Glem Iggy Pop’s nye album Every Loser. Dets urealistisk gode anmeldelser rundt omkring skal nok først og fremmest ses som en hyldest til hovedpersonens standhaftige holden ved. For selve albummets musikalske kvaliteter er små. Ikke sært, når man ser hvem som medvirker på pladen; et sammenrend af kreativt slukkede 90’er-rockstjerner fra den amerkanske vestkyst. Heldigvis skylder Iggy ikke nogen noget, og har masser af kunstnerisk kapital på sine tidligere og langt mere ambitiøse udgivelser. Som f.eks. det tredobbelte liveabum fra 2016-touren med Josh Homme-luksusbandet, hvor Iggy fik dokumenteret sine mageløse forårsaftener det år i Europa, hvor han som aldrig før eller siden holdt sig disciplineret i haserne på berliner-værkerne The Idiot (1977) og Lust for Life, samt da helt nye Post Pop Depression…