Det er nok kronisk. Nogle mennesker skriver i tide og utide om The Clash, jeg skriver (og muligvis i utide) om The Replacements. Min undskyldning er igen, at deres albums er blevet genudsendt. Nu har jeg f.eks. fået Let It Be fra 1984 – produceret af Steve Fjelstad, Paul Westerberg og Peter Jesperson – et norsk, et svensk og et dansk navn fra den delstat, hvor så mange nordiske udvandrere slog sig ned. Også Stinson-brødrenes efternavn er forresten nordisk, en anglificering af Steensen.

Let It Be var dét album, hvor Paul Westerberg trådte i karakter som sangskriver og rejsen væk fra den fjantede og fordrukne garagerock over mod de gode sange begyndte. Her er perler som åbningsnummeret “I Will Dare” og balladen “Sixteen Blue” side om side med platheder som “Gary’s Got A Boner” og “Tommy Gets His Tonsils Out”. Let It Be er samtidig det sidste album for det lokale Twin/Tone Records. Herefter kom Warner/Sire-årene og den stadigt tydeligere indflydelse fra Big Star, især en vis Alex Chilton.

Er dette så det bedste album med The Replacements, sådan som nogle vil hævde? Det synes jeg ikke – men det er værd at eje.

En interessant detalje er for mig, at gruppens lidt oversete interesse for glamrock bliver endnu tydeligere på genudgivelserne – på Let It Be-originalalbummet hører man en udgave af Kiss-nummeret “Black Diamond”, men her får vi i tilgift “20th Century Boy”, oprindelig skrevet og fremført af en vis M. Bolan. På genudgivelsen af Don’t Tell A Soul dukker Slade-klassikeren “Gudbuy To Jane” op (og muterer til sidst til et Pixies-citat!)