I should never have opened that door

Billedet herover af Ramones’ debutalbum – en af de bedste og mest konsekvente rocknrolludgivelser nogensende – er taget fra pladeentusiast-sitet Discogs. Det vi helt præcis ser er coveret af den britiske førsteudgave fra 1976, hvor RAMONES-bogstaverne foroven er blevet skåret lidt i toppen, i modsætning til hvordan albummet normalt ser ud. Selv havde jeg indtil i går kun mit amerikansk førstetryk fra way back af dette verdensløftende album, men da jeg i en second hand-pladebutik stødte på det britiske eksemplar i noget nær mint condition og ovenikøbet til en absolut god pris, måtte jeg simpelthen også eje det. Så jeg nu kan tage den version frem og se, mærke, opleve, høre, hvordan det helt konkret føltes da Ramones først udkom i England i 1976.

Samme mønster gør sig gældende for David Bowie’s Young Americans fra 1975, som jeg fandt i et amerikansk originaltryk, der  nu supplerer mit eget britiske ditto. Forskellen på de to? Det amerikanske cover er ikke blankt som det engelske, men nærmest af en rug, nubret papkvalitet, har ikke orange men såkaldt tan-farvet RCA-label, og indeholder tekstark. David Bowie opholdt sig i ’75 i USA, så det vil være dette tryk – fra RCA’s fabrik i Indianapolis, Indiana –  han selv først har modtaget. Sådan noget er stort at tænke på.

For ikke længe siden faldt jeg over et amerikansk førstepres af The Clash’s spraglede 3-dbl-album Sandinista!, som uden overvejelse og med stor glæde kom med hjem. De amerikanske vinylpres fra dengang lyder som oftest helt i top, og dette af Sandinista! er udsendt på CBS’ amerikanke underlabel Epic Records og har derfor helt anderledes labels end den europæiske version. The Clash  indspillede albummet over en periode i New York, så det giver god mening nu også at kunne høre Sandinista! præcis som den udkom derovre.

Andre her der kender til samme lykkebringende neurose?

 

 

4 tanker om “I should never have opened that door”

  1. Ramones er rocknroll som popmusik i sin reneste form. Hæsblæsende og fremragende enkelt melodiske. Smart personlige tekster skrevet næsten naivistisk i sit eget univers. Og jo, som musikere er Ramones ret unikke, for INGEN har nogensinde formået spille så stramt et hvidt swing og tight i sync som dem i den form. Så skarptskårne som de står i musikalsk koncept og, uhm, design de første år, kan de vel nærmest kun sammenlignes med samtidige Kraftwerk: Stor, 100% rendyrket popkunst.

    Men selvfølgelig har vi der oplevede dem dengang jo også den historiske kontekst at hype dem udfra. For der, midt i en tidsdyne af uendelig mæt prog-rock, soft rock, tung-rock, symfonisk rock og bløde hippierock-efterdønninger, var det en decideret befrielse da de kom og skar alle tidens mætte uvaner bort. De lød da som intet andet, og det gør deres første tre plader jo sådan set stadig. 😉

  2. OK, jeg ved det godt! Undskyld! Efter alle disse år på denne uovertrufne blog, som er fyldt med positive vibes, gyldne indfald, fremragende anbefalinger, solide fodboldbetragtninger osv. osv. = Kan I ikke prøve, helt basicly, at forklare hvorfor lige præcis at Ramones er så helt igennem fede??? Ved det er helligbrøde her, sorry. Synes jo osse de er fine og glimrende, men så de altså heller ikke mere end det. Lad os blive enige om: de er ikke unikke musikere og deres musik er ikke epokegørende. Mangler sgu en forklaring på al den hype….

Skriv et svar