hvis afslutning forhåbentlig markerer, at de er tid til at se frem.
Obama er the great white hope.
http://www.merchco-online.com/index.php?main_page=index&cPath=506_518
Hvem er det her, der hetzer mod U2? Det er ikke mig. Jeg er blevet temmelig træt af Bonos selvfedme og den selvhøjtidelighed, der i perioder har præget gruppens udtryk. Det vil jeg til enhver tid skrive under på.
Samtidig vedgår jeg imidlertid gerne, at U2 er et dygtigt ensemble, der har lavet flere albums, jeg har lyttet meget til (The Unforgettable Fire, Achtung Baby og Zooropa) – og at de har været med til at være stilskabende på en interessant måde. Det kan man ikke beskylde nyere navne som f.eks. Coldplay eller The Editors for.
Nu må denne hetz på denne ellers udmærkede blog snart stoppe omkring U2. Læs bøgerne der er udgivet omkring dette band, og jeg er sikker på i vil forstå hvad det går ud på; Det er simpelthen for let at håne et band der har global gørelse, uha da da… Come on i derhjemme i andedammen….!
Og ja jeg er også vild med The National, Interpol, Joy Division, The Clash og Coldplay(…)!
Pastor.. Jeg troede, at det var dig, der betjente trommerne og bemærkede de smarte briller:).
Men det var i sandhed en god aften på Train i 8000C, hvor der vist kun var et enkelt nummer, der faldt ud til den forkerte side…
Det nye nummer “Black Cities” (?!?) tegner derimod godt!
Ja, U2 var ikke alene om at finde frem til dette udtryk. Der var vel i virkeligheden en hel “skole” af bands.
Den omtalte dynamik var datidens mestre fra Echo & The Bunnymen endnu bedre eksponenter for end U2. Specielt live havde netop McCulloch & co. et mægtigt register fra den begyndende opbygnings bund til sonisk heaven up there.