Omkring da VM startede anbefaledes herfra en godt 30 år gammel dubplade fra Kingston, Jamaica, en overfladisk fodboldrelateret men derudover absolut selvstændig glimrende sag kaldet Scientist Wins The World Cup. Få uger senere var jeg i Odense med Love Shop, den første hede sommerdag, og som før om eftermiddagen når på Fyn, skulle landets vel mest imponerende pladebutik Moby Disc besøges. Ved ikke om det var dagens varme der inspirerede, men butikkens ekspedient spillede tilbagelænet jamaicansk musik med langsomt beat og meget højt til loftet på stedets soundsystem.
Vinylpladen der drejede viste sig at være et helstøbt samarbejde i tungt echo, organisk lyd og fritsvævende spiritualitet mellem Jah-producerpioneren King Tubby – ham fra Scientist-pladen iøvrigt – og den nu ligeledes afdøde melodikalegende Augustus Pablo. De to er vel mest kendt sammen for dubklassikeren King Tubby Meets Rockers Uptown fra 1976, men præcis som King Tubby har også ‘Rockers’ Pablo lavet utallige spektakulære ting både før og siden det album. Selv kendte jeg dog altså ikke den plade der blev spillet der i Odense, et fund af et vellykket samarbejde mellem de to, Rockers Meets King Tubby In A Fire House fra 1980.
Så til hvem der sætter pris på dub, må være ligeså ignorant som jeg og endnu ikke har dette album inde på Jah-radaren, hermed en uforbeholden anbefaling. Dets kviksølvstunge bass, snublende trommer, tilbagelænede svajende Afrika-horn, samt Pablo-melodikaens intuitive dribleture på delay fortjener at blive hørt, som noget af det bedste indenfor genren. Tak herfra ialfald til ekspedienten i Moby Disc for den givende introduktion.


Da jeg arbejde i Moby Disc, var Love Shops koncerter på Rytmeposten altid en kollegabytur. Jeg har koncertplakaterne endnu 🙂
Som den pågældende ekspedient et par dage senere bemærkede til mig: “jeg ville sådan ønske, at jeg kunne lide hans musik, for han er simpelthen verdens rareste menneske.”
Cool stuff. Tusind tak for anbefaling