Lige som det går så strålende falder hjulene af foran langsidetribunen og den nyrenoverede The Libertines-racerbil skrider ud og ender i grøften. Pete Doherty kunne åbenbart ikke klare sidste uges klubtour i Storbritannien. For på The Roxy i London stod folket klar og ventede til sent torsdag aften, inden det blev meddelt, at showet var aflyst pga. en ‘medical emergency’. Hvad den emergency dækker over vides ikke, men Doherty skulle efter sigende aldrig være dukket op. Hvilket strakte sig videre end som så, for næste aftens show i Manchester – på selve det nye albums release-dag – blev også lagt ned, samtidig med at Libertines udsendte en meddelelse, hvori det hedder sig ‘Pete is safe’. Ikke well, nej, men safe. Vi kender det hele, har været der så ofte før med Pete Doherty, men håbede, at der med en personlig no-drugs-babysitter med på touren var en mere steady rytme over det hele. Åbenbart ikke. Imens The Libertines og Doherty tumler videre, kan alle vi andre så høre det nye album, der heldigvis har sine tre-fire øjeblikke, hvor musikken spiller højere end skandalernes larm. Her følger et helt The Libertines-show, indspillet for et par uger siden i Frankrig
The Libertines, Rock en Seine, Saint Cloud, Frankrig, 29. august 2015
Intro; We’ll Meet Again (Vera Lynn)
1:40 – Horrorshow
4:55 – Vertigo
8:00 – The Delaney
10:40 – Can’t Stand Me Now
14:35 – Time For Heroes
17:17 – Fame And Fortune
20:30 – (Band Intro.)
21:05 – Music When the Lights Go Out
25:20 – Begging
28:23 – What Katie Did
32:50 – Gunga Din
36:45 – Boys in the Band
41:05 – The Ha Ha Wall
44:38 – The Last Post on The Bugle
47:24 – Death on The Stairs
52:30 – Tell the King
55:55 – Anthem for Doomed Youth
1:01:55 – The Good Old Days
+ + +
1:09:55 – Barbarians
1:13:25 – Up The Bracket
1:18:40 – France
1:21:02 – I Get Along
1:25:30 – Don’t Look Back Into the Sun
Hans, du misforstår mig ganske og aldeles. Jeg mener jo ikke at man behøver at være påvirket og/eller ulykkelig for at lave stor kunst. Men siger blot at der er karakterer og personligheder i de kunstneriske fag, som er skæve, anderledes og mere til falds for den slags end de fleste af os andre. Og som måske netop bruger deres kreativitet som ventil i tilværelser, der ikke er styret af rationel fornuft.
Selvmedicinering (det du kalder misbrug) har i jazzmusikken udløst enorm kunstnerisk kreativitet – uden narko ville den genres største stjerner ikke have været. Men der ligger til gengæld helt sikkert ruinerede liv bagved. I rockmusik giver stofferne muligvis høj, kort opblomstring, men til gengæld styrter inspirationens vinger som oftest hurtigt til jorden. Tænk bare Stones efter Exile, Jim Morrisson efter 1968, Shane MacGowan fra Pogues efter de første 4-5 plader, Jeffrey Lee Pierce efter The Las Vegas Story, Fritz Fatal efter Before, etc, etc.
Og så er der Pete Doherty, hvis seneste plade med Babyshambles først og fremmest blev båret igennem af bassist Drew McConnell, fordi vores Pete ikke kunne fokusere omkring at lave de numre færdige, han engang var kendt for at være så fremragende til at ryste ud af ærmet.
PS – Amy Winehouse er et godt eksempel. Hvis du ser den aktuelle film med hende, står det ret klart at hendes misbrug intet har at gøre med hverken karriere eller succés. Som hun fremstår i den, ville hun formodentlig være endt samme sted, om hun så aldrig havde sunget en tone. Det gjorde hun heldigvis, og var måske så unik, fordi grænseløsheden i hendes liv også fandtes i hendes musik.
Bruce Springsteen og Kate Bush er eksempler på at man godt kan klare sig uden hele tiden at snuble over vodkaflaskerne på vej hen efter næste kanyle. Også Fugazi har da lavet et ganske pænt stykke arbejde (Ian MacKaye er afholdsmand). Og David Bowies albums fra 1. Outside og frem er mig bekendt også blevet til uden at han har været helt ude i tovene. Der er ganske mange gode ting på — og The Next Day sætter jeg meget højt.
Jeg vil passe meget på med at udnævne misbrugsproblemer til at udløse kreativitet. Jeg ville f.eks. hellere have en levende Amy Winehouse, der aldrig mere indsang en tone og havde det godt med sig selv, end en død ung kvinde på 27, og det ville hendes familie og venner sikkert også.
Typisk kommer kreativiteten i de helt unge år, hvor man på alle måder satser og hvor især mænd også tegner sig for de fleste trafikulykker. Musikere, forfattere og andre kunstnere begynder at blive mere forudsigelige op gennem trediverne, men det hænger også sammen med at verden forekommer mindre “ny” og at inspirationen skal komme andre steder fra. Hvis man ikke passer på, bliver man forstenet, men det behøver ikke at gå sådan.
Prøv også at høre hvad Patti Smith (der er en viis kvinde) har at sige om alt dette (http://www.npr.org/2012/06/19/155291456/guest-dj-patti-smith).
Jo, men det er vel mere sammensat end som så. Tænk hvor gabende kedsommelige Suede blev, da Brett A blev clean. Og David Bowie’s musik i firserne, da han for alvor tog den med ro og levede sundt, er pænt sagt heller ikke værd at skrive om.
Hvis Pete Doherty var helt almindelig, ville hans musik muligvis også være det.
Jeg har svært ved at tro, at det er alle “medikamenterne”, der er kilden til Pete D’s inspiration. Så tænk en gang, hvor meget mere musik, der kunne komme ud af ham, hvis han ikke havde/har så travlt med at flygte fra virkeligheden. Og som bekendt tager det tager kun få sekunder at fucke sit ry.. ÆV