Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.
R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.
Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.
Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.
Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.
For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.
Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.
Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.
Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.
REM er ikke spændende for tiden, og Around The Sun er et kedeligt album – men der er så meget andet, man kan høre i stedet. Jeg nyder de mange gode albums, de har lavet, og tilgiver dem derfor gerne, at de træder vande.
Og så er REM trods alt ikke helt unge længere. De spillede musik og skrev sange, da denne blogs forfattere gik i gymnasiet.
Det kan være, at der er håb. Bob Dylan havde en lang kunstnerisk nedtur – ironisk nok omtrent samtidig med at REM var på vej op – men han fandt til sidst (også bogstaveligt talt) melodien igen.
Hvis man gerne vil høre genrebeslægtet amerikansk musik, der er lige så inspireret og vedkommende som de gamle REM-udgivelser, er mit bud det nye album med Okkervil River, som jeg har nævnt tidligere i denne blog. Her er iørefaldende melodier, velskrevne tekster, interessante arrangementer og en spilleglæde, der ikke er til at tage fejl af!
Der har været megen kritik af R.E.M. fra deres 90’ere og frem, og det er da også deres firsere der er storhedstiden med en plade pr år i samme grad som det var tilfældet med Bowies halvfjersere…
Men for sæven, det var en hjertevarm og smuk oplevelse da de spillede på Roskilde i 2002 oven på Reveal-albummet. Så de store scener er ikke i sig selv der har spoleret dem – men det hjælper absolut med et opmærksomt publikum 🙂
Jeg husker da også en REM koncert på den hedengangne Midtfynske Festival, hvor Michael Stipe og the rest of the gang virkede meget malplaceret.
jo vist musikken var som den skulle være. Men selve performance delen og interaktion med publikum. Stipe virkede mere damp end egentlig performing. Var nu fin god griner, men – jeg havde og tror også Stipe havde – at man havde fået langt mere ud af en klubkoncert end en stor regnvåd festivalplads midt om natten.