Den sommer og det år jeg flyttede til København var den her fantastiske sang en af dem vi hørte allermest i vores 1-værelses lejlighed – m. karbad – ude på Kastruplundgade. På altanen lugtede der af flybrændstof fra lufthavnen, mange aftener købte vi rødvin i kinesiske Daily Grill Bar, indtog den nede på den gamle skjulte havn i Kastrup, med Malmö City’s lys der langt borte, på den anden side af natsort hav. Morgerner efter afsted med let hovedpine, til arbejde i bankboks inde under Silkegade. Tjene penge, købe importplader fra England, gå i byen, til koncerter, møde nye venner, snart flytte mod 2-værelses på Islands Brygge, som da endnu blot var hjemsted for tordengrå søndage og nedslidte arbejdere. Men alt det er ligemeget her – hør nu bare den sang! Det gjorde vi non-stop…
PS – Sangens titel er ikke ‘Never Know’ som listet på YouTube, men ‘Never Known’.
PPS – Arcade-spillet nedenfor – GORF (Galactic Orbiting Robot Force) – stod på Daily Grill Bar. Efter betragtelig økonomisk indsats endte man som såkaldt Space Avenger, højeste niveau indefor det vilde spil med indlagt 1980’er-robotstemme: “Some galactic defender you are, Space Cadet!”
