Med nye Hamilton-ord undervejs, der får sangen til at passe endnu bedre ind i den apokalyptiske nutid end Lana’s egne, som nu faktisk også gjorde et ret godt job ud af netop det i forvejen…
4 tanker om “Leithauser synger Del Rey”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Ja, jeg må sige at jeg ved første og anden gennemlytning var lidt skuffet og uforløst. Men IMO er det en der vinder ved nærkontakt. Jeg synes den er ret fantastisk. Man er selvfølgelig nødt til at kunne kapere hans lettere manierede sangforedrag, af og til i en næsten forpint oktav eller to over stemmens naturlige kapacitet. Men jeg synes det er en del af charmen. Og nu synes jeg faktisk at det er hans bedste solo til dato.
Foretrækker også Lana’s version – The Greatest er en af de absolut fineste sange – hvis ikke DEN fineste – på Norman Rockwell.
Ja, smid lige nogle tanker om Hamilton’s nye plade, Jens.
Måske du er ligeså behersket i din begejstring som jeg.
Men-men så er der jo Isabella – åhr, den er bare så god!
Og det gåsehudsfremkaldende første minut af Here They Come. Og et par stykker andre.
Men den nye plade er ikke nær så god som plade 1 eller den han lavede med Rostam.
Men det kan være, at den kræver tid. Måske skal den have tid til at smyge sig ind på én?
Og jeg elsker pladens overordnede idé om at hylde alle de mennesker der omgiver én – i livet og i hverdagen.
Ja, vi er flere der venter i spænding. Men skuffelsens sprog er tavshed, så måske er det udtryk for dette. Men det er ret så fint et album..
Tjaa – jeg foretrækker nu Del Reys version, men er ellers ret begejstret for Hamilton. Tror vi er en del herinde der afventer jeres bedømmelse af mandens nye (synes jeg) gode album?