Ingen skam at lave stor popmusik

Mandag morgen, det er iskoldt, ugen skal hjælpes igang her på siden, og det kommer den med det tyndeste musikalske undskyldning for at spille et af Talk Talk’s store euro-øjeblikke fra deres gyldne 1984-sæson, nemlig at deres bassist Paul Webb fylder år i dag. Underligt med Talk Talk, som de startede i den allermest skamløse hitlistesøgende Duran Duran-pop (1982), gav den en opsigtsvækkende sjælfuld overbygning (1984), begyndte at formeksperimentere (1986), hvorefter de på Spirit of Eden (1988) og Laughing Stock (1991) helt og aldeles forlod den gængse musiklandevej for at bevæge sig ud i et uudforsket musikområde mellem hypnotisk rock og tilstandsjazzz, hvor stemning var alt og hitsingler aldeles ligemeget. Så jo, den omvendte løbebane af næsten alle andre bands, der starter i noget skævt og ender mere straight end en lineal. Min personlige favoritperiode med Talk Talk ligger mellem It’s My Life (1984) og The Colour of Spring (1986). På touren for sidstnævnte så vi dem spille mellem New Order og Depeche Mode i Valby Idrætspark. Sanger Mark Hollis var ved den lejlighed mindst 85% bedøvet af drugs, hvilket bandets følsomme musik sjovt nok ikke led under den dag.

Skriv et svar