Johnny Marr’s nye album Call The Comet udsendes i dag. Ved ikke helt om man skal investere, for svaghederne i præmissen er jo åbenbar. Lysende guitar-es men håbløst anonym sanger udsender album på en grobund af publikums længsel efter fordoms storhed. Det The Smiths-lignende øjeblik herunder er sendt afsted som effektiv lokkemad for alle os, hvis hjerter blev knust da The Marr og Morrissey gik fra hinanden. Men resten af numrene står jo for fanden til at være anderledes grå Skoda’er, kun umiddelbart skjult af Marr’s Jaguar-karosseri af lysende verdensklasseguitar. Har nogen af jer hørt albummet endnu?

Derimod har Lykke Li’s nye So Sad So Sexy forsøgsvis fået nogle gennemspilninger her den seneste uge. Må tilstå hendes vanligt sorgramte vokal står knivskarpt på afkølet dybklangsfacon, samt at der harmonisk indimellem sker stemningsfuldt gode ting undervejs. Ikke mindst på keyboardsiden, hvor nogle iskolde synths gør det rigtige. Men de toneangivende tætproducerede californske beats og de for R&B-klichéfyldte gæsteoptrædener fylder meget og er en stor skam. De tøjler en musik som til nu var hendes helt egen, og får den til at lyde anonym. Det bliver for for ordinært nutidsbevidst. En overordnet parallel til et band som de kortlivede og engang så PSB-omfavnede Eigth Wonder – Patsy Kensit, remember? – der lød helt oppe i tidens popskarpe hitfront da de udkom, men så hurtigt derefter håbløst banale og gammeldags, ligger lige for. Som der stod i overskriften på en svensk anmeldelse forleden af Lykke Li’s nye album: ‘Hun blev som de andre’. Kan det siges mere trist?

Her Johnny Marr’s drøm af en single, der omvendt lyder som fra dengang, han var noget helt for sig selv. Ser nu at The Guardian i dag giver ham fire ud af fem stjerner, og roser albummet til skyerne. Måske man alligevel skulle investere…?