
12. september 1980, dagen da de forvoksede skotske hvalpe fra Simple Minds bliver til mænd ved udgivelsen af Empires And Dance, den åbne dør til fremtiden der præsenterer en flimrende vision gennem en ny pro-europæisk musik og feberhede sansninger af den moderne fragmenterede tid. Senere skal mikrofonfører Jim Kerr blive en af sin poptids store romantikere, men hertil er det slet endnu ikke kommet på den hvide plade med det bløde lys. Som Christopher Isherwood i førkrigsklassikeren Goodbye to Berlin er Kerr også på Empires And Dance kameraet med den åbne linse, der passivt og uden tanke for sig selv optager alt hvad han ser…