Versioner af originaler

På en musikweekend, hvor i morgen lørdag byder på The Walkmen, Iggy Pop, ja, selv The War on Drugs, og søndag aften har årets eneste Thåström-show – det sker til Rosendal Garden Party på Djurgården i Stockholm – går vi lige nu og her en helt anden vej med en stærk version fra den Madonna-coverplade, Italians Do It Better-mastermind Johnny Jewel sammensatte, producerede og udsendte for to år siden. Har Madonna’s ‘Holiday’ nogensinde lydt bedre end her, hvor Sally Shapiro iklæder sangen hudblødt fløjl og varm elektronisk eufori? Det hele lykkes lige omkring 2:28, da Shapiro’s vokal svares tilbage på af de måske mest morfin-behagelige vocoders siden New Order’s på ‘Bizarre Love Triangle’ i vinteren 1986…

Skriv et svar