I dag for ni år – og fire albums – siden udsendte Love Shop Kærlighed Og Straf. Og i dag for en uge siden kom nye BLUES EUROPA til verden. “it’s just work / All that matters is work” er et Andy Warhol-citat, jeg altid har kunnet forholde mig til. Men hvorfor da udsende så mange plader, al den forurening af vinyl, pap og plastik, hvem har brug for alle de numre og sange og udgivelser?! Ja, og hvorfor skal aviserne da også udkomme hver dag med flere nyheder? Voksede selv op med bands, der arbejdede konsekvent igennem. Hvert år kom der en ny plade med Gasolin’ og Sparks, så The Jam og The Clash, siden var det US-bands som R.E.M. og The Replacements, samt engelske The Smiths og Depeche Mode, der holdt udgivelseskalenderen skarp. Selv Sandra! Det at disse artister så hyppigt skrev, indspillede og udsendte nyt materiale holdt mig tæt til dem, og deres musiks udvikling blev et konstant spejl for min egen verden. I dag er det mere normalt, der går 3-5 år imellem nye livstegn. Jeg tror ikke på det gør noget godt for nogen. Udgivelserne bliver ikke nødvendigvis bedre, fordi man imellem dem slår op i banen og helt forsvinder. Jo, det er nemmere at få presseomtale, hvis du har været borte i en rum tid. For så er det en historie, du stadig er i live. Det bliver derimod aldrig en nyhedshistorie hele tiden at vise sig levende. Men det giver et samlet udtryk med en kontinuerlig puls. Og som Warhol siger: “it’s just work / All that matters is work”. Vi ser frem!
Mange fine ord som går helt ind i hjertet, for hvordan kan man leve uden musik – eller for den sags skyld Sandra 😉
Og tak for et meget smukt album der kun bliver bedre for hver dag. Især ” Vågner Op En Morgen og har Lyst til at Gå” og “Jeg tilhører mange steder ” efterlader stærke indtryk.
Jeg kunne ikke nå at få billetter til weekendaftener på Cecil, men ser allerede frem til LS-aftener til foråret i Jylland.
Sluk aldrig stjernerne!
Verden – og vi – har brug for ny og fin musik. Positive oplevelser og længsel efter det nye. Alt det andet har verden mere end rigeligt af !
Mens jeg læste indlægget, spillede DR P4 paradoksalt nok Copenhagen Dreaming. Og fint nok, jeg er altid glad for, når radioen spiller Love Shop, men hvorfor dog kun spille de gode (og de er gode) gamle numre? Hvad med en skæring fra Blues Europa så lytterne også ved, at Love Shop er lyslevende og relevante i 2023, når der netop er udsendt et nyt album?
Virkelig fin tekst, Jens – tak. I er en række kunstnere, der arbejder i sporet, udfolder værket løbende. For hvem den kunstneriske produktion fremstår som et arbejde, I kan og skal gøre, fordi I kan. Som Knausgård, hvis arbejdsdag består i at skrive tre sider og sende dem til sin redaktør. Hver dag. Eller Højholt, der fast skrev om formiddagen, hver dag, i stedet for at vente på en inspiration. Eller Woody Allen. Eller Philip Roth, indtil han pensionerede sig selv og pludseligt stoppede den ellers takstfaste udgivelsesstrøm. Eller Bob Dylan, der hele tiden holder gang i værket. Nye plader med et par års mellemrum, koncerter nærmest hver eller hver anden aften. Nogle gange tror man, at man har hørt det før, oftere overrumples man fuldstændig. Og den faste rytme gør, at værket danner ramme for ens eget liv.
Og som med Love Shop. I har – før og efter Hilmer, soloplader osv. – har været en konstant i mit liv, og nye plader (og mindst lige så vigtigt: koncerterne) indrammer livet, der går, lægger nyt til værket og sætter ord på at leve lige omkring her og nu. Og det er derfor, vi følger med. Ikke fordi vi er kompletister, der skal have alt med, nu vi er begyndt at samle (der er mange værker, der engang betød noget, men hvor vi for længst er stået af uden den store vemod), men fordi I hele tiden overrasker midt i kadencen, rytmen, arbejdet.
Ved ikke om din tekst er skrevet som et svar på den (indtil videre, skal nok komme) sparsomme mediedækning af Europa Blues, men uanset hvad, er det rigtigt og vigtigt. Og tak for pladen! Ser frem til live de kommende måneder.