Det var en mørk og vindstille aften, da denne blogs forfattere satte sig ved hver deres MacBook, bevæbnet med henholdsvis rød sodavand (København) og Irn-Bru (Europa).

Generelle betragtninger

Pastoren: Jeg vil ikke brokke mig for meget over albumhøsten. Det er ikke et år, hvor jeg er ved at gå bagover af generel begejstring. Måske skal der bare mere til at imponere mig. Eller måske er jeg ikke så eventyrlysten som jeg var engang. Trist, men sandt.

Jens: Eller også er eventyrene ikke så sjove at forlyste sig i?

Pastoren: Eller er det også bare sådan, at jo længere tid man har købt nye albums, jo mere er der for de nye albums at leve op til.

Jens: Men der har heller aldrig været så meget musik derude som der er nu. Man får hørt en hel masse, og en hel masse af det gør ikke den store forskel. Der er måske også nogle plader, som med fordel kunne have ventet et par år i arbejdstunnelen, inden de blev sluppet ud.

Pastoren: Eller nogle kunstnere.

Jens: Eller måske skulle de aldrig have udgivet noget.

Pastoren: Her nævnes ingen navne.

Jens: Nej, for det ville tage hele aftenen. Det er blevet mere en research-udgave at finde det gode efterhånden. I vækstlagene sker der en masse ting, der kan blive spændende ad år. Men jeg synes mainstream-musikken har været skidt i år. Tag f.eks The Killers. Deres nye album er godt nok skidt.

Pastoren: Jeg har ikke rigtig fået lyttet til Channel Orange, det nye album med Frank Ocean, og det skal jeg være den første til at beklage. Men jeg har hørt at det er godt.

Jens: Selv jeg har hørt det! Og der var en friskhed over det, der minder mig om da Prince var melodisk kreativ dengang i firserne.

Pastoren: Jeg har hørt Searching for Sugarman med Rodriguez – et soundtrack-album, der er lige så interessant som filmen af samme navn. Det er utroligt – det er som at opdage en ny Nick Drake.

Jens: Er filmen også god?

Pastoren: I høj grad.

Og så kom listen

Jens: Men nu til listen.

Pastoren: Nemlig. Uden at tænke over det er det i år lykkedes mig at opnå at lave en liste med ligelig kønsfordeling, og der er endda flere kvinder af mere eller mindre ikke-europæisk etnicitet iblandt. Hvad giver du?

Jens: Det kan jeg slet ikke leve op til.

Pastoren: The Shins: Port Of Morrow. Nogle synes sikkert ikke at The Shins er hip mere, og reelt er dette vel James Mercers album. Resten af besætningen er blevet skiftet ud siden det foregående album. Ikke desto mindre et godt guitarpop-album med klare mindelser om Neil Finn – men på amerikansk. Det er vældig poppet, men poppet på en god måde. De er ikke de store stjerner på en scene

Jens: Men har Neil Finn ikke langt mere glød og nerve i sin levering?

Pastoren: Crowded House har en masse godt showmanship i deres live-optræden, så dér er det vel svært at sammenligne. Men stilistisk er der et slægtskab. På en sang som “No Way Down” er der også en slags undergravende virksomhed – i en tilsyneladende ubekymret popsang er der en kritik af hvordan vi står på skuldrene af

Pastoren: Cat Power: Sun. Hendes vokal er noget helt specielt. Der er en mere åben lyd end før, og der er vel også lidt elektronisk inspiration og en af og til lidt upbeat sound, men det er bestemt ikke noget muntert album, uanset hvordan andre anmeldere misforstår det. Hvis man er i tvivl, skal man bare høre teksterne – “Never knew pain like this”. Jeg har desværre en fornemmelse af at Chan Marshall igen er ude i tovene.

Jens: Der er en helt anden lyd på dette album, end hvad man har hørt fra hende tidligere. Sangskrivningen holder ikke hele vejen, og jeg savner noget af den klarhed der var på The Greatest. Så vil jeg nævne Father John Misty: Fear Fun. Han var med i Fleet Foxes engang. Jeg så Fleet Foxes lige da de kom frem. De er et utroligt musikalsk band – de kunne en masse og ville en masse, men der var en underlig stemning af musik for musikkens skyld over dét band med alle de sjove taktarter og femstemmige harmonivokaler.

Pastoren: Det var næsten for pænt.

Jens: Ja. Men Father John Misty kommer med en mere træ-agtig og impulsiv lyd, og sangene har de slående melodier, jeg som oftest har savnet hos Fleet Foxes.

Pastoren: Patti Smith: Banga. Banga er en perifér bifigur i Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita – Pontius Pilatus’ hund.

Jens: Er den ikke lidt træt? Jeg har så mange af hendes nye plader stående, men jeg vender altid tilbage til Horses, Radio Ethiopia, Easter og Wave.

Pastoren: Afklaret, ikke træt! Man skulle måske ikke have troet det dengang midt i 1970‘erne, men Patti Smith er blevet den viise ældre dame med et hjerte af guld. Der er en egen afklaret ro over Banga, der holder sig på den rigtige side af det magelige. Jeg holder meget af “This Is The Girl”, der er en mindesang for Amy Winehouse, som Patti Smith snildt kunne være mor til (ja, vel egentlig bedstemor) – og det er endda en sang, man kunne have forestillet sig Amy Winehouse synge.

Jens: Så skal vi have Joakim Thåström: Beväpna dig med vingar. Måske er det ikke hans bedste plade, men det er en af dem der har betydet mest for mig år. Sådan er vores albumlister jo.

Pastoren: Og det er sådan vi kan retfærdiggøre, at vi altid nævner de samme kunstnere.

Jens: Han synger om værtshuset Guldregn i København, citerer Michael Strunge (det er dér, titlen kommer fra) og synger i det hele taget med en pondus som få andre skandinaver. Af mørkemænd at være er han en af de lyseste at lytte på. Har også netop købt hans nye dbl-liveplade, som i den grad er lyslevende.

Pastoren: Jeg har et lidt platonisk forhold til Thåström; jeg har kun et par af hans albums. Han er glad for at synge om de steder, han har været.

Pastoren: Så vil jeg nævne Bruce Springsteen: Wrecking Ball. Et album, der først ikke rigtig sagde mig noget, men som jeg endte med at holde meget af. Det er svært ikke at være bare lidt glad for et album med sange som “Land Of Hope And Dreams” og det mariachi-agtige “We Are Alive”. Og så er det interessant at den væsentligste kritik af finanskrisen kommer fra et så stort navn som ham. Der er masser af andre mindre navne, der intet har sagt.

Jens: Og med hans position er det desto mere vigtigt at han siger noget. Jeg holder meget af Springsteen, men jeg havde og har det svært med det her album; jeg hører det aldrig. Skal dog siges numrene har fået mere liv live end på albummet, hvor der er noget sært uforløst over sangene. Jeg kan næsten bedre lide hans Seeger Sessions. Men det er godt at han forsøger at ramme noget andet end magelighed i sin produktion. Måske er problemet, at jeg altid forventer og håber på en ny Darkness On The Edge Of Town fra ham. Et urimeligt krav, ja.

Jens: Så vil jeg gerne nævne Bobby Womack: The Bravest Man In The Universe.

Pastoren: Titlen må henvise til Lars Løkke Rasmussen.

Jens: Kan vel nærmest beskrives som en souludgave af et Gorillaz-album. Hvilket ikke er så mærkeligt da Damon Albarn spiller en hovedrolle på denne plade. Det er dog tydeligt at det er Bobby Womack, men produktionen rammer noget helt anderledes og futuristisk, end man forventer. Et spændende og sultent album; jeg kunne læse, at han kæmpede med kræft imens albummet blev til. Det er så sjældent at nogen så veletableret tager så store chancer, at de sætter sig selv et helt andet sted end hvor de plejer at være.

Pastoren: Det er så ikke nær så ekstremt som hvad Scott Walker har gjort.

Jens: Der er vel imodsætning til her hverken genkendelige eller gode sange på Scott Walkers nye.

Pastoren: Der er knap nok sange på dét album.

Pastoren: Rumer: Boys Don’t Cry. Rumer lyder mere som Karen Carpenter end Karen Carpenter selv – vel at mærke en Karen i det melankolske hjørne – “Superstar” og lignende. Lyden er rendyrket easy listening, men bag vellyden lurer tvivlen og længslen og smerten. Der er en gribende udgave af Townes Van Zandt’s “Flying Shoes” (forestil dig Karen Carpenter synge Van Zandt med Henrik Hall i baggrunden) og en både overraskende og overraskende vellykket udgave af Isaac Hayes-nummeret “Soulsville” fra Shaft. Boys Don’t Cry er et coveralbum (hendes første var med egne numre), men The Cure-nummeret er slet ikke med. John Grant kigger forbi på et par numre.

Jens: Det album kender jeg ikke, men det må jeg høre.

Jens: Beach House: Bloom. Den bedste Cocteau Twins-plade i mange år.

Pastoren: Men man kan forstå, hvad der bliver sunget.

Jens: Jeg tror aldrig jeg ville give så meget som en halvtredser for at se dem live. Faktisk var jeg ikke inde at høre dem nu i efteråret; sådan har jeg det sjældent med bands jeg holder af. Men jeg hørte albummet her meget i sommerferien. Holder meget af de store Robin Guthrie-agtige rum i lyden. Og så de uendelige, længselsdryppende molakkorder.

Pastoren: Jeg synes bedre om det forrige album. Beach House lyder som de plejer; det er ikke så spændende mere.

Pastoren: Så er det tid til det instrumentale indslag, og det er Orbital: Wonky. Det er et vellykket comeback-album; det er otte år siden, de sidst lod høre fra sig. Orbital har altid formået at forene en stor melodisk tæft med boblende elektroniske landskaber, der kan være snart smukke, snart rå og kantede. Hvis man ikke tror at elektronisk musik kan være melodisk og have kontrapunkt, har man aldrig hørt Orbital. Alene åbningsnummeret “One Big Moment” er hele albummet værd. Enhver, der indleder et album med at citere Bertrand Russell, er noget ekstra værd!

Jens: Så er der Kent: Jag är inte rädd för mörkret, som er en rigtig god Kent-plade, hvis man ellers kan lide dem. Jeg holder meget af Joakim Bergs voksne, sarkasme-melankolske tekstunivers og kan nemt genkende mig selv i det; Hele tingen om hvad der sker efter man har været ung. Inden for konventionelle rammer er de et cool band. Vers/omkvæd-musik med nordisk sjæl.

Pastoren: Det første nummer er rigtig godt. Men ellers griber det mig ikke mere. Jeg synes, Kent er blevet for letbenede med tiden. Det handler ikke om hvorvidt der er guitar eller ej.

Jens: Man kan godt mærke at det ikke er som i gamle dage, hvor de skulle krænge alle deres store følelser ud. Men han er sgu en god sangskriver og tekstforfatter.

Pastoren: Helt enig. Så vil jeg nævne Bat For Lashes: The Haunted Man. Endnu et album af en engelsk kvinde med delvist pakistanske rødder (det har Rumer også). Dette er Natascha Khans hidtil bedste sange, hendes stemme har aldrig lydt bedre og helheden er vellykket og dragende. “Laura” er en lille klassiker.

Jens: Man kan ikke lade være med at tænke meget på Kate Bush.

Pastoren: Jeg ved godt at du helst vil høre at hun synger “Daniel”. Og “Daniel”.

Jens: Nej-nej, jeg ved godt at hun ikke kan skrive “Daniel”-sange kun. Men hendes melodiske nerve kan mere, end hvad jeg har hørt herfra.

Jens: Soulsavers: The Light The Dead See, hvor Dave Gahans gennemgående gæstevokal sjældent har lydt bedre. Faktisk er det bedste album med ham siden Songs of Faith & Devotion. Og man skulle næsten tro at Henrik Hall er med. Ind imellem begynder det at skratte og buldre, lige før det er ved at blive for sent. Stærke, rolige sange her.

Pastoren: Og det er interessant at høre Gahan i en ikke-elektronisk sammenhæng. Her er masser af Satans Sovsekande!

Jens: Og nu vil jeg nævne Crystal Castles: III.

Pastoren: Dem ved jeg at du er meget begejstret for. Selv er jeg græsk-katolsk.

Jens: Endnu et band, der bevæger sig mellem det smukke og det støjende grimme.

Pastoren: Når det er grimt, er det næsten Inger Støjberg-grimt.

Jens: Der er en vis triumferende storhed over musikken, der stemningsmæssigt befinder sig i en valiumverden af undertrykkelse, flystyrt og skoleskyderier (omend de er fra Canada, hvor der ikke er så mange skoleskyderier). Crystal Castles’ musik er en omfavnelse af det knugende i tilværelsen; det et meget sigende at de tog til Warszawa uden nogen instrumenter (de købte en masser synthesizere, da de kom frem) og indspillede dette album.

Pastoren: Og de skruede formodentlig helt ned for varmen i studiet.

Jens: Jeg har hørt det album meget. Der er nogle meget specielle ting på. Ind imellem rammer de noget næsten eurotrance-agtigt på en yderst punkaggresiv facon. Så dem i Berlin for et par uger siden. Udløste eufori på et højt plan.

Pastoren: The Chromatics: Kill For Love. Det er lykkedes at ramme en firser-pop-tone meget rent, og der er ganske mange gode sange. Johnny Jewel er også manden bag noget af musikken til Refns film Drive. Eneste og største minus er at albummet simpelthen er alt for langt. Nogle af instrumentalnumrene kunne jeg godt have undværet (de kunne måske have passet ind på lydsporet til Drive).

Jens: Helt enig. Det er en meget stemningsbaseret plade, den ultimative natteplade i år. Sikke en nerve – at starte med det mest ikoniske Neil Young-øjeblik (‘Hey, Hey, My, My (Into The Black)’) på deres album! Jeg tror ikke det kan fås i Danmark – jeg fandt det som import i Fona 2000.

Pastoren: Og jeg bestilte det direkte fra pladeselskabet i USA; det koster ikke ret meget.

Jens: Lana Del Rey: Born To Die.

Pastoren: Der er folk, der har det album.

Jens: Jeg har hørt det med stor glæde. På nær de øjeblikke, hvor det bliver for hiphop-friskt, er det en ret fantastisk popplade, hvor hun som sanger kører den hjem med følsomme og underspillede sange. Det er vel faktisk undtagelsen for mig i år: en interessant mainstream-udgivelse.

Pastoren: Det har jeg tre ord at sige til: Hennes og Mauritz.

Jens: Der er altså meget mere til Lana Del Rey end den ligegyldige Hennes og Mauritz-reklame.

Pastoren: Der er nogle, der godt kan lide Lana Del Rey.

Pastoren: Min nr. 1 i år er Cold Specks: I Predict A Graceful Expulsion. Dette er årets store og positive overraskelse, en helt igennem overbevisende debut. Jeg bliver mindet om første gang jeg hørte PJ Harvey, og Rob Ellis, der har spillet sammen med og produceret for hende (og for Anna Calvi) er da også med her. Der er både soul og rock og gospel – og samtidig er det helt hendes eget udtryk. Al Spx har en meget sjælfuld vokal og sange, der lever helt op til stemmen. Og hendes koncert på Roskilde-festivalen var en stor, stor oplevelse. Jeg tænker ikke på dette primært som en debut, men primært som et rigtig godt album.

Jens: Det album har jeg ikke hørt. Kun et par numre, som ikke ledte mig videre til albummet.

Pastoren: Jeg måtte høre albummet et par gange, før jeg forstod det. Men så sad det også i skabet.

Jens: The Walkmen: Heaven, Det er ikke fordi det er det perfekte Walkmen-album (det kommer vel aldrig); det er et album, der taler til mig på en let, ligefrem måde, som ikke nogen andre har gjort i år. Nogle har udtrykt skuffelse over at Hamilton Leithauser synger for pænt her; det synes jeg nu ikke. Bandet gør altid det, de gør på helt deres egen måde. Ærgerligt for mig dog, at vælge så forudsigeligt, at skulle sætte The Walkmen på førstepladsen her i år igen.

Pastoren: Et vellykket spring ind i modenheden. Hamilton Leithauser har sjældent lydt bedre, og The Walkmen gør det igen på deres egen måde. Der er et “dyk” midt på albummet; det starter vældig stærkt og slutter vældig stærkt – måske er det bare “den svære midte”, vi har fat i. Albummet er slet ikke skuffende, tag ikke fejl!

Nævnes skal også…

Pastoren: Elbow: Dead In The Boot. Et album, der viser dem fra deres mindst kommercielle side. Guy Garveys vokal er altid en nydelse at lægge øre til. Og så er det i sig selv bemærkelsesværdigt at der findes så mange b-sider fra dem, der er af så god kvalitet Jeg glæder mig meget til at høre nyt fra Elbow.

Jens: Leonard Cohen: Old Ideas. Jeg var lidt skuffet, lige da pladen udkom. Det virkede som om det næsten gik i bakgear, så langsom var det tempoet. Men sangene voksede ved nærmere gennemlytning, og som sådan er Old Ideas langt bedre end hans to foregående albums. Åbnings- og slutsangene her er utroligt stærke.

Pastoren: Cohens koncert i Aalborg er en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Albummet er nok ikke helt så uafrysteligt, men stadig værd at høre. Og han er jo en eminent tekstforfatter.

Pastoren: Sharon Van Etten: Tramp. Et lille album, der tager traditionen op fra bl.a. PJ Harvey. Her er gæstespil fra medlemmer af The National og The Walkmen, og Josh Condon synger duet med Sharon på et enkelt nummer.

Jens: Den var jeg ikke så vild med. Jeg kunne godt lide gæstemusikerne! Men så vil jeg også nævne Passage med Exitmusic. Hvis Beach House kan deres Cocteau Twins, kan Exitmusic deres Siouxsie and the Banshees. Mørkt, knugende og smukt.

Pastoren: Hvis Cat Power er sangerinden, der sukker sig gennem album efter album, er Exitmusic et band, der gennem et helt album er en hårsbredde fra at bryde hulkende sammen i bævende storgråd. Er der da ikke nogen, der vil trøste den stakkels sangerinde fra Exitmusic?

Men jeg vil nævne Calexico: Algiers. Jeg holder meget af det band. Deres nye album lyder som Calexico plejer, og det er både en ros og et forbehold.

Jens: Den største svaghed her er vel, at det foregående album var så godt – det var vel et karrierehøjdepunkt.

Pastoren: Redd Kross: Researching The Blues. Endnu engang hænger Beatles-inspirationen tykt i luften i MacDonald-brødrenes powerpop-univers, hvor den go’e gamle besætning er gendannet. Det er 15 år siden, de sidst kom med nyt, og Jeff MacDonald lyder stadig helt utroligt meget som John Lennon. Ingen revolutioner her (jeg forventer med jævne mellemrum at de bryder ud i “Ticket To Ride”), men stadig værd at høre.

Pastoren: Og så er der Amanda Palmer: Theatre Is Evil. Jeg kendte ikke rigtig noget til hende inden dette album. Men det er solid amerikansk pop-rock, og der er flere ørehængere blandt.

Jens: Saint Etienne: Words and Music by Saint Etienne. Et fint popalbum, der smager af London. De lavede Finisterre, som jeg godt kunne lide – men så var der stille om dem i en 6-7 år. Som før meget elektronisk og disco-orienteret. Man kan høre hvordan Bob Stanley og Pete Wiggs har en kæmpe pladesamling, som de hælder ned i de numre, de laver.

Pastoren: Før i tiden har de kunnet lyde ret Cardigans-agtige.

Jens: Det prøvede et par gange, og det kom der deres svageste plader ud af. Når de er bedst, spiller de bare en helt straight stram popmusik. Sangerinde Sarah Cracknell er en glitrende stjerne.

Pastoren: Og manden med den gustne stemme – Daughn Gibson: All Hell. Det er lidt malplaceret at kalde dette country, sådan som mange gør. Det er en ituhakket amerikansk musik, der godt kan lede tankerne hen på Scott Walker (før hans musik gik helt sønder) og stedvis måske på fragmenter af Elvis. Dystert og stedvist rigtig spændende.

Pastoren: Clock Opera: Ways to Forget. Her er vi tilbage i firsernes britiske synthpop/rock; Ultravox og især Orchestral Manoeuvres In The Dark har ikke levet forgæves, men det har Elbow heller ikke.. Et band jeg opdagede takket være en medrivende og gennemsympatisk koncert på Roskilde-festivalen.

Jens: Dem kender jeg slet ikke. Der er meget musik, vi aldrig får hørt.

Pastoren: Tomas Andersson-Wij: Romantiken. Vel egentlig en fortsættelse af En Sommar På Speed, hvor han første gang samarbejdede med Andreas Matsson. Vi er i det velkendte TAW-univers med længsler og refleksion over den tid, der er gået. Ikke meget nyt under solen rent musikalsk, men mandens tekster taler til mig på en måde som f.eks. Kent ikke kan længere. Og han nævner Hagnesta Hill i en af sine sange.

Jens: Jeg synes også, han skriver rigtig gode tekster, men han synger for malmfuldt, så han næsten bliver for selvudleverende “jeg er poet”-agtig.

Pastoren: Men I har samme frisure og samme slags briller.

Jens: Det er svært at løbe fra. Men jeg er bare langt mere sexet.

Danske udgivelser

Pastoren: Christian Hjelm: Før vi blev lette. Et enkelt, dansk album der giver mig fuld tiltro til Christian Hjelms evner som sanger og sangskriver og rammer mig på en helt anden måde end The Figurines kan.

Jens: Jeg synes ikke at han minder om Kim Larsen, sådan som nogen hævder.

Pastoren: Nej – det skulle i så fald være en meget lys Kim Larsen. Hvis det her minder om nogen, er det mere John Lennon i dennes hamre-i-klaveret-inkarnation.

Jens: Spleen United: School Of Euphoria. Jeg gav deres nye album en chance her i efteråret og hørte ikke så meget andet i en 3-4 uger. De er utroligt gode til at veksle mellem at være bevidst vulgære og så næsten ubærligt smukke.

Pastoren: Lise Westzynthius: Tæt på en kold favn. Måske en dansk pendant til Cat Power? I al fald en intens, lidt elektronisk præget “skilsmisseplade”. Det er lidt ærgerligt med duetten med Sebastian; den passer slet ikke ind i helheden. Resten af albummet er nemlig rigtig vellykket. Det var på høje tid at vi hørte hende på dansk. Nu har hun fundet sin egen stemme, og også på dén måde er det et særligt album.

Jens: Helt enig. Sådan er det også med Christian Hjelm. Nu holder man op med at sammenligne med de udenlandske forbilleder, og man kan høre dem for det, de er.

Jens: Jacob Bellens: The Daisy Age. Han er en af de få danske sangskrivere, der kan skrive de fremragende engelske tekster, man ikke krummer træer over. Jeg synes at han har international klasse.

Pastoren: Hans vokal er helt fantastisk.

Pastoren: Ukendt Under Andet Navn: Ekskursion. Henrik Olesens andet soloudspil viser ham igen som en mere “afmålt” sangskriver end sin bror Peter, og det slipper han rigtig godt fra. Her er der en lidt old school-elektronisk og kølig sound i stedet for det folkrock-udtryk, vi vel forbinder ham med. Jeg håber han en dag laver et helt album (jeg ved godt, at den ene halvdel af Kain og Abel, som er Olesen-Olesens afskedsalbum, reelt er et Henrik-album).

Jens: Min eneste anke mod Ekskursion er faktisk, at det ikke er et helt album. Peter og Henrik har hver deres tilgang til at skrive tekster, det er tydeligt.

Så vil jeg nævne Raveonettes; Observator. Det viser hvad Sune Wagner er god til – at skrive popmusik henover støjflader. Ud fra alle stilreferencerne har han fundet sin helt egen stemme.

Pastoren: Vil næppe blive forvekslet med Tindersticks.

Pastoren: Mike Sheridan: Ved Første Øjekast. Her tager Mike Sheridan for første gang livtag med kompositionsmusikken og sædvanlige instrumenter, og der er denne gang tre sange med – én af dem er endda arrangeret for kor. Et meget dansk album på den gode måde – der er en klar nordisk tone i Mike Sheridans musik. Sjovt i øvrigt at to delvist elektronisk funderede musikere med delvist engelsk baggrund foretrækker det danske sprog – jeg tænker på Simpson og på Sheridan.

Jens: Uden at det bør få flere forsmåede indiemusikere til at råbe op, vil jeg også anbefale Nikolaj Nørlund’s bredt anmelderroste Alt Sammen, Lige Nu. Virkelig et elegant forløst album, som føromtalte Christian Hjelm også må tage sin del af æren for.

Og herefter gav denne blogs forfattere sig til at udtænke nye strategier for systematisk nepotisme, hvorefter de spontant begyndte at tale om vejret.

Jens – Top 10 anno 2012

1. The Walkmen – Heaven
2. Lana Del Rey – Born to Die
3. Chromatics – Kill for Love
4. Crystal Castles – (III)
5. Soulsavers feat. Dave Gahan – The Light The Dead See
6. Kent – Jag Är Inte Rädd För Mörkret
7. Beach House – Bloom
8. Bobby Womack – The Bravest Man In The Universe
9. Thåström – Beväpna Dig Med Vingar
10. Father John Misty – Fear Fun

Pastoren – Top 10 anno 2012

1. Cold Specks – I Predict A Graceful Expulsion
2. The Walkmen – Heaven
3. Chromatics – Kill For Love
4. Bat For Lashes – The Haunted Man
5. Orbital – Wonky
6. Rumer – Boys Don’t Cry
7. Bruce Springsteen – Wrecking Ball
8. Patti Smith – Banga
9. Cat Power – Sun
10. The Shins –  Port Of Morrow