Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)

7 tanker om “Enfants, let's go!”

  1. Som Jens sagde om Funeral under Årets albumudgivelser 2005, “Det er nok et album, der er lettere at beundre end at holde af. Men hatten af for dem. Det er vel objektivt set et stort album, og på mange måder helt sit eget”

    Sådan havde jeg det egentlig også med Neon Bible. Indtil koncerten på Roskilde, som var meget ligesom Pastorens beskrivelse. Der var de bestemt ikke …off – sangene gik rent hjem.

    Jeg vil på det varmeste anbefale folk at lede nettet igennem efter Arcade Fires version af Magnetic Fields-sangen Born on a Train. Eller se deres fremførsel af Neon Bible i en elevator i et af de fortrinlige Take-Away Shows http://www.blogotheque.net/cae_tous_les_concerts_en.php3

    (Take-Away Shows er nogle alternative minikoncerter fra den franske musikside blogotheque.net. Of Montreal sætter gang i en parisisk gade med Starman, Beirut spiller Nantes med hornorkester og en skraldespandsstortromme, The National sidder om spisebordet med rødvin i glasset og giver Start a War… – altsammen dejligt præsenteret. Giv det en chance : )

  2. Rockmusikkens fremtid var også det der faldt mig ind, da jeg lidt i elleve begav mig ud i den kolde frederiksbergske aften.

    Hvorfor ?

    Fordi de har melodierne, der på én gang bærer budskab, egenart og holdbarhed.

    Fordi de har energien og gi’r den los.

    Fordi de skaber en kulisse med lys, billede og påklædning der understreger stemningen.

    Fordi der ikke lefles for publikum, og alligevel formår at få de siddende på bageste række på benene.

    En super oplevelse !

  3. Sammenligningerne slutter ikke her. For få uger siden dukkede Win Butler og Régine Chassagne op til Bruce Springsteens koncert i Ottawa. Så nu har E Street Band spillet “Keep The Car Running”.

    Se (og hør) bare her.

  4. Det er skægt, men Arcade Fire er virkelig et af de bands hvor jeg synes det er nemt at høre kvaliteten, men svært at blive ægte begejstret. Der har ligesom altid været lidt ved dem, der er en lille smule… off. Også selv om der er helt brilliante enkeltsange imellem – ‘Tunnels’, ‘Lights Out’, ‘Intervention’ og så videre. Men det er som at se et kunstværk der er overvældende, men ikke helt forståeligt.

    Måske man bare skulle have set dem i går 😉

Skriv et svar