Jens fortæller om “Brænder boksen…”

På mange måder forekommer dette album mig at være en efterkommer af dine tre albums udgivet i eget navn. Vi er efterhånden langt fra Love Shop præ-2004 (ikke at det gør noget). Ser du selv et sådant slægtskab?

Egentlig slet ikke. Jeg skriver sange – og vi har arbejdet undervejs – ud fra LS-dna. Som naturligvis har ændret sig med de albums Mikkel har produceret. Men mine egne albums var netop øvelser ud i deciderede takes, altså musikoptagelser med så meget levende band som muligt på. Selvom processen denne gang har involveret hele LS langt tidligere, er det stadig en styret teknologisk rejse vi er på. Og jeg synes sangene er langt mindre singer/songwriteragtige end på mine soloplader. Vi er et moderne rockband, også i sangform. 

Hvad var dine vigtigste inspirationskilder rent musikalsk, da albummet blev til?

Den seneste Thåström-plade, Centralmassivet, her betydet meget for mig, det til et punkt hvor jeg i opstartsfasen flere gange fangede mig selv i at prøve hans tricks i vores regi. Men man må jo slå sine darlings ihjel i tilblivelsen, ellers duer det ikke. Ikke noget problem for Mikkel D i dette tilfælde, for han har ikke noget forhold til Thåström. Men som altid har jeg hørt meget – og meget forskelligt – musik undervejs. 

Nogle albums tager lang tid om at blive til. Var dette en lang eller en kort fødsel?

I skrivefasen en lang fødsel. Ikke pga. den frygtede skrivekrampe, eller noget der ligner, men fordi jeg var mere kritisk og vel også endnu mere ambitiøs omkring dette album end tidligere. Jeg ville virkelig gerne lave en helstøbt plade uden parentes-numre. Så meget skulle fyres undervejs, og nye skitser laves. I studiet gik det egentlig ret tjept, da vi først kom i gang og op i tempo. Men vi havde alligevel mægtig travlt for at nå en forårsplade. 

“Socialdemokratiets kolde krop” er en meget præcis beskrivelse af hvad der er galt med dette parti – og hvis albummet er en refleksion over altings dødelighed, er “Folkets Hus” en gravskrift over Liste A, der nu er endt med at være et racistisk parti. Jeg mødte Mette Frederiksen, da hun var DSU’er, og allerede dengang anede jeg uro. Hvordan har du det med socialdemokraterne nu?

De to linier i sangen er vist alt jeg har at sige om den sag.  

“British Racing Green” er navnet på en særlig mørkegrøn nuance, der tidligere blev brugt til biler. Hvordan dukkede denne farve op som titel? Jeg forbinder den ikke specielt med David Bowie eller med Liverpool FC.

I teksten synges der om ‘slået British racing green’, og det første ord er vigtigt. For mig er Bowie’s tidlige lyd – ca. Ziggy Stardust – indbegrebet af engelskhed, ligesom en mørkegrøn 50’er-racerbil er det. Så der kom koblingen. Og så er det et godt ord.

Der kom koblingen, som bilisten sagde… Hvad er det egentlig, der er i boksen med smukke ting?

Hele livet, alt du bærer med dig, og hvad som helst drømmen kan indeholde.

“Druknet Senegal vin” er et usædvanligt nummer på mange måder. Hvordan blev det til? Og var det meningen, at det skulle være så langt? Nummeret ender på en noget mere amorf façon end gamle, lange numre som f.eks “Du er kommet for at gå”.

Jamen, vi havde det med ind i studiet allerførst, hvor hele LS skød på en masse forskellige skitser. Denne sang fortalte os med det samme når spillet, at den kunne tåle lange flader og gentagelse. Vi indspillede en lang version, som vi regnede med senere nok at skære ned, måske til seks, måske til fire minutter. Men da alle overdubs og vokal blev lagt på tilsidst, gav det sig selv at bruge hele det take på over 10 minutter. 

Hvordan kom Margrethe Bjørklund og Willi Jønsson med?

Vi manglede herrekor på nogle sange, og synes Wili leverer Danmarks allerbedste af slagsen, så vi kontakede ham. Maggie havde jeg set nogle gange med Sort Sol sidste år, og synes hendes tone og lyd er fænomenal. Tænkte at det sfærisk svæv ville gøre sig godt op mod vores stramme lyd.  

Hvordan smager Clos de Baobab egentlig?

Jeg har drukket kolde øl fra Østafrika, men endnu aldrig vin fra Vestafrika. 


2 tanker om “Jens fortæller om “Brænder boksen…””

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog