Det buldrer straks og brager, knitrer højt og glitrer, som det ikke har gjordt meget længe. Sonic Youth har på de seneste plader lydt mere tilbagelænede, ja ofte tålmodigt rolige. Men The Eternal, NYC-bandets vistnok 16. (!) album smider atter det eksplosive sprængstof på bålet, der også brændte ild på hovedværker som Sister (1987), Daydream Nation (1988), Goo (1990) og Dirty (1992).

Sonic Youth er slet ikke for alle og enhver. Ikke sjældent har deres udgivelser været mere på tværs end overhovedet godt er, og mange lyttere er blevet sat ufrivilligt af undervejs, irriteret af flagrende støjcollager som labyrintlignende freeformforløb, uden åbenbart mål eller mening. Men når allerbedst har Sonic Youth omvendt formået sammenhæng mellem dette løst henkastede, det kommunikativt direkte og nogle huggende skæve pophooks. Ikke pop som konventionel fælles overtalelse, men som referencelegetøj, som livsvedhæng.

The Eternal, der udgives 9. juni er en genindvinding af Sonic Youth’s tabte storform. Vel var forgængeren Rather Ripped (2006) en godkendt plade, men havde også en umiskendelig aura af lettere livsudmattet aftægt over sig. The Eternal kommer på, anderledes upfront, begavet med ny energi, kamplyst og nogle af de mest skamløst catchy sange, dette band nogensinde har udgivet.

Der er de racende akkordkurver med placeringskamp, som i den strømlinede åbningssang ‘Secret Trickster’ og basriff-løftede ‘What We Know’. Der er gnistrende og vildt arrangerede guitarer, som flere steder positivt giver mindelser om et uptight moderne Television. Der er sangforløb i enkel melodi, endda i regulære A- og B-stykker. Og indimellem er de langstrakte instrumental-dominerede flows, f.eks. i afslutningshymnen ‘Massage The History’, der som resten af albummet præsenterer musik af en anden og bedre verden.

Et af SY-medlemmerne udtaler i et interview, den nye plade for ham lyder som en Sonic Youth-greatest hits-plade, bare med helt nye numre. Mere præcist kan The Eternal nok ikke beskrives – så vellykket fremstår den.