Bunnymen kom til DK

Talte om Echo and the Bunnymen her i går. Og det gør vi også i dag. For i aften er det 40 år siden Liverpool’s bedste band første gang stod på en dansk scene. Det skete en onsdag aften ude på Frederiksberg, i den lille biografsal lige ved siden af Falkoner, der gik under navnet Tre Falke. Vejles Sort-Hvide Landskaber spillede support inden Bunnymen indtog København med et forrygende elektrisk set bestående af 18 numre ligeligt fordelt mellem bandets til da tre albums, hvoraf nyeste Porcupine netop var blevet udsendt i februar. ‘Is this a cinema or what?’, spurgte McCulloch forundret, inden han fik den københavnske postpunk-scene op på benene, og aftenens musikalske rejse mod forløsning for alvor tog fart. Det var et heldigt tidspunkt at fange Bunnymen på, for i 1983 var de suveræne, måske lige da verdens allerbedste rockband. Ikke mindst live, hvor rytmesektion De Freitas/Pattison’s spændstige dynamik og guitarist Will Sergeant’s majestætiske echo-delay-angreb kom allerbedst til deres ret. Her en optagelse (fra senere samme år) med de to første numre på setlisten i Tre Falke. Få måneder efter var Bunnymen tilbage igen i Danmark med en meget anderledes men ligeledes storslået oplevelse, som headlinere på Roskilde Orange søndag aften. Det var deres år…

Skriv et svar