Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.
At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz” – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.
“Glampoppens Boney M.” Enig
Nemlig. Det var kun på deres første tre albums, der var numre af Chinn/Chapman, og på det sidste af disse tre var der faktisk kun to. Resten skrev de selv.
Virkelig? En stærk single med en vild og yderst særpræget lyd.
The Sweet var netop bedst, da de forlod Chinn/Chapman-“fabrikken”. “Fox On The Run” er et af deres egne numre!
Ingen, det er jeg klar over. Det man retrospektivt kan have på Sweet er den mangel på, uhm, personligt fingeraftryk deres så dygtigt producerede musik udstråler. Den er uden nogen mærkbar feeling eller overbygning overhovedet. Så siger du måske ‘jamen, det er jo bare popmusik’, men nej, den bedste popmusik har netop masser af følelse og glimt i øjet. Det har Sweet jo slet ikke. De er Chinn/Chapman’s veltunede hitmaskine, men heller ikke så meget andet. De er måske glampoppens Boney M.
De er ikke i samme klasse som David Bowie eller Roxy Music – men hvor mange fra den tid var dét?
Et stærkt singleband, ja, havde selv ‘Ballroom Blitz’ og ‘Fox On The Run’, men hør dem nu op mod andre på samme scene, f.eks. T. Rex, Bowie, Sparks, Roxy Music, Mott The Hoople, og de lyder hurtigt mere som Bay City Rollers med forvrænger, altså teen-idoler, hverken mere eller mindre.
Nej. De var bedre end dét.
Sweet var vel ret beset et dengang meget populært 2. divisionshold, bestående af smågrinende stilladsarbejdere i glam-inspireret klæd-ud-tøj, nej?