Outsiderne fra Placebo er i byen i aften. Hvis nogen af jer er afsted i Falkoner, så lad os gerne høre her under kommentarer, om det lykkes Brian Molko & co. at spille sig op over seneste albums noget skuffende standard. Der er endnu billetter at få, skulle nogen være i humør…
3 tanker om “Falkoner i aften”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg er bestemt ikke enig. Desværre.
Yderst middelmådig koncert, der alene momentvis viste den klasse, som Placebo har – eller skulle man måske sige har haft.
Man kan altid diskutere, om det er rimeligt at spille enormt mange nye numre, men fair enough at bands gerne vil spille deres nye sange,
Problemet er bare, at Placebos seneste 2 albums er langt fra, hvad de tidligere har præsteret.
2 af 6 stjerner herfra. Men det bliver Eddie Vedder og jeg ikke enige om, men jeg tager gerne diskussionen til julefrokosten om 2 uger 😉
Eddie Vedders beskrivelse er lige i øjet. Glimrende koncert, selv om jeg gerne havde set lidt flere ældre numre (research havde dog sparet mig for skuffelse i den anledning – Placebos sætliste er om muligt endnu mere ufleksibel end Depeche Modes).
Det hører vel i øvrigt med til beskrivelsen, at der langt fra var fuldt hus. Jeg vil skyde på ca. halvt fuldt.
Det lykkedes bestemt for Placebo at spille sig op over niveauet på seneste album. Vanen tro blev der spillet rigtig mange nye numre. Selvom seneste udspil ikke skriver sig ind i historien som nogen stor plade, fungerede numrene faktisk fint live. Det dyk i intensitet, man kunne frygte i relation til nye numre, opstod ikke. Tværtimod var oplevelsen, at man formåede at holde gryden i kog hele vejen igennem samtlige cirka 100 minutter. Den døde midtvejsperiode, som mere er reglen end undtagelsen ved koncerter, udeblev.
Lyden var generelt i orden og formentlig højere end EU-normen. Tak for det. Bandet virkede godt sammenspillet og afviklede i et flow uden snak og afbrydelser. Også et plus for det, for vi ved jo godt, at København er en dejlig by…
Ud over nyudgivelsen var ”Meds” også flittigt repræsenteret på sætlisten. Titelnummeret havde fået en interessant omarrangering, og den personlige favorit ”Blind” havde heldigvis også fået plads. Til gengæld må det stå hen i det uvisse, hvorfor der insisteres på et cover af Kate Bush’ ”Running Up That Hill”.
Der skal nok være dem, som gerne havde set en større repræsentation fra ”Without You I’m Nothing” og ”Black Market Music”. Lidt research i den forbindelse kunne have sparet eventuelle skuffelser. Det er bare ikke metoden.