Havde et nummer her i forgårs fra El Magnifico, den nye plade med engelske Ed Harcourt. Har ikke selv fået lyttet hele albummet igennem endnu, men efter nu at have hørt følgende stykke musik igennem, hvis melodiske karakter er af unik kvalitet, glæder jeg mig virkelig til det. Som der blev skrevet meget slående i en kommentar omkring Harcourt-sangen forleden, kan dette så virkelig være albummet hvor beundringen af hans uomtvistelige – men også farligt rastløse – musikalske talent bliver afløst af decideret afhængighed?