It’s a Shane

Shane MacGowan har timet det godt med at tiltrække sig opmærksomhed denne sene tid af året. Hele december synger det meste af den vestlige verden med på ‘Fairytale Of New York’, hans og The Pogues måske bedste julesang nogensinde. Og 1. juledag kan Shane derefter blive fejret for sin fødselsdag. Han bliver 62 i år, et mirakel ingen vel havde set komme, for den dedikation han har drukket sit helbred og sangskrivertalent i grøften med, er det kun de færreste der overlever så længe. Det er dog svært som musikelsker at være moralsk fordømmende omkring det gennemalkoholiserede her, for uden sine så ødelæggende dæmoner havde MacGowan jo næppe skrevet The Pogues’ sange af drømme, knuste håb og forgængeligehed med så stor rå-poetisk kraft og sanselig klarhed. Her er Shane MacGowan i regnen i London’s seedy Soho i det årti, hvor han skrev samtlige de mægtige stykker, som udelukkende er grunden til, MacGowan stadig bliver husket og fejret i dag, hvor han sørgeligt nok ikke længere er istand til hverken at skrive eller synge dem.

En tanke om “It’s a Shane”

  1. En anden stor irsk sangskriver, Christy Moore, er ædru og har været det siden 1989. I et interview fra det år, der nu rinder ud udtaler han

    “I know it took me a few years to come into the light,” …
    “I can still remember the first time I ever walked out on stage without alcohol or any other substance and it was, for me in my life, it was quite an amazing moment cos for many years I thought I couldn’t do anything without those crutches.”

Skriv et svar