It's only rock'n'roll (?)

doping.jpg

I dagens udgave af dagbladet Information har Lasse Jensen en interessant kommentar til hele doping-sagen om Bjarne Riis m.fl.:

En af dem, der ikke har travlt med at mene noget andet – og som ikke synker hen i nogen form for skuffelse – er gode, gamle Jørgen Leth. Han har aldrig påstået, at han var journalist. Han er historiefortæller, og for ham er den dramatiske og vidunderlige historie om Touren først og fremmest en fortælling. Han ved udmærket godt, at kvaliteten af cykelsport, ligesom kvaliteten rockmusik, ligefrem kan højnes ved indtagelse af forbudte stoffer. Så det ser han intet problem i. Og så er der jo heller ingen grund til at skrive om det. Leth er ærlig. Men han er jo heller ikke journalist. Han har set det, som sportsjournalisterne i den voldsomt kommercialiserede sportsverden ikke vil indse: At der ikke længere er forskel på sport og rockmusik. Det er under-holdning alt sammen.

9 tanker om “It's only rock'n'roll (?)”

  1. Generelt er sport da blevet til underholdning, ellers ville der ikke være noget der hed proffer. Alt i sportsverden handler om penge og eksponering, derfor jo mere TV-tid jo flere penge. Lidt lige som musikerne får penge for airplay.

  2. Det har du helt ret i WilcoLover.
    og det er helt blevet overset i den store debat hvor det virker som om det kun er touren det drejer sig om.

    inkl. af mig selv.

  3. Til koncerten på Spot blev Coke Lovebirds dedikeret til Bjarne Riis og hans misbrug.

    Teksten blev ændret fra New York til “Herning var forsvundet ved hans fod / han savnede ikke touren / den var forbi”

  4. Enig i at “Le Tour” er meget amerikaniseret / kommerciel. Underholdnings- og showværdien er i højsædet. Det sportslige er til at overse. Alle ryterne doper sig og er meget selektive i deres satsninger. Cykelsporten må starte med år 0 hvis man mener noget med det sportslige. Evt. aflyse en hel eller to sæssonnner og få gjort op med alle de brodne kar.

    Mht Riis. Ja, alle var dopede i 96. Så på en måde var han bedst blandt ligemænd. Men man overser at han vandt så meget andet på EPO. Danmark Rundt, DM i enkeltstart, DM i landevej. I felterne til disse løb har der da nok være nogle unge clean navne, der er blevet kørt bagud af de medicinpåvirkede ryttere,

  5. Muligt Leth er en sammensvoren. Men kan godt nu hans holdning til det.
    Har overværet finalen en del gange i Paris og samtidig både ved stævnet og over mails fået mig en snak med monseuir Leth.
    og må give ham ret i den her sammenhæng. Touren er blevet rocknroll.
    Bare optakten til rytterne ankommer er et stort cirkus af sponsorvogne, merchandise og næsten strippere at det her næppe kan betegnes som sport. et par legender kommer ud og vinker til publikum i bedste Grammy Award Show maner.
    Min holdning er det efterhånden er som “prowrestling”. Det er gøgl og show mere end sport.
    men at det retfærdiggører brug af doping, nej.
    Ang. Riis som jo er temaet er bare… han var den bedste af alle de dopede i 96. 2 og 3 blev senere knaldet i brug af doping, og kom ikke og fortæl at det kun var de 3 der var dopet det år.

  6. Medsammensvoren, men på den fede måde – i modsætning til Politikens Mogens Jakobsen som på trods af 29 år som Tour-rapporter er skuffet over at Bjarne har løjet.

    Synes Ben Johnson skal have sin OL guldmedalje tilbage for ham her var vist ikke kun på diet coke i 1988:

    http://www.youtube.com/watch?v=_TcLIYHoh80

  7. En relevant og velargumenteret kronik fra dagens avis

    Fri EPO!

    Af Thomas Søbirk Petersen – Ph.d. RUC Forskningsgruppen for Straf og Etik
    Frigiv EPO og få mere sundhed og retfærdig kappestrid blandt atleter.

    Bjarne Riis er nu med i det felt af cykelryttere, der for nylig har indrømmet, at de har brugt EPO i bestræbelserne på at nå først over målstregen. Brug af EPO (erythropoietin) gør, groft sagt, at atleterne har ‘gode ben’ på selv dårlige dage. EPO er et hormon, som raske mennesker selv producerer, og som øger mængden af de iltproducerende røde blodlegemer. Ved at have lidt ekstra EPO i kroppen i forhold til dine konkurrenter, vil dine muskler få tilført mere ilt, og du vil derfor blive med udholdende.
    At Bjarne & Co. gennem mange år har snydt og løjet så stærkt, som en cykelrytter kan køre ned ad Alpe d’Huez, er selvfølgelig moralsk problematisk. Men før godtfolk og ikke-atleter får tennisalbue af at pudse den moralske glorie og f.eks. vælge at skyde Riis ud af en kulturkanon, er det vigtigt at besvare et spørgsmål, som er totalt fraværende i debatten. Spørgsmålet er: Bør EPO optræde på WADAs (World Anti-Doping Agency) liste over forbudte stoffer? Jeg ønsker at vise, at der er gode grunde til at svare nej. Svaret bygger på en nylig publiceret undersøgelse af centrale etiske argumenter, der har været på banen i den danske og internationale debat vedrørende grænsedragningen for brug af doping (se fodnote). Lad mig nævne fire grunde:

    Brug af EPO kan, i modsætning til hvad mange tror, være sundt, hvis det bliver givet i små mængder, i korte perioder og i forbindelse med lægelig rådgivning eller overvågning. Formålet med brugen af EPO kan være ønsket om hurtig restitution og øget præstation. Der er for eksempel ingen tvivl om, at det er usundt og sundhedsskadeligt at deltage i et cykelløb som Tour de France. Efter en etape i Touren er antallet af røde blodlegemer i rytternes blod faldet mærkbart. Det ville gøre sporten mindre skadelig for deltagerne, hvis rytterne kunstigt blev tilført EPO i stedet for at lade dem køre videre på en nedbrudt krop. Kontrolleret brug af EPO kan altsåøge sundheden for atleter. Hør for eksempel hvad idrætslæge Andreas Hartkopp er blevet citeret for i Weekendavisen:

    »Både testosteronniveauet og mængden af røde blodlegemer falder under kraftig fysisk belastning. For en cykelrytter vil der være rigtig god logik i at supplere med det, han mangler. Fuldstændig ligesom når man tager en vitaminpille for at supplere det man ikke får i kosten. [ … ] Det vil også være smart at supplere med lidt EPO. Så man får blodprocenten op igen.”

    Så hvis Hartkopp har ret, hvorfor være så medicinsk forskrækket? I dopingdebatten er der et klart misforhold mellem den entydige moralske afvisning af at lade atleter bruge visse typer medicin, og så manglende henvisning til data, der entydigt fortæller, at medicinen (også i små og lægekontrollerede mængder) er sundhedsskadelige. I forsøget på at demonstrere farligheden af EPO henvises der ofte til, at EPO sandsynligvis er årsag til, at en række unge hollandske og belgiske cykelryttere i slutningen af 1980’erne døde. Men siden da, er der mig bekendt, ingen der med påviselig grund er døde af EPO. Det skyldes, for det første at sportslægerne og atleterne nu ved mere om EPO og derfor er blevet bedre til at dosere brugen af EPO. Og for det andet, at man inden for flere sportsgrene (for eksempel cykling og skiløb) har sat en sikkerhedsgrænse for, hvor høj hæmatokritværdien af ens blod må være.

    Enkelte kontroversielle atleter, mener også at brug af EPO kan øge sikkerheden ved udøvelse af sport. Den amerikanske alpine skiløber Bode Miller er citeret for at have sagt følgende:

    “Jeg er overrasket over at [EPO] er ulovligt. I vores sport vil indtag af EPO udgøre en minimal sundhedsrisiko, og det vil faktisk øge sikkerheden for atleten, fordi du dermed vil minimere risikoen for at begå en fejltagelse til slut i løbet (hvor du er meget træt og skal foretage beslutninger i løbet at et splitsekund) som kan slå dig ihjel.

    For det andet må man forvente, at en frigivelse af EPO nok vil føre til øget vidensdeling blandt idrætslæger og idrætsudøvere om EPO. En vidensdeling der kan åbne op for, at EPO primært bliver brugt på en sundhedsforsvarlig måde. Dette skal ses i forhold til den situation, vi har nu, hvor EPO bliver distribueret på et sort marked. Et sort marked er per definition ureguleret, og der er derfor god grund til at tro, at kontrollen af stoffernes kvalitet og brug er dårligere end på et hvidt marked.

    For det tredje kan frigivelsen af EPO øge den økonomiske lighed mellem atleter i forhold til at øge mængden af røde blodlegemer. I dag er situationen den, at midlerne til at øge antallet af røde blodlegemer ofte er meget dyre. Et højdetrykskammer koster 300.000 kroner, et års forbrug af EPO på det illegale marked koster ca. 100.000 kroner, et ilttelt koster cirka 40.000 kroner, højdetræning, der involverer, at man sover i bjerge og træner ved landjorden, kan også være dyrt. Men en måneds forbrug af EPO på det legale marked vil kun koster cirka 700 kr. Ved at frigive EPO vil flere have mulighed for at øge mængden af røde blodlegemer, og man derfor kunne hjælpe folk fra fattige lande eller forbund der ikke har råd til et højdetrykskammer, hvis EPO bliver frigivet som receptpligtig medicin.

    Desuden er der stor genetisk forskel på, hvor mange røde blodlegemer et menneske har. Nogle mennesker har cirka 50 % flere røde blodlegemer, end hvad en normal person (ved jordoverfladen) har. Finnen Eero Mäntyranta, som ved OL i Innsbruck 1964 vandt to guldmedaljer i langrend, er et godt eksempel på denne genetiske ulighed. På grund af en genetisk mutation havde han 20 % flere røde blodceller end andre atleter. Så ved at frigive EPO kan man øge den genetiske lighed mellem atleter.

    For det fjerde, ved at fjerne EPO fra forbudslisten opnår man nogle fordele, som generelt gælder for al afkriminalisering. Man fjerner en mulighed (om end den nok er lille) for, at kriminelle kan profitere af at producere/distribuere/stjæle/sælge EPO, og man vil fjerne en af årsagerne til, at visse atleter kommer i kontakt med kriminelle miljøer. Afkriminalisering vil typisk betyde, at færre vil bliver straffet, hvilket har de umiddelbare fordele, at der kan spares penge på testning af EPO, efterforskning og retssager. Desuden vil en afkriminalisering betyde, at atleter (og deres pårørende) undgår de velfærdstab, der ofte er forbundet med at blive straffet.

    Mit synspunkt er foreneligt med øget testning af atleter. Hvis WADA ønsker at fokusere på atleters sundhed, bør de fokusere på værdier, der viser, hvor stort antallet af røde blodlegemer er i kroppen (for eksempel ved at måle hæmatokritværdien) og ikke så meget på, hvad årsagen er til et øget antal røde blodlegemer (for eksempel højdetræning, ilttelte/maskiner eller EPO). Det er en strategi, som den internationale cykelunion (UCI) gør brug af. Hvis en rytter før en konkurrence får målt sin hæmatokritværdi til at være over 50 (’50’ refererer til, at antallet af røde blodlegemer udgør 50 % af blodvolumen), får den pågældende rytter ikke få lov til at deltage i konkurrencer i to uger, da en hæmatokritværdi over 50 øger risikoen for blodpropper. Et slogan kan indfange denne strategi: “Test for hæmatokritværdi ikke for EPO”.

    Lad os omfavne de medicinske muligheder, der kan være med til at forbedre atleters liv, og se på, hvad hvert enkelt stof kan bidrage med, i stedet for at lade den automatiske teknologiforskrækkelse vinde på forhånd. Når vi i dagligdagen anvender præstationsfremmende stoffer for at få et bedre liv (for eksempel alkohol, viagra, panodil og kaffe), så bør vi også lade elitesportsfolks nyde godt at disse substanser. Medicinske fremskridt bør ikke kun være til gavn for ikke-atleter.

    Fodnote: Undersøgelsen, der henvises til i kronikken, er publiceret i antologien »Elitesportens Virkelighed – Ti udøvere og otte forskere om livet i og uden for arenaen« (red. Steen Brock) Aarhus Universitetsforlag. Bogen udkom for en uge siden.

  8. Jeg synes ikke, at Leth er nogen klarsynet outsider. Når Jørgen Leth har været ærlig, har det ofte været på den træls måde. Han er snarere medsammensvoren – og det er vel også Lasse Jensens pointe.

  9. Flere interessante pointer i Tavshedens (p)riis om Stockholm-syndromet hos fagjournalister, men jeg synes nu ikke det er helt rigtigt at betragte Leth som den klarsynede “outsider” som tør sige tingene ligeud. Leth er ikke sportsjournalist, men han har da om noget “siddet på skødet” af rytterne og været med til at digte med på fortællingen om de næsten overmenneskellige cykelhelte.

Skriv et svar