Og Scott Litt taught the band how to play. Eller noget. Det er ialfald i dag 20 år siden R.E.M. udsendte den svære opfølger til superroste Automatic for the People, en for det lille band fra Athens, Georgia usædvanligt støjende affære kaldet Monster. Skeptiske anmeldelere og umiddelbart skuffede som rådvilde tilhængere, havde svært ved at finde ind til kernen af denne plade, der både råbte højt og spillede simpelt. Selv ‘Let Me In’, pladens eneste deciderede ballade – og hvis der var noget mægtige Automatic havde været righoldig på, var det de mægtige ballader – lå under for Buck’s distortede guitar. Singlerne storskramlede også, så mange af os havde svært ved at finde de fintfølende kvaliteter, der havde bragt R.E.M. til tops i hjerter og på hitlister. Både ‘What’s The Frequency, Kenneth’ og ‘Crush With Eyeliner’ med deres repetetive, kværnende omkvæd lød af en anden og mere rå verden. Men som det heldigvis er med den slags brydningsplader, kan tiden arbejde for dem. Og Monster lyder i dag mindre forceret og langt mere kantet legesyg, end den gjorde det ved udgivelsen. Give den et spin i aften og tjek selv. Og læg mærke til førnævnte ‘Let Me In’, der nu står som en af de helt store og markante ballader i R.E.M.’s stolte sangkatalog.
‘Strange Currencies’ en ballade? Jo, den er medium/slow-tempo og der bliver holdt igen. Men instrumenteringen er mere som almindeligt rocknummer, med trommer og omkvæd der stiger og det hele. Enig i Automatic-associationen.
tak for det! hørte den en del den forgangne sommer og er enig, den modnes altså meget godt, modsat andre post-IRS plader, som hænger mere og mere fast i deres egen tid. Selv rimeligt simple programsange har noget nysgerrigt i sig. Men lige det med eneste ballede – Strange curriences er vel noget af det, der lyder allermest som Automatic-left over?