Albumudgivelser i 2015

Pastoren: Så er vi igen klar til at præsentere årets amerikanske folk/country/countryrock-udgivelser. For at vise vores store imødekommenhed, vi er jo ikke fordomsfulde og der skal være plads til alle, så længe de bare osv. (vi er nemlig ikke racister og alle skal hjælpes i nærområderne) har vi sneget et par albums fra andre genrer og lande ind undervejs. De er næsten lige så gode som alle de andre og en dag vil de muligvis og efter nøje overvejelse fra os kunne indgå på lige fod, hvis de ellers bidrager upåklageligt, holder sig på dydens smalle sti og bor i telt i Thy gennem nogle generationer.

Jeg har været til nogle gode koncerter i 2015, og de var selvfølgelig med amerikanske folk/country/countryrock-navne: Hiss Golden Messenger, Rhiannon Giddens og Grant Lee Phillips. Jeg fik hilst på alle tre bagefter. Og så selvfølgelig også The New Pornographers. Her fik jeg hilst på Kathryn Calder.

Jens: Jeg har siddet og kigget albumlisterne igennem på forskellige websites og tænkt at der er meget musik, der bliver rost som man aldrig selv kommer forbi. Jeg prøvede at slå ned på en del af de mest hypede – der er nogle gode, men der er også noget der er mere zeitgeist, og næppe vil kunne holde længe. Der er altid mange plader, der lyder tidsånds-moderne og bliver rost til skyerne, men senere bliver glemt.

thelonebellow

Pastoren: Nu kom der jo ikke et album fra The National i år. Men der kom et album med The Lone Bellow: Then Came The Morning, og det er produceret af Aaron Dessner, der også har været med til at skrive et af numrene – “Take My Love”, der lyder umiskendeligt som The National. The Lone Bellow spiller folk/country/countryrock, og så er de fra i denne sammenhæng så underligt sted som Brooklyn i New York. På titelnummeret er der også tresserpop i stil med Dusty Springfield. Melodimaterialet er rigtig godt. Hvis der er noget, der måske kan trække ned, er det vel at albummet rummer ganske mange sange, der hver især bygger op til et klimaks. Der må gerne komme flere afdæmpede stunder på det næste album.

bob

Jens: Jeg så godt at Dessner-broren havde produceret The Lone Bellow, men kunne ikke placere dem. Jeg vil nævne  en lidt mere kendt figur, nemlig Bob Dylan: Shadows In The Night. Han valgte i år at gå ned i den store amerikanske sangbog og indspille ti sange, som har det tilfælles, at de også undervejs i hans karriere er blevet indspillet af Frank Sinatra. Det er smukt, afdæmpet bandproduceret af Mesteren selv, med pedal steel og New York City-late night-stemning. Han kan næsten ikke komme omkring sangenes delikate melodier med sin krogede tusindårs-træstemme. Det hele bliver derfor meget skrøbeligt og livsmodent på en fin, vemodig måde; en ældre mand der synger om efterårets blade der falder, og hende, den eneste ene, der forsvandt et sted på livsrejsen. Et af de bedste Dylan-albums i lang tid.

LOW_OnesSixes_cover

Pastoren: Sangerinden fra The Lone Bellow minder stemmemæssigt lidt om hende fra Low: Ones and Sixes. Det er måske det bedste album, jeg har hørt med Low i et godt stykke tid. Jeg holder meget af Mimi Parkers stemme. Det er lidt rock, lidt folk og på mange måder tidløst.

Jens: Det er et originalt band. Deres stemmers harmonier sammen og den minimalistiske måde, de spiller på, giver en meget fornem, næsten forfinet enkel musik. Der er ikke én tone for meget. Det er på sine måder meget traditionelt, men der er klart også postpunk i Low’s tilgang og de ofte depressive rum, der males op i deres sange.

Pastoren: Nemlig.

protomartyr

Jens: Jeg vil så nævne et noget anderledes amerikansk band: Protomartyr fra Detroit og deres tredje album,The Agent Intellect. Jeg havde dem også med sidst, men denne opfølger er en optimering. Mørk, illusionsløs undergrundsmusik, men lavet med overraskelse og konsekvens. Deres sanger får Mark E. Smith fra The Fall til at lyde som Sinatra.

Pastoren: Eller måske ligefrem glad?

Jens: Ja, for det er jo kulsort det her. Undergangshjembyen Detroit destilleret ned i farveløse toner og slag. Det musikalske kompas hos Protomartyr peget i den retning, så jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor gode Interpol kunne være blevet, hvis de ikke havde mistet orientering i deres egen shinysorte musikformel.

Pastoren: Det er det sædvanlige Joy Division-agtige mørke. Jeg har hørt en masse af den slags musik og det er meget svært at leve op til netop Joy Division. De satte sig jo heller ikke ned og gav sig til at opfinde en genre.

Jens: Jo, men det er jo også blevet en genre i sig selv – hos The Killers, Interpol, osv. er det blevet mainstream. Men det bliver Protomartyr nok aldrig; de spillede i København i år for efter sigende omkring 30-40 mennesker. Jeg var der desværre ikke. For de er et af få bands man kan høre idenfor denne genre uden at sukke efter, at det skulle være 1980 igen. Det her er nutidsmusik, sin lyd tiltrods.

El-VY-Return-to-the-Moon-Artwork

Pastoren: Og fordi der ikke kom et nyt album fra The National, fik vi EL VY: Return to the Moon. Også dét lyder meget som The National, selvfølgelig ikke mindst på grund af Matt Berningers vokal, som jeg har en svaghed for. Der er en del rigtig gode numre på. Det er interessant at høre ham i en anden sammenhæng.

Jens: Men når man hører ham her, lyder det jo alligevel tit som The National. For så karakteristisk er hans stemme og ord. Jeg hørte også albummet meget lige da det kom, Men måske var det koncerten i Pumpehuset, jeg var til, der endte med at trække ned i helhedsbilledet. Dér kom jeg til at opleve EL VY som en “projektplade”. Sange der blev præsenteret, snarere end at de blev levet ud. Det første er for uforpligtende kedeligt. Der skal være noget på spil.

royalheadache

Jens: Royal Headache: High. Sydney-bandet har udviklet sig siden debuten for tre-fire år siden, og  sangene her er ikke så fragmentarisk afklippede som sidst. Sangeren Shogun synger som en drøm – han minder ikke så lidt om…

Pastoren: Otis Redding.

Jens: Nemlig… Royal Headache’s musik er vel ret traditionel i en punk/rocknroll-forstand, men man keder sig aldrig, selvom formen er næsten for velkendt. Og det er nok sangeren her der gør hele forskellen. Der er kommet mere krop i musikken – nu er numrene op til 2 minutter og 48 sekunder lange (nogle gange endda længere end dét). Vi hører utallige rockbands i dag, der bærer rockmusik som form mod graven, men Royal Headache får den til at lyde levende og vital. Prøv at lytte til YouTube-liveoptagelsen fra Sydney, hvor de spiller Womack & Womack’s “Teardrops”. De speeder nummeret helt op, sænker det ned igen, slynger C-stykket i hovedet på folk –  og det hele lykkes ret fantastisk.

Pastoren: Jeg var glad for deres første album – omend det også er et “småt” udtryk de har; alle deres sange er skåret over samme læst. Men deres sanger Shogun er rigtig udtryksfuld. High har jeg ikke fået hørt endnu.

sufjan

Pastoren: Jeg vil nævne Sufjan Stevens: Carrie & Lowell. Egentlig synes jeg at det enkle folk-udtryk, som er hans udgangspunkt, klæder ham bedst. Og det er dét, vi får på Carrie & Lowell. Det er et rigtig smukt album, der musikalsk bringer tankerne hen på de mere lyriske stunder hos Simon & Garfunkel, og tekstmæssigt tager livtag med en kompliceret barndom (Carrie var hans mor). Og så har han jo optrådt i Aalborg engang (jeg var der!) – hvor mange derude ved dét?

Jens: Aldrig orket høre ham. Der var for meget “hjerne” over hans første udgivelser, syntes jeg,  så jeg er aldrig kommet efter ham.

Pastoren: Det var meget eksperimenterende en overgang; nu vender han tilbage til sit akustiske udgangspunkt.

beachhouse-depressioncherry-900

Jens: Beach House: Depression Cherry. Der kom jo to albums fra dem i år – og de havde begge gode ting på. Hvis de to albums’ bedste sange var blevet slået sammen til et album, ville det kunne have været helt fantastisk – det er lidt Sandinista!-syndromet. Jeg må indrømme at jeg nok var lidt træt af Beach House lige da Depression Cherry kom.

Pastoren: Der bliver noget meget stilistisk, café-agtigt over deres musik.

Jens: Den café vil jeg gerne være på. Jeg var til deres koncert i København, og jeg frygtede at de ville være stillestående live, med det på pladerne så ufysiske lydbillede. Men sådan var det slet ikke. Victoria Legrand sang en anelse skurrende, lige en my falsk omkring grundtonen, og det gav hele udtrykket en skingerhed som klædte materialet vildt godt og forhindrede det i at blive alt for “engelsk have”-agtigt.. Da vi forlod koncertens sidste toner og kom ud i baren på Vega, kom nyheden om terrorangrebene i Paris, der fandt sted netop den aften. Det var mildest talt unbehagelich.

Pastoren: Victoria Legrand er faktisk født i Paris.

nashvilleobsolete

Pastoren: Der kom heller ikke noget album med Gillian Welch i år. Men så er det jo godt, at der er en mand i hendes liv. Dave Rawlings Machine: Nashville Obsolete er et dejligt album. Hvis Gillian Welch’s albums er Gillian Welch med Dave Rawlings, er Dave Rawlings Machine til gengæld Dave Rawlings med Gillian Welch. Tonen er den samme, men lidt mere ekspansiv – vi får endda Satans Sovsekande at høre. Rawlings’ lyse stemme klæder sangene forbløffende godt, og han er jo en på én og samme tid blændende og helt prunkløs guitarist. Jeg håber at de snart kommer til Danmark; sidst de var i Danmark, havde jeg billet, men jeg blev indlagt på hospitalet med en lungebetændelse.

new-order_music-complete

Jens: New Order: Music Complete. Så langt bedre end forgængeren fra New Order, der var en tandløs 45-procents-plade. På nogle måder samme sted som de var på Technique – altså langt mest i det elektroniske hjørne. De første 5-6 numre på Music Complete har en kvalitet, jeg ikke har hørt fra New Order siden sidst i 1980’erne. Det erskønt at opleve tidligere helte, som man én gang har afskrevet, komme tilbage så stærkt. Hvilket her på papiret syntes umuligt, nu attitudeminister Peter Hook var væk og borte. Men jo, sandelig.

Pastoren: Jeg har været meget glad for New Order, men dette album har jeg ikke hørt. Jeg så Peter Hook i Aalborg, hvor han blev interviewet. Han var meget bitter, men var glad for at fortælle om, hvor træls de andre fra New Order var. Jeg har dog også en snigende en mistanke om, at Peter Hook ikke altid har været så nem at have med at gøre.

taylor_swift_ryan_adams_198-large

Pastoren: Jeg vil nævne to albums med Ryan Adams i samme åndedrag. Da jeg først hørte om 1989, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Var det mon en gang venstrehånds-pjat fra Adams’ side? Når man kaster sig over Taylor Swift-numre, er det unægtelig det indtryk, man får. Men 1989 viser Ryan Adams’ store kompetence som fortolker af numre, og nogle af dem gør han helt til sine egne. Jeg er især begejstret for “How You Get The Girl” – her skærer han helt ind til kernen af sangen og resultatet er meget smukt. Dén sang er næsten det hele værd.

Jens: Jeg husker Taylor Swifts album fra da det kom sidste år. Det var yderst zeitgeist-hypet, men desværre ligeså steriltlydende gennemsigtigt, og sagde mig ikke noget på nær et par numre. Men man kan jo pludselig høre hvor dygtigt melodisk udskåret Swift-sangene er, når de kommer i hænderne på en mand, der har et anderledes levet liv og sjæl at tage med. Også en stor plade med Adams for mig, den her. Ikke mindst fordi grundmaterialet her har et helt anderledes højt niveau, end på Adams’ egne plader, hvor der ofte er blevet for langt mellem de mindeværdige sange.

RA_Live-At-Carnegie-Hall_cover-500x500

Pastoren: Live at Carnegie Hall hører vi til gengæld hvor god en sangskriver Adams er, og hvor langt han kan nå alene med sin stemme og en akustisk guitar.

Jens: Men er det ikke alt for nemt for ham at skrive de der americana–ballader som i blinde efterhånden?

Pastoren: Nej, egentlig tværtimod. Nogle af hans udgivelser er country, andre er countryrock eller “bare” rock, men på live-albummet kan man høre den linje egentlig der går gennem hans sangskrivning, hele vejen fra Heartbreaker og frem til det nye album, dét der bare hedder Ryan Adams. Man kan få en enkelt-cd med 14 udvalgte numre eller seks LP’er med alle sange fra begge de to koncerter.

lanadelrey

Jens: Lana del Rey: Honeymoon.

Pastoren: Hende er der nogle der kan lide.

Jens: Den gruppe af mennesker fornemmer jeg ikke, du er blandt. Hørte albummet meget, mens jeg var i New York i september. Jeg købte dbl-vinylen hos Urban Outfitters på Broadway.

Pastoren: Hun passer nu også godt til en tøjreklame.

Jens: Lana del Rey laver sit valium-trick og hun er i sin helt egen verden. Hvis man lide sangene, som jeg kan, er det alle tiders modvægt til den nutidige rockmusik, jeg ellers hører . Vi er inde på et udtryk, der i håbløs stemning ligger ikke fjernt fra Frank Sinatra in the wee small hours. Honeymoon er et album på hele 65 minutter, og der er måske halvandet nummer der ikke er totalt langsomt og i mol, dvælende og dræbende. Imponerende konsekvent og modigt gået.

Pastoren: Hvorfor mon din beskrivelse ikke omvender mig? Lana del Tøjstativ overbeviser mig ikke rigtig med sit modetriste “jeg er ukendt, grim og ensom”-udtryk. Beklager.

calexico

Pastoren: Men nu over til noget interessant. Jeg er jo rigtig glad for Calexico, og Edge of The Sun fortsætter den umiddelbare og egentlig lidt poppede stil, de står for nu om dage – der er meget langt til Giant Sand og til de første par albums i eget navn. Det gør de så til gengæld rigtig godt, og Joey Burns er en rigtig dejlig vokalist. Han er ikke bange for at synge igennem! Mit yndlingsnummer er “Follow The River”.

Jens: Det er en fin plade, en af deres absolut bedste, vel nok på højde med Carried to Dust. Købte du deluxe-udgaven med en ekstra EP?

Pastoren: Det gjorde jeg, og den er værd at have. Der er tilsyneladende nogle Dylan-referencer på tekstsiden, som er forbløffende tæt på Bobs egne ord; det er lidt bemærkelsesværdigt. “Follow The River” låner tekst fra “Not Dark Yet”, og “If You Let it All Slip Away” låner fra “I Threw It All Away” .

blur-magic-whip

Jens: Så må jeg nævne Blur: The Magic Whip.

Pastoren: Åh. Dette album siger mig slet ikke noget. Jeg er ved at falde i søvn. Jeg har lyttet albummet igennem nogle gange, omend kun af pligt. Engang var jeg glad for Blur, men det her er bare en gaber.

Jens: Men… Det er en fantastisk plade! Nogle gange var Blur kedelige før i tiden – især på The Great Escape blev det hele forstemmende ligegyldigt. Til gengæld kan jeg slet ikke forstå at du er så forbeholden over for The Magic Whip. Hvordan har du det med Damon Albarns soloalbum?

Pastoren: Det kunne jeg faktisk godt lide, men Albarn har en tendens til at blive for tilbagelænet. The Magic Whip er tæt på at være så tilbagelænet, at Blur falder ned af stolen.

Jens: The Magic Whip rummer nogle af de smukkeste sange, der er kommet fra England i år. Og så er det en band-plade, hvor man godt kan høre at det hele er blevet pillet fra hinanden og sat sammen igen. Blur’s bedste album siden Parklife! Damon Albarn har et musikalsk talent og en distinkt engelsk melankoli, der kommer klart igennem, uanset hvad han så rører ved.

four-tet-morningevening

Pastoren:  Årets overraskelse er Four Tet: Morning Side/Evening Side. Jeg var meget glad for Rounds, men det er snart en del år siden. Så jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til dette album. Men det er Four Tets “indiske album” (Kieran Hebdens mor er sydafrikansk inder), og resultatet er meget, meget smukt. Den indiske raga-form tilegner ofte en komposition til et tidspunkt på dagen, og det er så helt klart det, der tilfældet her. Morning Side er en lang sang, hvor et enkelt vers af Lata Mangeshkar bliver gentaget og svøbt ind i loops. Så kommer der en “tabla-solo”, og til sidst vender sangen tilbage. Hvad sangen handler om, ved jeg ikke. Evening Side er rent instrumental og har en rolig del med en drone-agtig lyd, inden stemningen skifter helt til hektisk percussion.

bill-ryder-jones-west-kirby-county-primary

Jens: Bill Ryder-Jones: West Kirby County Primary – Ryder-Jones er den tidligere guitarist i Liverpool-bandet The Coral. Der er Velvet Underground-intimitet i leveringen af disse kringlede sange, og her tænker jeg på det 1969-album, der bare hedder The Velvet Underground.  Pladen er indspillet i Ryder.Jones’ soveværelse hos moren i The Wirral-postkortkystbyen West Kirby – det er små tætte sange, ikke postulerede, ikke med store armbevægelser, snarere bekendende, afvæbnende, og med masser af melodisk salt ‘n’ vinegar. The Coral har et helt andet udtryk. En perle af en plade den her.

Pastoren: En perleplade! Den har jeg slet ikke hørt. Men det vil jeg!

fatherjohnmisty

Pastoren: Father John Misty: I Love You, Honeybear lever i høj grad på en kombination af iørefaldende, lidt 1970’er-agtige melodier og tekster, der på én og samme tid er sarkastiske og inderlige. Bare titelnummeret veksler hele tiden mellem de to udtryk. Det er virkelig en speciel kombination, og den kræver sin mand at kunne følge til dørs. Det er vel ellers kun Will Sheff fra Okkervil River, der formår den slags, men Father John Misty kan det bestemt også på dette album. Min absolutte yndlingssang er “Bored In The USA” · og ja, jeg hørte den mens jeg var i USA på sommerferie i år.

Jens: Det er sådan et 2015-album, der taler langt mere til både hovedet og samtiden, end til hjertet. Vil påstå at han er langt bedre og mere umiddelbar live. Således var det et imponerende show, han og hans band gav i København i november. De var i verdensklasse og usædvanligt vellydende. Men Father John Misty er godtnok meget gammelklog af en 34-årig at være.

Pastoren: Der er faktisk meget Randy Newman over Father John Misty.

thaastroem

Jens: Thåström: Den morronen.

Pastoren: Ham plejer du ellers ikke kunne lide.

Jens: Men det kunne jeg i år, og han lavede sin hidtil bedste . Thåström uførte et decideret hamskifte efter de første par genkomst-soloplader med tung punkrock, og begyndte at lave nogle meget anderledes personlige, lavmælte sange. Han er naturligvis meget mørkemandsagtigt, og der er en klar arv fra The Bad Seeds i måden der arrangeres musik på. Men det mørke tæppe af europæisk lydende teknologi er helt hans eget. Dette album var en meget vellykket tilbygning til Sveriges nok fornemmeste sangkatalog.

Pastoren: Man mærker også et slægtskab med Ulf Lundell.

Jens. Tjo, i alvoren måske, men Thåström er jo slet ikke så navnepillende som Lundell.

Rhiannon-Giddens

Pastoren: Rhiannon Giddens: Tomorrow Is My Turn. Rhiannon Giddens er helt urimeligt god – hun er multiinstrumentalist, kan synge country og folk og blues og opera (!), hun ser enormt godt ud [alle musikere, vi nævner her, ser godt ud, men Rhiannon Giddens ser enormt godt ud – undskyld, Joakim Thåström] og så virker hun endda til at være venlig og ligetil. Koncerten med hende i København i år er den bedste koncert, jeg har været til i årevis. Hun har et helt utroligt nærvær på en scene. Dette er hendes første soloalbum; normalt er hun med i bluegrass-bandet Carolina Chocolate Drops. Og så var hun forresten også med på The New Basement Tapes sammen med Elvis Costello og mange flere sidste år – og på Look Again To The Wind sammen med Welch & Rawlings og mange andre.

Tomorrow Is My Turn er hendes fortolkninger af en række højst forskellige sange, der alle rummer hver deres facet af det, nogle kalder americana og andre kalder country. Der er Dolly Parton og Patsy Cline, der er Sister Rosetta Tharpe, der er Pete Seegers husbestyrerinde Libba Cotton, der er Nina Simone (sangen skyldes faktisk Charles Aznavour) osv. Der er også én enkelt sang af Rhiannon Giddens selv, og den falder bestemt ikke uden for. Hvis ikke dette er årets bedste albumudgivelse, ved jeg ikke hvad den ellers skulle være! Det er sjældent, jeg har hørt nogen synge så godt som Rhiannon Giddens – uden at det går op i blændværk.

Pastoren: Det er helt utroligt, som koncertoplevelserne påvirker vores album-oplevelser.

Jens: Ja. Jeg havde det på samme måde, da jeg hørte Thåström i Berlin i år på den gamle postterminal i øst, med 36 graders varme udenfor. Dén koncert satte albummet i relief på en ganske særlig måde.

Pastoren: Thåström i Berlin – hvor uventet!

gloriaanntaylor

Pastoren: Endelig vil jeg godt omtale et album, der udkom i år – men alt materialet er fra 1970’erne, så derfor skal det ikke på listen. Til gengæld fortjener det så afgjort at få hædrende omtale. Jeg tænker på Gloria Ann Taylor: Love Is A Hurting Thing. Det er samlingen af hendes seks singler, der udkom i 1970’erne. Titelnummeret i sin lange udgave har det helt store orkestrale udtræk med dramatiske halvfjerdservioliner og italiensk piano, Hendrix-agtig guitar, congas osv. i et særdeles opfindsomt arrangement, hvor Gloria Ann Taylors kraftfulde vokal dukker op halvvejs. Og så er der en særdeles sjælfuld udgave af Dolly Partons “Jolene” [der var Dolly Parton igen! hun er en dygtig, men underkendt sangskriver]. I dag er Gloria Ann Taylor 71 år gammel; hun trak sig tilbage, fik 3 børn og synger i kirken hver søndag. Med genudsendelsen af de gamle singler har hun omsider fået den anerkendelse, hun fortjener.

Andre albums

Jens: Robert Forster: Songs To Play. Han er så umoderne, at det er befriende. Slet ikke så stærkt et album som forgængeren, The Evangelist, men dog værd at høre. Jeg fik mit eksemplar sendt fra Tyskland med autograf og det hele. Fanboy af en antihelt.

Pastoren: Dave Gahan & Soulsavers: Angels & Ghosts. Dave Gahan er en fremragende vokalist, og på dette stort anlagte album er vi meget langt fra det maskinorienterede udtryk hos Depeche Mode, omend tvivlen og melankolien er den samme. Her er til gengæld soulkor og Satans Sovsekande. Nogle lidt mere varierede sange ville have skabt et helt vellykket album.

Jens: Det er faktisk en ret traditionel soulplade.

Jens: Så skal jeg da også nævne Springsteen-boksen The Ties That Bind – The River Collection.

Pastoren: Den har jeg først netop fået, og jeg har ikke nået at høre den. Men jeg glæder mig meget.

Jens: Det skal du. Den medfølgende DVD-koncert fra Tempe, Arizona, efteråret 1980, er specielt fantastisk.

Jens: Soundtracket til dokuen Lust and Sound in West Berlin 1979-1989 skal også nævnes. Filmen er meget speciel; den handler om en mand fra Manchester, Mark Reeder, der flytter til undergrunds-Vestberlin omkring 1980, og hans oplevelse af Mauerstadt. Det er sjældent et soundtrack kan nydes ligeså godt uden filmen, men det kan det her faktisk.

Pastoren: Det er jo en by, der ellers aldrig har sagt dig noget.

Jens: Nemlig. Det ville være mod mit inderste. Her er der en masse tysk musik – en masse Neue Deutsche Berliner-Welle fra den tid og også fine elektroniske numre fra Mark Reeder’s egen hånd.

Jens: Jeg skal også nævne Sleaford Mods: Key Markets. Jeg har ikke hørt det her album så meget, som jeg hørte deres foregående.

Pastoren: De lyder som et skænderi på en pub.

Jens: Men et skænderi, man har lyst til at råbe med i. De har sådan en Sex Pistols-agtig energi. Men er endnu mere britisk bitre og forslåede.

Pastoren: Hot Chip: Why Make Sense? Er det et godt album? Der er nogle gode popting på rundt omkring, men Hot Chip har en tendens til at havne i høhø-fælden.

Jens: Ja, det skal man passe på med, Pastor.

Pastoren: John Grant: Grey Tickles, Black Pressure. John Grant er en rigtig dygtig vokalist, og han kan synge næsten hvad som helst. Da jeg var i Reykjavík i år, opdagede jeg at han bliver regnet som islænding – hans udgivelser står på hylderne under islandsk musik.

Men nogle gange ville jeg ønske at John Grant lod være med at synge hvad som helst. På dette album er det som om kynismen og distancen er lige ved få overtaget, især på tekstsiden. Jeg har vænnet mig til at John Grant kan lide techno (især den lidt gumpetunge af slagsen), men det klæder ham til gengæld slet ikke ville “rocke igennem” med distortion på. Han er bedst til ballader, må jeg indrømme. Queen of Denmark er stadig hans suverænt bedste album.

Jens: Jeg må desværre indrømme at jeg ikke rigtig har set lyset hvad angår John Grant.

Pastoren: Courtney Barnett: Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit. Endnu et album, der (ligesom Father John Misty) i høj grad lever på teksterne, der på forbilledlig vis lever op til “show don’t tell”-kravet. Albumtitlen er et citat fra Peter Plys (!!) Musikken er rock på en meget tidlig 1990’er-agtig måde.

Pastoren: The Roadside Graves: Acne/Ears. “Gospel Radio” er et rigtig dejligt nummer. Synd at resten af albummet ikke kan leve op til det. Ligesom The Replacements i sin tid kan The Roadside Graves ikke altid finde ud af om de skal tage sig selv alvorligt eller trække en skævt smilende distance ind i deres udtryk. Det er når distancen ikke er der, at The Roadside Graves er bedst.

Jens: Dem har jeg desværre aldrig hørt.

Pastoren: Chvrches: Every Open Eye. Måske burde dette album egentlig være på listen. Det er iørefaldende, firserpræget synthpop, som gruppens medlemmer næppe kan have hørt da den oprindelig kom frem. Og så er dette et utilsløret skotsk album med tydelig, skotsk (og tydeligt skotsk) udtale af teksterne. Deres sangerinde synger godt (et af de mandlige medlemmer får også lov af og til). På minussiden skal det siges, at det måske er lidt for langt.

Pastoren: Grimes: Art Angels. Egentlig ikke så langt fra Chvrches i sit popudtryk. Måske skal jeg bare have hørt dette lidt mere; jeg fik først fat i det for nylig og det tegner rigtig fint.

Jens: Den har jeg hørt. Overvurderet.

Pastoren: Det er jeg ikke sikker på. Men man kan jo aldrig vide.

Pastoren: Jamie XX: In Colour. Dette er Jamie fra The XX; det meste af albummet er rent instrumentalt. Udtrykket er rent elektronisk, og der er nogle gode uptempo-ting på. Det er dog den korte ballade med den mandlige sanger fra The XX, jeg holder mest af.

Jens: Soulsavers: Kubrick. Dette er deres imaginære lydspor til film af Stanley Kubrick.

Jens; Har du hørt Julia Holter: Have You In My Wilderness ?

Pastoren: Kun et par gange på Apple Music. Hun synger godt og umiddelbart er det da interessante arrangementer. Men…

Jens: Hun er jo musikalsk superkompetent, og hun er også blevet anbefalet af mange og er Album Of The Year hos Uncut og alt det der. Men det siger mig desværre…intet.

Pastoren: Panda Bear: Panda Bear Meets The Grim Reaper. Jeg holder mest af Merriweather Post Pavillon, som er det album med Animal Collective, hvor Panda Bear bidrager mest. Når han lader sig inspirere af Brian Wilson og giver det en kombination af Beach Boys-agtig vokal og pludrende elektronika, bliver resultatet som oftest vellykket.

Pastoren: Natalie Prass: Spacebomb. Natalie Prass har en sart vokal, og hun bakkes op af Matthew E. Whites ensemble – det er også ham, der står bag den varme produktion. Så det minder en del om ham. Han var glad for fodbold, før han begyndte at lave musik og gav sig til at tage på. Hans store idol var Peter Schmeichel.

Jens: Du sælger ham virkelig dårligt lige nu.

Pastoren: Guy Garvey: Courting The Squall. Dette album har jeg ikke hørt ret meget endnu, så jeg vil tøve med at bedømme det. Men selvfølgelig kommer jeg da til at tænke på Elbow.

Pastoren: Kathryn Calder: Kathryn Calder. Her er vi langt fra The New Pornographers og også fra Neko Case (som Kathryn Calder stemmemæssigt minder en del om). De mere afdæmpede numre er de mest vellykkede.

Danske udgivelser

Pastoren: Ulige Numre: Grand Prix. Dem må du ikke nævne, for så kommer medierne efter dig igen. “Frit land” er et godt bud på en ny nationalsang.

Jens: Ja, en fremragende sang.

Pastoren: Den Sorte Skole: Indians & Cowboys.  Det er deres mest filmiske album. Den Sorte Skole er helt utroligt dygtige til det de gør – det er ikke bare “se, vi kan få det til at hænge sammen!”. Jeg kan især godt lide at de tager fat i en masse

Pastoren: Diverse: Sammen. Godt at støtte Dansk Flygtningehjælp i disse tider uanset hvad. På den musikalske side vil jeg nævne Suspekt og Folkeklubben, der laver et overraskende godt fælles bidrag med “Danmark”, som er to af deres sange sat overraskende sammen. Her kan man pludselig høre fornuftt i Suspekt.

Jens: Jeg vil nævne Bisse: Bitchin. Han er en ny stemme, der ikke lyder som noget som helst andet. Der er en galskab og en kant i ham, som er helt særlig. Han har udsendt hele tre plader i år – det er meget hysterisk og nervøst det hele. Den seneste var min favorit.

Jens: Kira Skovs album May Your Mind Explode A Blossom Tree fra i år holder også rigtig høj klasse.

Pastoren: Ja, hun er god.

Og herefter fortonede samtalen sig i væsentlige betragtninger om den nye Hamilton Leithauser-inspirerede stout fra Mikkeller.

Jens:

  1. Thåström – Den morronen
  2. Bill Ryder-Jones – West Kirby County Primary
  3. Blur – The Magic Whip
  4. Lana Del Rey – Honeymoon
  5. New Order – Music Complete
  6. Beach House – Depression Cherry / Thank Your Lucky Stars
  7. Royal Headache – High
  8. Ryan Adams – 1989
  9. Protomartyr – The Agent Intellect
  10. Bob Dylan – Shadows In The Night

Pastoren:

  1. Rhiannon Giddens: Tomorrow Is My Turn
  2. Father John Misty: I Love You, Honeybear
  3. Four Tet: Morning Side/Evening Side
  4. Calexico: Edge of The Sun
  5. Ryan Adams: 1989 og Live at Carnegie Hall
  6. Dave Rawlings Machine: Nashville Obsolete
  7. Sufjan Stevens: Carrie & Lowell
  8. EL VY: Return to the Moon
  9. Low: Ones and Sixes 
  10. The Lone Bellow: Then Came The Morning

Jens Unmacks officielle weblog