Det syntes dejligt Echo and the Bunnymen i 90’erne pludselig blev gendannet og kom tilbage. Men skal man være usentimentalt ærlig, så har kvaliteten af Liverpool-bandets tidligere så opløftende musik siden ladet meget tilbage at ønske. Ian McCulloch’s stemme, engang så himmelstræbende og nuanceret, har ikke overlevet sin ejers berygtede faste gang på Liverpool’s tilrøgede pubs uden alvorlige men i det høje register, og at den engang så spændstige rytmesektion er blevet afløst af en lokal cementblander-duo skulle aldrig være nogen kvik idé. Så det er ikke den himmelstræbende rock a la Heaven Up Here (1981) man skal høre nutidens Bunnymen forsøge sig – og snuble – i, men derimod de glødende ballader, bandets nuværende tilstand langt bedre mestrer. En af de fineste fra nyere tid af disse hedder ‘Rust’ og blev singleudsendt for 24 år siden i dag. Havde Liam Gallagher, Richard Ashcroft, ja, Robbie Willams indsunget og udsendt ‘Rust’, ville sangen være standardklassiker på de voksnes karaokebarer i Nordengland hver søndag aften. Men med Bunnymen her er det bare en skjult perle…