Der findes hundredevis af Lou Reed-covers. Mange af dem begår den klassiske fejl, at de i ren fan-forblændelse gerne vil lyde som originalversionen. Reed har selv udtrykt glæde over en håndfuld af de mange forsøg. Han har således rost canadiske Cowboy Junkies for den lavmælte ‘Sweet Jane’, overraskende nok engelske Duran Duran for deres showbiz-kølige ‘Perfect Day’, samt R.E.M. for en wasted slags midnats-jam over ‘Pale Blue Eyes’. Sidstnævnte VU-klassiker har han dog en anden erklæret favoritversion af, nemlig VU-trommeslager Maureen Tucker’s fra 1989, hvor Lou selv spiller leadguitar, mens Mo Tucker med sin uskolede stemme spreder amtørismens smukke autencitet. Han har vist ikke udtalt sig om versionen af ‘Pale Blue Eyes’ fra 1982 med Köln’s Die Hornissen, der tager sangen et helt andet sted hen, vel nærmest fra 1969 i retning af 1982 og Neue Deutsche Welle. Vi prøver altså at fejre Lou Reed’s fødselsdag her og det vil Die Hornissen nu hjælpe med til…