Sjovt med skæbne i rocknroll. To engelske postpunkbands startede ud sidst i 70’erne, begge anført af meget specielle, selvstændige frontfigurer og begge kendetegnet ved en glasklar guitarlyd, langt fra det normale indenfor britisk undergrund på det tidspunkt. Sidste fredag spillede den ene af dem i København for 14.000 mennekser i Royal Arena, i går kom den anden forbi og gav koncert foran måske 50-60 fremmødte i Vanløse. På den vis står The Cure’s Robert Smith og Felt’s Lawrence på hver sin side af den succés-vippe som er showbiz. Smith fik i 1982 et breakdown, hvorefter han saboterede The Cure med en række succésfulde popsingler, der i dag gør bandets depressive kerne arena-salgbar. Lawrence har også kæmpet med sine psykiske problemer, men har trods nogle indimellem meget fine og roste udgivelser aldrig formået at bryde ud fra indieland.

I går aftes i Vanløse med sit Go-Kart Estate virkede han taknemmelig over dog at have et lille lydhørt publikum at spille for, samt et nyt album på vej. Måske forståeligt efter år med hjemløshed og kunstnerisk obskuritet. Tog bagefter hjem i øsregnen og hørte Felt, det band Lawrence vil blive husket for meget længere end den mærkværdigt bad taste-dyrkende jinglemuzak-rock, hans Modern Lovers-lignende band spillede med ham på Vanløses Stairway.

Lawrence’s Felt definerede indie-popmusik før The Smiths kom til og tog æren for det. På singler som ‘My Face Is On Fire’ (1982) og ‘Penelope Tree’ (1983) lukkede Felt lys ind i den britiske undergrund. Lawrence lød som Tom Verlaine der prøvede at synge som Lou Reed, men alligevel trængte både melodiøsitet som nødvendighed igennem fra denne outsidernes outsider, der erklæret var besat af idéen om at blive popstjerne. Det blev han for en lille trofast skare, men aldrig i den virkelige verden, hvor Felt’s udgivelser, stærke som nogle af dem var, måske lød for verdensfjernt drømmende. I aften er Lawrence med Go-Kart Estate på Radar i Aarhus. Håber der også bliver taget varmt og entusiastisk imod hans ialfald aldrig kedelige nye musik der. Det fortjener den excentriske ener, der har haft så meget karrieremæssig bad luck og menneskelig modgang. Men Felt-numre bliver der ingen af på setlisten. Dem må man enten selv opsøge eller høre lige her…