Harmony in my head

I de klassiske Buzzcocks-år i slut-70’erne var det Pete Shelley som sang på bandets ultrakorte, bittersøde punk-singler. Men der er en undtagelse. ‘Harmony In My Head, den vistnok 8. og sidste entry på den kronologiske paradeopsamling Singles Going Steady (1979), er skrevet og sunget af Buzzcocks-guitarist Steve Diggle. Huskede den som lidt grov i det, men et genhør forleden gjorde underværker. Diggle synger de kværnende vers forceret punk-aggressivt, faktisk som er han til audition for Hugh Cornwell’s job som sanger i The Stranglers. Det kan man godt få nok af, men der er mening med galskaben, for de påtrængende vers er den perfekte ramme for det helt anderledes sødmefyldte omkvæd at forløses i. Specielt da Buzzcocks laver breakdown på det efter 2. omkvæd ønsker man, de bare skal blive ved og ved i dets cirkulære bevægelse. Det er også Diggle som playback-synger de omkvæd på TV-optagelsen herunder, men i disse engang så Buzzcocks-trænede ører lyder det mere som Pete Shelley’s stemme. Under alle omstændigheder en fornøjelse at genopdage denne sidste single før bandet – måske ansporet af deres engelske tour i efteråret 1979, hvor et supportband ved navn Joy Division efter sigende viste dem skriften på væggen hver eneste aften – søgte fornyelse og i den bevægelse mistede den centrale naturlighed i udtrykket, der gjorde dem så specielle…

Skriv et svar