Læste en ret ekstatisk svensk anmeldelse i går, der roste Down Like Gold, den netop udkomne debutplade med sydengelske Champs, til skyerne. For sin klassiske popperfektion og for sine elegant stiliserede dog personlige lån fra rockmusikkens skatkammer. Tjekkede pladen ud, og ja, i den rigt melodiske – nærmest pastorale – musik på pladen høres straks udsøgte Fleet Foxes/Byrds-harmonier, en del hjortekødsinspirerede Bon Iver-greb, men også en nyere vaneforbryder i det universelt stildannende som Arcade Fire trænger sig på. Disse referencer, der udelukkende får stå her som løst retningsbeskrivende, betyder dog ikke meget i det store billede, dertil er de to Champion-brødre fra Isle of Wight-trioen’s musik alt for særegen og solbeskinnet. Et sjældent formfuldendt debutalbum, de har bedrevet. Tjek f.eks. bare den umiddelbare popklasse her på den for Champs’ atypisk outgoing single ‘My Spirit Is Broken’. En overraskelse af de absolut bedre, ud af ingenting…