Giganternes kamp

20071117_021130_80942000.jpg

Det var ikke nådigt for Joakim Berg at disse øjne små 24 timer tidligere havde hvilet på Bruce Springsteen i Forum. For en mindre karismatisk frontmand end Berg skal man lede længe efter. Sammenfaldet med Springsteen fremhævede yderligere Berg som den lidt grå mus, en kontorist igang med en hvilkensomhelst dag på jobbet. Hvilket er vildt, eftersom vi her taler om sangeren i Skandinaviens mest succesfulde rockband ever. Kent’s musik må virkelig kunne noget i sig selv, for i den grad at have overvundet sin forsangers udtalte mangel på ‘star quality’.

Som før skrevet her, er Kent’s egentlige stjerne guitarist Sami Sirviö, og det var også hans spil og nerve, som gav de dynamiske peaks til en stram forestilling, holdt i rammerne af de programmerede europop-keyboards fra Tilbaka Til Samtiden. Højdepunkter var der heldigvis: ‘400 Slag’, ‘Columbus’, gamle ‘Gravitation’, discokuglesangen ‘Musik Non Stop’ og afsluttende ‘Mannen I Den Vita Hatten’, hvor det som altid var en absurd fornøjelse, at se en boblende sal juble med tilsidst på refrainet ‘…vi skal alla engang dö, vi skal alla engang dö.’

Kent’s visuelle design denne aften, med video- og grafik-projektion på en scenestor, Zooropa-style fladskærm, gjorde, man for ofte stod og fortabte sig i ren musikvideo. Mew har haft samme problem med deres fine men opmærksomhedsstjælende film, hvis kvalitet og akkompagnerende særegenhed Kent’s billeder her oftest ikke kom i nærheden af.

Springsteen kørte også video. Han havde sit helt eget TV-hold med i Forum, der fra utallige vinkler skød aftenens show op på to storskærme, anbragt på hver sin side af scenen. Showet var langt mere folkefest end rocknroll-koncert, og meget mere singalong end noget andet. Manden i centrum tryllebandt naturligvis alt og alle med sine optimale evner som supersympatisk underholder, men musikken kunne altså have stået skarpere, mørkere, bedre uden det havde gjordt andet end godt.

‘No Surrender’, ‘Darkness On The Edge Of Town’, ‘The Promised Land’, ‘The River’, ‘Tenth Avenue Freeze-Out, ‘Devil’s Arcade’, ‘Badlands’ og ‘Kitty’s Back’ viste hvor velgørende det kunne være, helt uden at forfalde til den fadølsrock, der meldte sig for tit under resten af seancen. Ekstranumre som ‘Born To Run’, i en sjælden uskøn version, og ‘Dancing In The Dark’ hensatte tilsidst masserne i blind ekstase. En betingelsesløs overgivelse Springsteen som person nok fortjener, i en vis modsætning til netop denne aftens bud på hans musik. Well, måske var det bare alkoholprocenten i Forum’s 45 kr’s små plastikbægre, der endelig sparkede ind.

Afslutningsvis en personlig sorg herfra over IKKE at få 1975-topsangen ‘Backstreets’ i lørdags. Chancen for at Stockholm til gengæld får nyde godt af den, sent efter mørket falder i dag, er derfor meget stor. Så Jocke Berg fra Kent kan godt glæde sig lige nu, hele vejen hjem på hurtigtoget fra København; hans mandag aften i showskole bliver isåfald en mindeværdig lektion.

PS – Som så ofte før tog vi fejl. ‘Backstreets’ var heller ikke på i Stockholm, så belgierne i Antwerpen MÅ få den onsdag. Til gengæld var der både ‘Jungleland’ og ‘Candy’s Room’, sidstnævnte spillet istedet for ‘Prove It All Night’, der stod på setlisten.

PPS – Getting tricky. Der var heller ingen Backstreets i Antwerps Sportspaleis, onsdag aften. Til gengæld tour-premiere på Patti Smith-fortolkningshittet ‘Because the Night’ fra 1978, samt – mindre positivt – en sjælden gennemkørsel af den migrænefremkaldende ‘Waitin’ On A Sunny Day’. ‘Backstreets’ så i Köln torsdag?  

Skriv et svar