Husker du hvem vi var og hvad vi skulle blive til?

Pet Shop Boys’ Neil Tennant fyldte 68 denne weekend. Men allerede for 32 år siden var han istand til med forbløffende klarhed og bittersød elegance at længes efter sin tabte ungdom i Newcastle, det på en af de allerstærkeste PSB-singler, som tilmed nyder godt af sin MTV-alders meddigtende billedeside her, stilgenkendeligt instrueret af modefotografen Bruce Weber. Og det endda på trods af Weber’s supermodel-ved-Rivieiraen-verden, der ikke kunne have været mere fjern i sin blændende overdådighed fra det kulsorte og sammenfaldent udmarvede Newcastle i 70’erne, Tennant besynger. Alligevel går det hele rent hjem sammen, så universel er den skarptskårne tematik i ‘Being Boring’…

3 tanker om “Husker du hvem vi var og hvad vi skulle blive til?”

  1. Being boring er min absolut favorit PSB sang – der er så mange at holde af. En anden er King’s Cross som indfanger noget af den samme følelse, og den skrev de endda helt tilbage i 1987. Det er så 35 år siden….

    Ligesom med Being Boring får jeg ofte kuldegysninger af at lytte til den, og jeg er tilbage i slut firserne, drømmende om et andet sted, og vidste ikke, at jeg snart skulle ankomme til drømmenes by.

    Jeg skal se dem med New Order her i NYC til september. Det bliver stort. Og kunne blive endnu større hvis de lige tog Johnny Marr med, så vi kunne få Getting away with it og Disappointed i samme ombæring…..

  2. Ud af et ocean af fine PSB sange
    Er denne toppen af bølgen.
    En melodi så drømmende og fint skåret, at jeg stadig ikke har fundet ud af, om det er Up eller Down tempo.
    En tekst der balancere mellem drømme og virkelighed og frembringer følelsen af, at jeg aldrig rigtig nåede det hele, (eller nåede for meget) samtidig med at jeg bliver bombarderet med billeder fra mine ungdomsfester, i de små 5 min sangen varer.
    PopArt

Skriv et svar